Områdebeskrivelse 5
Bydelen består af Kroggård og Næsby skoledistrikter
Tryk på kortet for at se bydelen i Kortinfo
Om bydelen
Bydelen består af en sammenlægning af skoledistrikterne for Kroggårdsskolen og Næsby Skole. Bydelen ligger i den nordvestlige del af Odense Kommune.
Bydelen består primært af beboelse, og befolkningstætheden bliver højere jo tættere på centrum af Odense, man kommer.
Fritidsfaciliteter
Faciliteterne i bydelen findes primært ved Næsby Hallerne og ved Næsby Boldklub. Dertil kan de to kommunale skoler i bydelen tilbyde mindre indendørs faciliteter, en enkelt boldbane og legepladser.
Bydelscenter:
Området i og ved Næsby Hallerne tilbyder faciliteter til en bred vifte af idrætsgrene, såsom håndbold, strandhåndbold, volleyball, tennis, basketball, fodbold og softball.
Næsby Boldklub tilbyder fodbold til alle aldre og køn, og har både græsbaner og kunstgræsbaner.
Derudover findes et stort multianlæg, der med kunstgræs som underlag, kan bruges året rundt og i alle døgnets timer. Der er også etableret udendørs fitness, der kan bruges af alle.
Kroggårdsskolen har to gymnastiksale og et større græsområde. Næsby Skole har en enkelt gymnastiksal.
Fritidsliv
De store aktører i området er klart Næsby Boldklub, der er en af Odenses største fodboldklubber samt Næsby Idrætsforening (NIF), der er en flerstrenget forening med mange underafdelinger. NIF har dels de traditionelle halaktiviteter som håndbold og badminton, men tilbyder også gymnastik, billard, tennis, motionsløb og mountainbike.
I Stavis Ådalen ligger Jernalderlandsbyen, der nu drives af foreningen Odins Odense. Foreningen tilbyder kurser og undervisning samt mulighed for at bruge sin fritid på fortiden.
Ud over de store foreninger er der også få andre foreningstilbud i området såsom spejder, softball, pigegarde med videre.
Der findes en række private løbeklubber og lokale foreninger, der også har forskellige fritidstilbud for alle aldre.
Langs Stavis åen er der stier til gå og løbeture samt et mountainbike track lavet af frivillige med midler fra bydelspuljen.
Omkring Kirkendrup ligger et større område med skove, småsøer, stisystemer, naturlegeplads og hundeskov.
Udvikling af bydelen
antal borgere i bydelen:
- 2018 - 8.700
- 2028 - 8.557
Bydelen er en af de eneste i Odense Kommune, som oplever en mindre nedgang i antallet af borgere.
Den demografiske udvikling i bydelen ift. alder viser, at aldersgruppen 60+ er den eneste aldersgruppe, der har oplevet en tilvækst i antal borgere.
Faciliteterne ved Næsby Hallerne og Næsby Boldklub trækker en stor del af læsset for aktiviteterne i bydelen.
Der er stort pres på faciliteterne i området, hvor Næsby Hallerne og Næsby Boldklub står for hovedudbuddet af aktiviteter. De nærmeste idrætshaller findes i Allesø, Odense Idrætspark og Søhus.
Næsby Hallerne og Næsby Idrætsforening har igennem længere tid haft ønske om at bygge en hal mere og et fitnesscenter. Der er ved at blive udarbejdet en udviklingsplan for hele området ved hallen.
Kroggårdsskolen og en række lokale foreninger har kæmpet for en hal ved Kroggårdsskolen, og Næsby Boldklub har også ønsker om at udvide og udvikle deres faciliteter.