Områdebeskrivelse 16
Bydelen består af Højby skoledistrikt
Tryk på kortet for at se bydelen i Kortinfo
Om bydelen
Bydelen består af Højby Skoledistrikt, der ligger i den sydlige del af Odense Kommune ved kommunegrænsen til Faaborg Midtfyn Kommune.
Bydelen er opdelt i to områder: Øst og Vest for Svendborgmotorvejen.
Vest for motorvejen ligger Højby og øst for ligger landsbyen Allerup.
Højby er et udpræget parcelhuskvarter med enkelte områder med socialt boligbyggeri, mens Allerup er en klassisk gammel landsby med kirke, forsamlingshus og skole (nedlagt i 1966) i bykernen og gårde og enkelte parcelhuse omkring.
I bydelen er der en folkeskole, to privatskoler og tre forsamlingshuse.
Fritidsfaciliteter
Bydelscenter:
Idrætsfaciliteterne i bydelen er koncentreret omkring Højby Skole, hvor Højbyhallerne indeholder en træningshal og en opvisningshal, springsal, foreningsfitness, skydebane, boldbaner, tennisbaner, beachsport, billard med videre.
I Allerup er det mest fremtrædende Allerup Gamle Have, der oprindeligt var en ”Stævneplads” for DGI og lokalområdet. Anlægget blev indviet i 1932 med friluftsbad og idrætsplads og er siden udvidet med minigolf med videre. Anlægget drives af foreningen Allerup Gamle Have, der er forankret i lokale organisationer og aktører.
Fritidsliv
Den helt store aktør i området er Højby Skytte- og Gymnastikforening, der er en af Odenses største foreninger. Det er en flerstrenget forening med en lang række underafdelinger og en hovedafdeling, der er en central aktør i udviklingen af fritidsfaciliteter i Højby.
Herudover er der Højby Seniorforening, bridge og spejderaktiviteter.
I Allerup er der Allerup Gamle Have, Allerupgaard Rideklub samt Allerup Thorup Kultur og Beboerforening, der skaber aktiviteter i det lokale forsamlingshus.
Antal beboere i bydelen
- 2018 - 4.913
- 2028 - 5.110
Demografi
Befolkningstallet ventes at stige med ca. 4% over en 10 årig periode.
Udvikling af bydelen
Som Bydelscenter er der behov for hele tiden at kunne udvikle og tilpasse sig. Foreninger og organisationer i bydelen har gennem årene skabt meget med egne midler og arbejdskraft, tilskud fra bydelspuljen og andre puljer og fonde. Dette både ved Højby Skole, forsamlingshusene og i Allerup Gamle Have.