Områdebeskrivelse 10
Bydelen består af Korup og Ubberud skoledistrikter
Tryk på kortet for at se bydelen i Kortinfo
Om bydelen
Bydelen består af skoledistrikterne Korup Skole og Ubberud Skole i Odenses vestlige opland. Området er arealmæssigt stort og med flere mindre bysamfund og små klynger af sammenhængende bebyggelser.
Hovedbyen er Korup, hvor over halvdelen af hele områdets indbyggere bor. Der er blandt andet et samlet butiksområde, en stor skole og et stort Kultur- og Idrætscenter.
Der er større sammenhængende skovområder ved Hesbjerg Skov syd for motorvejen og Hole Skov ved Korup.
Fritidsfaciliteter
Bydelscenter:
Fritidsfaciliteterne i bydelen er placeret i Korup ved Korup Kultur- og Idrætscenter, der rummer: to Idrætshaller, fitnesscenter, bevægelsessal, bibliotek, boldbaner, tennisanlæg, parkour, skateranlæg og multibane.
Lokalcenter:
I landsbyen Ubberud ligger Ubberud Kultur- og Bevægelseshus, der rummer idrætshal, multisal, spinning faciliteter, mødelokaler, boldbaner, multibane, petanque og miniskateranlæg.
Fritidsliv
Fritidslivet i bydelen tegnes primært af de to store foreninger Korup Idrætsforening og Ubberud Idrætsforening.
De tilbyder en række aktiviteter som: fodbold, håndbold, volleyball, tennis, bordtennis, gymnastik, petanque, cykelmotion og motionsløb.
Herudover er der ved de to centre en række faciliteter, der kan anvendes frit af alle. Ud over de store foreninger er der en rideklub, spejdere, MC klub, sangkor, husflidsforening, aftenskoleaktiviteter etc. Det er et meget aktivt lokalområde med både lokal tv. og egen hjemmeside.
I skovene ved Korup og Hesbjerg er der stiforløb, der kan anvendes af motionister med videre til rekreative formål.
Blommenslyst Golfklub har såvel en 18-huls bane som en 9-hulsbane, og klubben er åben for både medlemmer og pay- and playspillere.
antal borgere i bydelen
- 2018 - 7.699
- 2028 - 7.928
Demografi
Befolkningstallet stiger over de næste 10 år med 3%.
Udvikling af bydelen
Korup Kultur- og Fritidscenter og Ubberud Bevægelseshus er moderniseret i 2013 og 2015, og er dermed nogle af de senest renoverede fritidsfaciliteter i Odense. Det betyder, at faciliteterne i høj grad spiller sammen med lokalområderne som et aktiv og et fælles samlingssted.
Ved Højbjerg forbedres naturen med etablering af et vådområde syd for Højbjergvej, der blandt andet skal aflaste afvandingen til Odense Fjord.
Odense Kommune har i 2020 overtaget den gamle Højbjergmotorbane. Området er på 54.816 m2 med et klubhus på 216 m2 og påtænkes anvendt til fritids- eller rekreative formål. Der er startet en åben proces op med interessenter i området. Det videre arbejde med området ligger pt. stille, da mangler finansiering til at undersøge om området er forurenet.