Spring til indhold

#31 Bedre signalregulering

Afviklingen af trafikken og sikkerheden i Odenses lyskryds skal være bedre. Odense Kommune optimerer derfor de signalregulerede kryds.

Der er 227 lyskryds (signalregulerede kryds) i Odense Kommune. Krydsene har stor indflydelse på især trafikafviklingen, men også trafiksikkerheden kan forbedres via et signalreguleret kryds. Det er dog langt fra alle ulykkessituationer, som kan forebygges via et signalreguleret kryds. 

Skal lyskrydsene fungerer optimalt, skal de løbende optimeres, og de skal alle være trafikstyrede. Trafikstyrede signaler betyder ikke nødvendigvis, at den enkelte bilist oplever grønne bølger. Etablerer man grønne bølger, vil man opleve mere spildtid, som generer trafikken fra sidevejene og den modkørende trafik. 

Se evt. filmen Sådan fungerer grønne bølger

 

Læs mere i handlingsplanen

 

Status, november 2021

I området omkring Munkebjergvej og Drejebænken sker der en markant trafikal udvikling over de kommende år, hvor bl.a. Nyt OUH åbner og et større erhvervsområde skyder op.

For at håndtere den øgede trafikmængde, er der behov for en større krydsudbygning ved Munkebjergvej – Drejebænken og en mindre krydsudbygning ved Drejebænken – Erhvervsområdet. Derudover skal Drejebænken udvides med et ekstra spor i retning mod Svendborgvej på en del af strækningen.
Der blev bevilget 1 million kr. til projektet i 2021, som har dækket udarbejdelsen af myndigheds- og udbudsprojekt. Der er fundet finansiering til selve anlægsprojektet, og ombygningerne forventes at starte i april 2022 og varer ca. 1 år.

Projektet koster 21.00.000 kr. Der er i budgetforliget 2021 bevilget 3 mio. kr. til projektet, hvorefter der skal tages 4,5 mio. kr. fra rammen for Handlingsplan for mobilitet og byrum i 4 år for at finansiere de resterende 18 mio. kr.

 

Kryds til kommende prioriteringer

 

Odense Kommune har udpeget følgende kryds, hvor der ønskes etableret signalregulering for at sikre bedre trafikafvikling. Projekterne er pt. ikke prioriteret økonomisk, og tidshorisonten for etablering af disse kendes derfor ikke:

  • Munkebjergvej/Drejebænken (21.600.000 kr.)
  • Assensvej/Højmevej (3.500.000 kr.)
  • Toldbodgade/Finlandsgade/Lerchesgade (5.300.000 kr.)
  • Middelfartsvej/Stegstedvej (4.500.000 kr.) 
  • Palnatokesvej/Christiansgade (2.500.000 kr.)

 

Projekter i 2021

Byudviklingen er i fuld gang i Odense Syd i området omkring Munkebjergvej og Drejebænken. Trafikken vil stige markant, når OUH og Sund flytter ud i området, og erhvervsområdet står fuldt udbygget.

Krydset Munkebjergvej og Drejebænken bliver i fremtiden et af Odenses vigtigste trafikale knudepunkter for biler og tung trafik. Derfor er der behov for at øge kapaciteten i krydset, så der sikres en tilfredsstillende trafikafvikling, og så kødannelse ned på motorvejen undgås. Signalanlægget er allerede optimeret mest muligt, så der er behov for en fysisk udvidelse af det eksisterende vejanlæg.

Samlet vurderer forvaltningen, at projektet vil koste 18 mio. kr. ekskl. arealerhvervelse. Projektet var med som budgetønske, men der blev ikke afsat midler fra dette års budgetforlig til projektet. Der vil inden længe opstå kapacitetsproblemer i krydset, og der er derfor blevet afsat 1,0 mio. kr. i 2021 til projektering af det samlede projekt, så projektet er klar til anlæg, så snart der findes midler til hele projektet.

 

Økonomi

Samlet budget 2017-2024

Afsat  i 2022

Afsat i alt fra 2017-2022

38,8 mio. kr.  4,5 mio. kr.  6,9 mio. kr. 

By- og Kulturforvaltningen