Spring til indhold

#19 Bedre busstoppesteder

Med bedre busstoppesteder vil Odense Kommune gøre det mere attraktivt at tage bussen til de daglige gøremål i Odense.

Borgerpanelundersøgelsen i efteråret 2015 viste, at blot 39% af de, der kører med bus i Odense, er tilfredse med standarden af busstoppesteder (f.eks. bænk, busskur, belysning mv.). Bedre busstoppesteder i Odense vil give busserne et bedre image og gøre busserne til et mere attraktivt transportmiddel. Det vil samtidig gøre det rarere og lettere at tage bussen for borgere, som ikke normalt kører med bus. 

Projektet med bedre busstoppesteder i Odense vil bl.a. arbejde med følgende forbedringer: 

  • Flere bænke og affaldskurve ved busstoppestederne.
  • Realtidsskærme med visning af minuttal til næste bus.
  • Stort kort over busnettet ved flere busstoppesteder inkl. markedsføring af ”bussen er på vej”-app og information om billettyper mv. 
  • Flere cykelstativer ved busstoppesteder.
  • Læskærme ved busstoppesteder med mange påstigere.
  • Bedre vedligeholdelse af stoppestederne.
  • Bedre belysning, der øger trygheden.
  • Handicapvenlige stoppesteder.
  • Bedre stiforbindelser til stoppestederne.

 

Bynet 2021

Planerne for Odenses fremtidige kollektive rutenet hedder Bynet 2021. Bynet 2021 er designet til at give den bedst mulige service til flest mulige borgere inden for den økonomiske ramme. Det betyder, at der kommer til at ske store ændringer for Odenses bybusser, når letbanen træder i kraft.

Læs mere i handlingsplanen

 

Status, november 2021

For at gøre klar til Bynet 2021 prioriterede By- og Kulturudvalget 1,6 mio. kr. til at etablere ny endestation og stoppested i Tietgenbyen (1,0 mio. kr.) samt en ny endestation i Kirkendrup (0,6 mio. kr.).

Den nye endestation samt stoppested i Tietgenbyen er etableret og klar til brug.

Den 26/10 2021 besluttede By- og Kulturudvalget at forlænge alle busafgange fra Kirkendrup til Allesø. Derfor er der ikke længere behov for at anlægge en endestation i Kirkendrup. Af trafiksikkerhedsmæssige årsager har By- og Kulturforvaltningen valgt at ændre ruteforløbet i Kirkendrup, så bussen ikke længere skal køre ad Vimmelsbækvej samt den sidste del af Stærehusvej. Det medfører, at der nedlægges to stoppesteder på Stærehusvej samt etableres to nye inden Kirkendrupvej. Det nye ruteforløb træder først i kraft med Bynet 2021.

By- og Kulturudvalget har prioriteret 1,5 mio. kr. til at opsætte realtidsskærme ved 20 udvalgte stoppesteder i Odense Kommune i 2022. Odense Kommune har tilsagn fra Trafik- Bygge- og Boligstyrelsens pulje for Bedre busfremkommelighed om 50% i tilskud til projektet i 2022. Derfor er anlægsprisen for realtidsskærme i alt 3,0 mio. kr.

Økonomi

Samlet budget 2017-2024 Afsat i 2022 Afsat i alt fra 2017-2022
4,6 mio. kr.  1,5 mio. kr. 3,1 mio. kr.

By- og Kulturforvaltningen