#14 Kohaveskoven
Odense Naturpark og et hotspot for biodiversitet.
Med sine 140 ha udgør Kohaveskoven et af de største sammenhængende naturområder i Odense Kommune. Det har en størrelse, der gør det muligt at tænke området som en naturpark - en sammenhængende indhegning med græssende dyr, der går ude hele året, og hvor dyrene er en væsentlig del af naturoplevelsen, som man fx kender det fra Dyrehaven ved København, Mols Bjerge eller de vilde heste på Langeland.
By- og Kulturudvalget har prioriteret midler til at udvikle Kohaveskoven til et hotspot for biodiversitet i Odense Kommune samtidig med, at de rekreative muligheder og oplevelser i området får et løft.
Inden indsatsen igangsættes, skal der foretages en registrering af områdets biodiversitet, ligesom der skal gennemføres interessentanalyser i forhold til den rekreative brug af Kohaveskoven.
Hvad skal der ske?
Der skal udarbejdes en udviklingsplan for området, hvor indsatser for biodiversitet og rekreative/oplevelsesmæssige værdier planlægges nøje. En række ting skal afklares:
- Hvilke dyr skal der f.eks. udsættes?
- Hvordan sikres kørevejen igennem området?
- Hvor skal der være ”dyrefri” madpakkeområder/legepladser?
- Hvordan tages der hensyn til skovkirkegården?
- Hvor skal hegnet sættes?
- Kan der sikres mere naturlig hydrologi på mindre dele af arealet?
- Skal der laves vandløbsrestaurering?
- Er der grundlag for at hjælpe indvandring af plante- og dyrearter fra andre gode steder i kommunen?
- Findes der truede arter i området, vi ikke kender til i dag, og som der skal tages hensyn til?
Særlige arter og naturtyper
Børstepigsvamp, der vokser på henfaldne træstammer (bøg) i skove med naturpræg. Grønspætte, der er knyttet til ældre, lysåben skov med partier af græssede overdrev (tør, lysåben og næringsfattige jorde) og enge. Tyndakset Gøgeurt, der vokser i skoven. Der er desuden fokus på områdets egnethed som levested for padder.
Læs mere i handleplanen for biodiversitet
Økonomi
Samlet budget | Afsat i 2021-2022 |
---|---|
2,2 mio. kr. | 1,65 mio. kr. |