Spring til indhold

#28 Grønne organisationer skaber ny natur

Grønne organisationer i f.eks. Det Grønne Råd skal have mulighed for at udvikle og etablere nye naturområder i Odense.

Formål

Det Grønne Råd, der består af medlemmer fra en række grønne organisationer, får mulighed for i fællesskab at genoprette eller skabe mere ny natur. Stort lokalkendskab og faglighed bruges, og der opnås samarbejde og synergi mellem de forskellige grønne organisationer. Læs mere om Det Grønne Råd i Odense

 

Hvad?

En pulje giver mulighed for, at de grønne organisationer udvælger og realiserer ny natur i Odense. Arbejdet sker i regi af Det Grønne Råd. Projektet kan indeholde erhvervelse af areal, anlæg, drift og formidling.

 

Målgruppe

Alle borgere i Odense får glæde af den nye natur. De grønne foreninger og organisationer får direkte indflydelse på udvælgelsen og realiseringen af naturprojekter.

 

Samarbejdspartnere 

Det Grønne Råd. Grønne foreninger og organisationer. Grupper af borgere.

 

Status

Det Grønne Råd har valgt at arbejde med 3 projekter, som de tildelte midler skal fordeles imellem.

  • Munkemaen/Bispeengen
  • Arealerne ved den tidligere Seden Skydebane, som blev færdige i forsommeren 2021. Læs mere her: Det Grønne Råd skaber mere natur i Odense
  • Et projekt, der skal udbrede snogen i Odense Kommune

 

Arealerne ved Munkemaen/Bispeengen

Det er et af kommunens vigtigste områder for biodiversitet både for planter og fugle. Desværre er arealerne ved at vokse meget til med tagrør, og græsningen på arealerne er for ekstensiv. Der overvejes derfor en ændret drift på arealerne. Der er i samarbejde med en konsulent ved at blive udarbejdet et projektforslag for Bispeengen/Munkemaen. Projektforslaget vil indeholde forslag og ideer til, hvordan forholdene på sigt kan forbedres både for planter (orkideer og de sjældne og truede arter seline og kær-fnokurt) og de mange forskellige fugle, der holder til på arealerne.

Arealerne ved Seden Skydebane

Forsvaret, der har brugt området i en lang årrække, har opsagt lejemålet med Seden Menighedsråd, der ejer arealet. Forsvaret har i 2020 fortaget en stor oprydning på arealerne. Blandt andet er den store skydevold fjernet, og forurenet jord fra arealerne er gravet af og fjernet. Der er lavet lavninger i terrænet, hvor der kommer til at stå vand en del af året. Lavningerne vil forhåbentlig komme til at fungere som ynglested for strandtudsen. Strandtudsen har været væk fra området i mange år, men i sommeren 2020 blev der sat 400 strandtudser ud. Der skal ske yderligere udsætninger af strandtudser over de næste par år for at give de bedste muligheder for en robust bestand. Odense Kommune har indgået samarbejde med Seden Menighedsråd om den fremtidige naturpleje på arealet. I 2021 skal der opsættes hegn, så arealet kan blive afgræsset af kreaturer.

Snogeprojekt

Der er dialog med en lodsejer i det område i kommunen, hvor man ved at snogen er i forholdsvis stort antal. Der overvejes at etablere flere mindre vandhuller i området. Vandhuller er vigtige for at skabe et tilstrækkeligt fødegrundlag for snogen, da den især lever af padder som frøer, tudser og salamandere. Vi vil på den måde kunne understøtte en bredere udbredelse af snogen i Odense Kommune.

 

Fordele

  • De grønne organisationer får direkte indflydelse på naturprojekter
  • De specialiserede kompetencer, som de forskellige foreninger og organisationer har, bruges bredt i projektet
  • Understøtter FN's verdensmål 6, delmål 6.6, verdensmål 15, delmål 15.1 og 15.5 (s. 21 og 22).

 

By- og Kulturforvaltningen