#26 Nye naturområder langs med åer
Der skal udlægges tre nye naturområder langs Odense Å, Lindved Å og ved Odense Fjord. Områderne er ejet af Odense Kommune.
Kontaktinformation
Drift og Anlæg
Odense Slot, Nørregade 36
5000 Odense C
63 75 68 00
Husk altid at bruge Digital Post til personfølsomme oplysninger.
Formål
At understøtte og udvide naturen langs vandløbene Odense Å og Lindved Å, som er en del af Natura2000 og en del af kommunens grøn-blå-struktur. De nye naturområder vil virke som en bufferzone for den eksisterende natur ved vandløbene. Ved at udlægge områder til ny natur i nærheden af eksisterende sikres en god naturkvalitet hurtigt, og det giver samtidig bedre spredningsmuligheder for dyr og planter. Samtidig kan områderne bruges rekreativt og supplere de eksisterende rekreative tilbud.
Hvad?
Initiativer, der forbedrer biodiversiteten i Odense Kommune:
- Nyt engområde ved Hollufgård ved Lindved Å. Odense Kommune ejer et areal, der i dag forpagtes ud til dyrkning. Arealet udlægges til engområde til gavn for planter og dyreliv langs Lindved Å. En mindre del af arealet ligger i dag hen som eng/græsområde, og der er lavet vandhuller til padder. Engen understøtter de nye paddevandhuller som levested for områdets padder (frøer, tudser og salamandere). Området fungerer som en udvidelse af det rekreative område ved Hollufgård, og kan på den måde bidrage med en anderledes naturoplevelse til parkområdet ved Hollufgård.
- Etablering af engområde ved Svendsagervej mod Odense Å. Odense Kommune ejer et areal, der i dag forpagtes ud til dyrkning. Arealet udlægges til engområde til gavn for planter og dyreliv langs Odense Å. Tilstødende arealer består af moser og overdrev, så et nyt engområde vil give områdets natur bedre sammenhæng og robusthed. Odderen er tidligere fundet i området, og et nyt engområde optimerer odderens krav til levesteder i form af uforstyrrede friarealer.
Status på projektet
Odense Kommune har i løbet af sommeren 2020 været i gang med at realisere det første projekt ved Hollufgård. Der er blandt andet afbrudt dræn, sat hegn op og lavet en kreaturbro over Lindved Å, så kørerne kan græsse på arealer på begge sider af vandløbet.
Der er i september måned sat dyr på arealet, som skal gå der ind til november måned. Arealet er som udgangspunkt for lille til at kunne bære vintergræsning så fremover vil der være dyr på arealet fra ca. april til november. Dyrene kan gå på hele arealet samt i skovpartiet, så det bliver spændende at følge områdets biologiske udvikling igennem det næste par år. Der vil med tiden blive taget stilling til, om der skal laves yderligere indsatser i området for at fremme biodiversiteten.
Projektet på arealet ved Svendsagervej ved Odense Å, er endnu ikke udført. Det er planen, at arealet i løbet af vinteren, skal gøres klar til græsning, så der kan komme kreaturer på. Området ligger midt i mellem to naturområder med enge, moser og overdrev, og der skal derfor undersøges, om der er muligheder for udvidelse af græsningsarealet. Særligt naturarealerne mod nord, som er ejet af Odense Kommune, er interessante, fordi det vil fordoble græsningsarealet og dermed give områdets natur større udbredelsespotentiale.
Der vil i projektet også blive indarbejdet indsatser målrettet særlige dyregrupper herunder stenbunker til padder og krybdyr samt flere levesteder for områdets insekter.
Rekreative interesser vil også blive vurderet, og en trampesti igennem arealet vil formentligt blive en mulighed i løbet af sommeren 2021.
Målgruppe
Beboere i nærområderne får nye rekreative og naturmæssigt interessante områder.
Samarbejdspartnere
Danmarks Naturfredningsforening og biavlerforeninger.
Fordele
- Understøtter EU's 2020 mål om at stoppe nedgangen af biodiversitet
- Giver Odense Kommune mere natur jf. miljøpolitikkens målsætning om at forøge kommunens skov- og naturarealer med 60 %
- Understøtter Odense Kommunes miljøpolitik om at udvikle den grønne struktur, anlægge ny og bedre natur og stille egne arealer til rådighed for pilotprojekter
- Understøtter FN's verdensmål 6, delmål 6.6, verdensmål 11, delmål 11.7, verdensmål 13, delmål 13.2, verdensmål 15, delmål 15.1, 15.5 og 15.9 (s. 21 og 22).