Ansøgning til Bydelspuljen
Der er én årlig skriftlig ansøgningsfrist, den 1. november. For ansøgninger på maksimalt 25.000 kr. er der derudover tre mundtlige ansøgningsfrister i løbet af året.
Retningslinjer for Bydelspuljen
Det er vigtigt at læse, hvilke regler og retningslinjer Bydelspuljen er underlagt, inden du udfylder og indsender en ansøgning. Der er forskellige krav til det at modtage et offentligt tilskud, herunder momsregler, regler om forsikringsdækning ved anlæg og drift, krav om overholdelse af Tilbudsloven og aflæggelse af regnskab. Du finder de samlede retningslinjer her.
Hvem kan søge?
- Foreninger, organisationer og grupper af borgere med hjemsted i Odense Kommune. Projektet skal være placeret i Odense.
Hvem kan IKKE søge?
- Enkeltpersoner
- Erhvervsvirksomheder
- Kommunale institutioner kan ikke stå som primær ansøger, men som medansøger i samarbejde med andre lokale aktører
Hvad kan der IKKE ydes støtte til?
i. Projekter, der påfører Odense Kommunes forvaltninger/afdelinger yderligere drifts- og vedligeholdelsesudgifter. Bydelspuljen kan ikke anvendes til at finansiere projekters eventuelle afledte drifts- og vedligeholdelsesudgifter.
ii. Projekter/aktiviteter, der i forvejen hører under kommunens anlægs- og driftsansvar. Bydelspuljen er ikke et supplement til de kommunale anlægs- og driftsbudgetter.
iii. Renovering og vedligehold. Der ydes kun støtte til renovering og vedligehold, såfremt projekterne rummer et element af modernisering eller udvikling og/eller understøtter afholdelsen af aktiviteter i det pågældende anlæg. Der kan ikke forventes støtte til mindre vedligeholdelsesprojekter, der bør kunne afholdes af ansøger selv.
iv. Arrangementer/projekter, der på bevillingstidspunktet er afholdt/finansierede/etablerede.
v. Projekter med religiøse, kommercielle og/eller partipolitiske formål.
vi. Ansøgninger på over 25.000 kr., der udelukkende støtter én boligforenings beboere, én institutions brugere osv., kan ikke komme i betragtning.
vii. Projekter fra ansøgere, der har igangværende bydelspuljeprojekter eller projekter finansieret via Forstadspuljen, som endnu ikke er fuldt finansierede.
viii. Projekter, der allerede har modtaget midler fra Forstadspuljen eller Bydelspuljen.
ix. Projekter, som har en bydækkende karakter, dvs. projekter, som i højere grad gavner hele byen end lokalområdet. Projekter kan dog godt række ud over lokalområdet, hvis de er lokalt forankrede eller kan dokumentere et klart engagement fra civilsamfundet i lokalområdet.
x. Projekter uden realistisk finansieringsbudget.
Generelle krav til ansøgninger
a. Det ansøgte beløb og bevillingens størrelse skal stå i rimeligt forhold til målgruppens størrelse, og i hvor høj grad indsatserne/aktiviteterne kommer målgruppen til gavn.
b. Ved ansøgning til projekter på kommunalt ejede arealer skal ansøger indgå betinget aftale om det juridiske grundlag for brug af arealet med pågældende driftsansvarlige kommunale afdeling, før ansøgning fremsendes.
c. Ved ansøgning om anlægsprojekter skal ansøger redegøre for, hvordan den efterfølgende drift og vedligeholdelse håndteres. Støtte hertil kan ikke opnås gennem Bydelspuljen.
d. Projekter på dele af kommunale arealer må hverken fordyre eller vanskeliggøre den øvrige kommunale vedligeholdelse.
e. Såvel det juridiske som det drifts- og vedligeholdelsesmæssige ansvar for private anlæg på kommunale arealer skal være afklaret og præciseret, før anlæg påbegyndes – herunder overdragelsesforretning, påtaleret og vilkår for aflevering.
f. Ved alle anlægssager skal der søges de relevante tilladelser til det pågældende anlægsarbejde.
g. I forbindelse med anlægsprojekter skal der efter anlæg ske en reetablering af de omkringliggende arealer.
h. Odense Kommune kan ved projekter på 500.000 kr. eller derover stille krav om, at der skal tilknyttes byggerådgiver med
rådgiveransvar, som skal være finansieret af projektet. Endvidere skal der i større anlægsprojekter indregnes uforudsete udgifter i budgettet, idet summen af uforudsete udgifter afvejes i forhold til projektets karakter.
i. Ansøgers egne midler i projekter skal anvendes sideløbende med bevillingen fra Bydelspuljen.
j. Midlerne skal som udgangspunkt anvendes inden for bevillingsåret, men der kan træffes aftale om, at brug af midlerne udsættes i op til fire år. Såfremt midlerne ikke er anvendt fire år efter, at bevillingen er givet, skal bevillingen gennem en fornyet politisk behandling.
Skriftlige ansøgninger
Skriftlige ansøgninger sendes elektronisk til kno@odense.dk senest den 1. november 2018.
Ansøgninger over 25.000 kr.
Ansøgning til bevillinger over 25.000 kr. skal ske skriftligt ved brug af ansøgningsskemaet for ansøgninger på over 25.000 kr.
Du finder ansøgningsskemaet til bevillinger over 25.000 kr. her
BEMÆRK: Der er begrænset plads i skemaet, da tekstboksene har en fast størrelse. Hvis du har brug for yderligere skriveplads, er du velkommen til at vedlægge et bilag til ansøgningsskemaet.
Hvis du ansøger om et anlægsprojekt på et kommunalt areal, bedes du træffe aftale med Odense Kommune inden indsendelse af ansøgningen. Du bedes også vedlægge et kort, der angiver hvor projektet ønskes placeret. Du kan printe et kort fra KortInfo.
Ansøgninger på maksimalt 25.000 kr.
For ansøgninger på maksimalt 25.000 stilles der ikke krav om, at ansøger skal gå sammen med andre aktører for at kunne søge. (Særkriterium A gælder således ikke for ansøgninger på maksimalt 25.000 kr.)
Der kan ansøges skriftligt den 1. november (samtidig med ansøgninger over 25.000 kr.). Ved skriftlige ansøgninger anvendes ansøgningsskemaet for ansøgninger på maksimalt 25.000 kr.
Du finder ansøgningsskemaet til skriftlige ansøgninger på max 25.000 kr. her
BEMÆRK: Der er begrænset plads i skemaet, da tekstboksene har en fast størrelse. Hvis du har brug for yderligere skriveplads, er du velkommen til at vedlægge et bilag til ansøgningsskemaet.
Det er Økonomiudvalget, der træffer beslutning om bevilling og afslag på skriftlige ansøgninger.
Mundtlige ansøgninger på maksimalt 25.000 kr.
Man kan også ansøge bydelspuljen mundtligt om maksimalt 25.000 kr. på særlige ansøgningsdage tre gange årligt i 1., 2. og 3. kvartal. De konkrete ansøgningsdage annonceres på www.odense.dk/bydelspuljen. Tilmelding til mundtlig ansøgning er nødvendig og skal ske via Odense Kommunes hjemmeside forud for afholdelsen af ansøgningsdagene.
Yderligere information om mundtlig ansøgning kommer i begyndelsen af 2019.
Det er Borgmesterforvaltningen (og ikke Økonomiudvalget), der træffer afgørelse vedr. mundtlige ansøgninger under 25.000 kr. Borgmesterforvaltningen kan dog ikke træffe afgørelse i sager, hvor kriterie nr. 7 bliver tillagt vægt. (Projekter, der løser eller er med til at løse ekstraordinære udfordringer for foreninger og selvejende institutioner).
Borgmesterforvaltningen kan uddele op til 1 mio. kr. hvert år til mundtlige ansøgninger på maksimalt 25.000 kr. Såfremt midlerne ikke bliver uddelt, går de tilbage i bydelspuljen.