Organisation
En attraktiv og ansvarlig arbejdsplads med flere velfærdsmedarbejdere
Læs om to arbejdspladser, der er lykkedes med at reducere sygefraværet, og følg udviklingen i data for organisationen ved at klikke her for at åbne Organisationsregnskab 2022.
Flere velfærdsmedarbejdere
Rekrutteringen af fremtidens velfærdmedarbejdere er fortsat højt prioriteret. På tværs af forvaltningerne arbejder organisationen med at tiltrække og fastholde velfærdsmedarbejdere, blandt andet i projektet ”Fra ledig til velfærdsmedarbejder”, som rekrutterer ledige til uddannelsen som social- og sundhedshjælper, social- og sundhedsassistent og pædagogisk assistent. Trepartssamarbejdet mellem uddannelsesinstitutioner, faglige organisationer og Odense Kommune skal også bidrage til rekruttering af fremtidens velfærdsmedarbejdere.
Data viser, at der er sket en stigning i de to største faggrupper ’Social- og sundhedspersonale’ (Bl.a. SOSU-assistenter og SOSU-hjælpere) og ’Pædagogisk uddannet personale’. Der er også blevet flere elever - beskæftiget indenfor sundhedsområdet og det pædagogiske område.
Gennem projektet ”Lidt op i tid” er det i Ældreplejen lykkedes at motivere over 500 medarbejdere til at arbejde flere timer. Generelt er der på tværs af kommunen kommet flere på fuld tid, idet andelen af månedslønnede ansatte, der er på deltid, er faldet fra 44 % til 43 %.
En attraktiv og ansvarlig arbejdsplads
På tværs af forvaltningerne arbejdes målrettet med ledelse og trivsel og med at sikre et godt og sikkert arbejdsmiljø og reducere sygefraværet. Det er nødvendigt for at skabe attraktive arbejdspladser og en forudsætning for at kunne rekruttere og fastholde dygtige medarbejdere nu og i fremtiden.
For at rammesætte arbejdet med det gode arbejdsmiljø er udarbejdet en ny Arbejdsmiljøstrategi 2022-2030. Strategien skal medvirke til at skabe et effektivt og bæredygtigt arbejdsmiljø til gavn for løsningen af kerneopgaven, Odense Kommune som organisation og den enkelte medarbejder. Strategiens målsætninger for sygefravær, social kapital, ulykker og krænkelser skal målrette forvaltningernes arbejde med det psykiske og fysiske arbejdsmiljø.