Spring til indhold

En dukkert på havnen året rundt

I juli 2016 fik Odense Havn endnu et løft og en spændende aktivitet, da Odense Kommune åbnede Odense Havnebad. Odense Havnebad er en vigtig brik i udviklingen af havnen som bydel og har tilføjet endnu et lag til en mangfoldig storby.

Odense Havnebad har med et bassin på 33,3 meter en størrelse, som egner sig til en dukkert – både sommer og vinter. Havnebadet har i 2016 fået en varm modtagelse af odenseanerne og virkelig sat skub i livet på havnen.

 

Over sommeren i juli og august var ca. 40.000 en tur i baljen, men havnebadet har også været velbesøgt i vintersæsonen. Fra den 1. september og frem til årsskiftet tog flere end 11.000 gæster en kold dukkert. Topscoren i vintersæsonen 2016 blev årets sidste dag. 406 gæster sagde farvel til 2016 med et koldt gys og satte punktum for et flot badeår i Odense Havnebad.

Odense Havnebad ligger i havnebassinet tæt på Havnepladsen som et skib for anker. Vandet i bassinet er ikke havnevand, men badevand som i andre offentlige svømmehaller. Opgaven med at drive et havnebad er ny for Odense Kommune. Odense Idrætspark har dog stor erfaring baseret på Odense Kommunes øvrige bade- og svømmetilbud som svømmehallerne og ikke mindst Odense Friluftsbad. 

Borgmesterforvaltningen