Skoledrenge får 168.000 kroner til skatermiljø
En gruppe ihærdige skaterdrenge i alderen 12-14 år har fået bevilget 168.000 kroner af Forstadspuljen Odense til at realisere deres drøm om et skatermiljø i deres lokalområde. .
En gruppe drenge i alderen 12-14 år fra Tingløkkeskolen har længe ønsket sig et skatermiljø i området omkring skolen. Skatergruppen Tingløkke har hidtil brugt mobile skaterramper, som de har fået lov til at stille op på skolens parkeringsplads.
Drøm på vej til realisering
Men drengenes drøm om et fast miljø, som kan bruges hele dagen og aftenen, bliver nu realiseret med 168.000 kr. fra Forstadspuljen Odense. Det er drengene selv, der har taget initiativ til projektet og søgt om pengene. Ud over de 168.000 kr. har Tingløkkeskolen bevilget 50.000 kr., da også skolens elevråd har efterspurgt skaterbanen.
Byggeriet er allerede i gang
For de 50.000 kroner har de allerede fået en far til at bygge de første to skaterramper.
- Vi er selvfølgelig meget glade og taknemmelige for at kunne få en fast bane. Men det betyder også, at mange flere unge i Odense SV vil kunne få et sted at skate, stå på rulleskøjter eller løbehjul, siger 13-årige Victor Kruse, som er en af drengene i Skatergruppen Tingløkke.
Samarbejde mellem drenge, ungdomsskole og velfærdseksperimentarium
Ansøgningen til Forstadspuljen blev til i et samarbejde mellem Skatergruppen Tingløkke, Velfærdseksperimentariet og Dalum Ungdomsskole. Drengene beskrev deres drøm med indhold, priser og frivillige forældre, som gerne ville hjælpe med at skabe et nyt skatermiljø.
De unge skatere gav håndslag på, at de ville være med i hele projektarbejdet, og da de blev gjort opmærksom på muligheden for at søge forstadspuljemidler på et projektmøde i Odense Kommunes Velfærdseksperimentarium, greb de udfordringen og fik sammen med ungdomsskolens "Fritidspilfordeler" søgt penge. Glæden var derfor stor, da de i 2013 fik overleveret beslutningen om, at de får et betydeligt bidrag til deres projekt.
Udover bevillingen, har de også fået hjælp fra en frivillig mor, der er arkitekt, som vil hjælpe med drengene med at få tegnet "skatermiljøet".
Bedste løsning skal findes
Drengene har nu fået blod på tanden og har besluttet, at de næste tre måneder skal gå med at undersøge og afprøve skatermiljøet rundt omkring i landet for at finde frem til den bedste løsning.
Der skal også bruges energi på at få beløbet til at vokse via flere lokale sponsorater, så der både kan etableres et fast skatermiljø og et mobilt udstyr, der kan fungere flyttes rundt i lokalområdet i ferieperioder og lignende for at få flere unge med.
Mere samarbejde på tværs
Odense Kommunes velfærdseksperimentarium arbejder på at skabe fælles løsninger på tværs af forskellige aktører i lokalområder samt søge midler blandt andet ved Forstadspuljen Odense.