Socialdemokratiet

Vores samfund findes i kommunerne

Jeg kender nogle, der bliver sure, når de ser deres lønseddel.

Det ser det ud som om, at man i sit ansigts sved har tjent mange penge, og så kommer der nogle, og hugger en pæn del af dem.  

 

Vi får både noget helt konkret vi ellers skulle betale selv – vi skal ikke som i andre lande selv betale for uddannelse, forsikre os mod sygdom med den utryghed, det medfører. Det at vi betaler så meget i skat betyder netop at vi får så meget ud af det igen netto. At vi er et af verdens allerrigeste lande.

Og så får vi også noget andet ud af det: Det danske samfund har en meget høj sammenhængskraft. Vi scorer højt på målinger som tilfredshed og lykke, indbyrdes tillid til hinanden, lav grad af korruption mv.

 

Baggrunden er vores særlige udformning af velfærdsstaten.

 

Præget af de fælles løsninger, lighed og særlig omsorg for de udsatte grupper.

 

Ungestrategien med alle i uddannelse er eksempel på en investering ikke bare i den enkeltes uddannelse. Det er en investering i det fælles samfund.
Thatcher sagde:

”Jeg kender ikke noget samfund, sådan en ting har jeg ikke mødt, kun mennesker.”

Men det findes derude: samfundet som sådan.

 

Den høje grad af lighed gør vores samfund trygt. Det betyder, at vi i forhold til andre lande har en mere uformel tilgang til hinanden i familier på arbejdspladser, i foreningslivet. Der er ikke så mange stopklodser mellem mennesker.  Vi bevæger os på kryds og tværs mellem hinanden. Det er lige præcis ligheden, der gør det danske samfund så produktivt, så innovativt, så legende. 

 

Det er principperne i vores velfærdssamfund – og en stor del af det forvaltes netop i kommuner – også her i Odense.
Hvordan ser det så ud her i Odense fra dette grundsyn i forhold til budget 2009?

 

Jamen er alt denne velfærd ikke en lammende dyne hen over det enkelte menneskes frihed og initiativ, det enkelte menneskes ansvar?

 

Nogle siger, at det betyder, at vi lægger ansvaret fra os, for eksempel for vores gamle forældre eller vores børn.

Men gør vi det?

 

I lande, som ikke har det fælles ansvar for de ældre, hvor ansvaret er overladt til familien, er der mange flere ensomme ældre uden kontakt til familien end i Danmark. Ansvaret, når man står alene med det, bliver simpelt hen for stort. De fælles institutioner er fundamentet for kontakt mellem mennesker.
Vi hjælper hinanden.

Det skaber netop overskud  - individuel frihed

 

Et andet eksempel:

 

Børnepasningen

AER lavede en undersøgelse af småbørnsforældres lyst til at arbejde mere. Det ville måske være godt med en skattelettelse, spurgte man. Nej, var svaret – hellere en god børnepasning.

Et sted, hvor forældrene ved, børnene har det godt.

En god normering i vores børnehaver er også en investering.  Vi skal op på niveau med andre sammenlignelige kommuner. Århus for eksempel. Hvorfor skal børnene der have flere voksne end i Odense?

Dagplejen skal have bedre vilkår. Ingen dagplejere med 5 børn. Gæstehuse i stedet for. Det er et af vores højest prioriterede anlægsønsker. Vi vil sikre at de tiltag, der nu er foregået for at sikre pladsgarantien bliver midlertidige. Vi skal ikke have lukket legestuerne, vi skal have flere legestuer med kvalitet.

I daginstitutioner skal der være god plads – og de skal bygges energirigtigt.

Vi skal sikre, at alle børn passes tæt på hvor de bor. Vi skal ikke cykle alt for langt for at få dem passet.

Jeg har set legestuer f.eks. i Stige eller Korup hallen, Det er slet, slet ikke godt nok – Og nu bliver det værre.

 

Der er kommet mange flere i beskæftigelse. Det er godt.

Den vigtigste årsag er konjunkturerne. Men god lokal erhvervspolitik og arbejdsmarkedspolitik bidrager til den høje beskæftigelse.

Men der er stadig ledige, der skal have vores hjælp. Vi skal skabe aktiveringsforløb, som hjælper ledige, der har brug for en mere tæt indsats.

 

Men arbejdsmarkedet kan ikke løse alle sociale problemer. Der er mennesker, som ikke kan bringes i arbejde. Det må vi se i øjnene. Vi stresser dem - og irriterer arbejdspladserne ved meningsløse arbejdsprøvninger.

Arbejdet med at sire, at alle unge får en uddannelse - ungestrategien - er også et eksempel på en investering i fremtidens Danmark.

Lige nu falder andelen af unge, der tager en kompetencegivende uddannelse.  Vi skal den helt anden vej – regeringen siger uddannelse til alle, men har skåret det statslige bidrag til opgaven væk.

Hvor er den frie ungdomsuddannelse? Hvor er daghøjskolerne?

 

Plads til de, der ikke har det så nemt som andre.

En del mennesker i vores by er ramt af fattigdom – de mangler penge og er ofte isolerede.   Vi skal handle på den viden, som undersøgelsen af byens fattige har givet os.

En af undersøgelsens resultater var at de mest udsatte i vores by ikke bruger sundhedssystemet, selv om de er syge. Og at de beder om hjælp.

Den hjælp skal de have. De skal have hjælp til at finde rundt i systemet og de skal have hjælp med økonomien.

Den stigende ulighed i samfundet bekymrer os. Især på sundhedsområdet. Erfaringerne fra sundhedscentret i Vollsmose skal fastholdes - både her og i andre områder.

 

Yngre handicappede har også brug for vores hjælp.

Ungdomsboligerne i Seden Syd giver dem mulighed for at bygge deres egen tilværelse op – Alternativt bor mange af disse unge hjemme hos deres forældre – og sådan har det været i mange år. Sådan skal det ikke være i Odense.

 

Vi skal også række en hånd ud til mennesker med psykiske lidelser. Både ift frafald på uddannelserne og ift deres liv i øvrigt.

Vi har et sted, hvor mennesker med psykiske lidelser og deres pårørende kan få hjælp og rådgivning om, hvilke forskellige tilbud, der findes. Psyk-info skal gøres permanent.

En beskeden indsats med stor effekt. Tabuer betyder, at mange går alt for længe uden at få behandling.

 

Et område, der desværre også er i vækst er antallet af demente. Vi ønsker at gøre mere ved dette område gennem ansættelse af en demenskoordinator, der har til opgave, blandt andet at koordinere det meget omfattende arbejde som de frivillige i centeret på Kallerupvej laver.

 

Vi skal have også have nedbragt ventelisterne for andre udsatte:  traumeofre, for mennesker ramt af spiseforstyrrelser mv.

Det er eksempler på gode indsatser, fordi hurtigere hjælp kan bringe mennesker videre.

 

Også på Incestcenter Fyn, som hjælper mennesker, som i deres barndom eller ungdom har været udsat for seksuelt misbrug. De må ofte leve med eftervirkninger som voksne. Følelsen af skam og følelse af ikke at være noget værd eller andre reaktioner, kan man  hjælpes med. Vi skal bare have bragt ventelisten ned, så man ikke skal vente i månedsvis.

 

Anbringelser

Jeg har talt med mennesker, der har levet under forfærdelige forhold i deres barndom – og håbede på, at nogle så det og greb ind. De synes, det skete for sent. For nylig talte jeg med en, hvis forældre var misbrugere – altid i angst for hvordan forældrene reagerede. Med et ønske om at kunne gemme sig – ikke blive set og hørt.

I anbringelser af børn er der kun et hensyn at tage: hensynet til børnene.

Vi skal forebygge, og vi håber, at vi kan blive bedre til at støtte i skole, børnehaver, familien – men når skaden er sket, skal vi gribe ind - også selv om det er dyrt.

Den nye struktur med tættere sammenhæng med normalområdet, betyder, at vi kan hjælpe de udsatte børn tidligere. Det skal vi gøre.

Kun ca 23% af de odenseanske børn, der skal bruge døgnpladser kan finde plads i Odense kommune.  Derfor ønsker vi udbygning på dette område.

 

Integrationsoplæg.

Nogle politiske debatter starter ved år 0 hver gang. Det har været sådan med EU-debatten i mange år. For eller imod. Ikke så meget hvordan.

Det samme gælder indvandrerdebatten. Vi vil være mere konkrete på, hvad vi gør.

Flere kommer i arbejde i disse år.

Vi skal fastholde dem i beskæftigelse. Vi skal sikre, at de er så kvalificerede, at de ikke ryger ud ved nedgang i konjunkturerne.
Vi skal forberede fremtidens Danmark.

Fremtidens Danmark er bl.a. præget af, at der i de Odenseanske skoler nu er næsten 20% af anden etnisk baggrund end dansk.

 

Vores samfund med de fælles løsninger, lighed, tillid til hinanden, siger forskere er svært – ja, umuligt i en multikulturel verden.

En lokal universitetsmand Jørn Henrik Pedersen har sagt, at vi har bygget et samfund op, hvor vi betaler til vores næste.

Vil vi det, hvis vores næste ikke ligner os selv? Hvis vi faktisk oplever, at vi betaler til nogle andre?

 

Det er vores opgave at vise alverden, at det kan lade sig gøre. Alternativet – et minimalstatssamfund med parallelsamfund er skræmmende.

 

Vi tror faktisk – at hvis nogle i hele verden kan det, forskerne siger ikke er set før, så er det os.  Vi har før med politiske kraftanstrengelser skabt samfund, som så umulige ud på papiret. Man sagde om det socialdemokratiske velfærdsprojekt, at det var umuligt, men det var som humlebien. På papiret – eller i liberalistisk økonomisk teori - kan den ikke flyve, men den gør det. Sådan skal det også gå med det multikulturelle Odense.

 

Vi skal fastholde velfærdsstaten i en globaliseret, multikulturel virkelighed. Også børn med anden etnisk baggrund skal have uddannelse, og her er vi langt fra målet. Heldagsskole, forældreinddragelse, sprogstimulering.

 

Vi skal skabe rammer for kulturmødet – i børnehaven, i skolen i foreningslivet.

 

Vi skal tage udgangspunkt i de ressourcer, de enkelte børn har og udvikle dem til fælles glæde.

 

Vi vil have modersmålsundervisning. Som en del af skolen, for at styrke fagligheden og evnen til at reflektere.

 

Det har altid bekymret socialdemokratiet, om skolen er i stand til at give også de med ikke så gode forudsætninger en god skolegang.

Den ændrer sig ikke af, at en del af de, der har det svært, har anden etnisk baggrund end dansk.

 

Anlæg

Vi skal have gjort noget ved de bygninger, der er rammen om de daglige fællesskaber.

Anlægsinvesteringerne skal primært foretages der, hvor odenseanerne færdes i det daglige.

I lokalområderne. I daginstitutionerne, skolerne, plejecentre, idrætsforeninger, klubber, legestuer. På flere af disse områder er der betydelige behov for renoveringer. Og nyanlæg.
Gode rammer til børnene – seniorhus til de seniorerne.

 

Vi skal have løst de problemer, som en lukning af Ths. B Thriges gade betyder for trafikken i de omkringliggende veje.

 

En række idrætsgrene skal have bedre vilkår.

Idrætsanlæg skal gøres mere tidssvarende - og gerne med indhold, der kan mere end de gamle haller.  De skal understøtte idrætspolitikken, som er fuld af visioner for foreningslivet overalt i byen, for bedre sundhed, for at de fælles aktiviteter kan finde plads i mere moderne rammer. Det er investering i fællesskab, i sundhed, i glæde.

 

Vi skal investere i et godt miljø.

Vi skal sætte penge af til forbedringer af arbejdsmiljøet, for eksempel Loftlifte i ældreplejen.

 

Vi vil have en pulje til velfærdsteknologiske investeringer.

Fremtidens sparsomme medarbejdere skal tage sig af omsorg og pleje, mens robotter rengør gangene.

Vi har et godt udgangspunkt for at gøre det i Odense: Vi har fagligt kompetente mennesker indenfor plejen. Indenfor forskning på området. Og vi har odenseanske virksomheder, der vil løfte deres del af opgaven.

 

Miljø

Vi har endnu et problem, som vi skal tage fat på. Endnu en udfordring vi deler med den ganske verden. Miljøet.

 

Nogle af os kan huske en af de første bøger om miljøet – kun en jord.

I Politiken fra sidste Mandag blev det sagt, at hvis alle skal op på vores leveniveau, kræver det 3 jordkloder. 

Det går jo ikke.

 

Vores miljøpolitik siger:
Vi skal være en bæredygtig by.

Vi skal være førende klimaby

Vi skal have Danmarks grønneste og reneste storby.

 

Nu skal vi fra papir til handling.

 

Vi har et godt udgangspunkt:

Vi er fjernvarmeby, affaldsforbrænding bidrager til minimering af CO2 udslippet, vi sparer systematisk på energi i vores egne bygninger.

Vi er cykelby. Det er både sundt og grønt.  Det skal der være bedre rammer til. Også på eliteniveau. Vi skal også have sikkert trafikmiljø – alle skal kunne cykle sikkert i skole.

 

Mere kollektiv trafik, Bybussen skal igen fungere.

Mere vedvarende energi.

Odense skal være centrum for forskning, erhverv og eksport på miljøområdet. På det her område, har vi et godt udgangspunkt i vores samfundsmodel: Et samspil mellem det politiske, forskningen og erhvervslivet.

 

Vi skal sætte massivt ind over for energiforbruget i såvel nye som eksisterende bygninger.

Vi skal stille miljøkrav i lokalplanlægningen. Vi skal sørge for, at der tages hensyn til miljøet, når der udformes nye bebyggelsesplaner.

 

Nye bebyggelser skal kræves opført som lavenergibebyggelse. Og vores egne bygninger skal være som de to nye daginstitutioner, som er på vej:

CO2 Neutrale og på enhver måde miljømærkede. Vi vil se kommunale elbiler.

 

Vi vil se lokalplaner med bestemmelser for den enkelte bygning - for eksempel etablering af solceller og opsamling af regnvand.

 

Jorden går ikke under.

Det er vel endnu engang et eksempel på vores – menneskets selvovervurdering at tro, at det er jorden, der går under.  Man ser billedet for sig. Jorden er væk – kun mennesket tilbage.  Sådan er det ikke.

Jorden, den skal nok overleve, og den skal nok komme sig over vores skader.

Men homo sapiens – hvad med os? Vil det gå os som dinosaurerne? Har vi intelligens og moral til at indrette os på større global lighed - uden at gå under som art?

 

Det er en opgave, som rækker ud over bygrænsen og ud over vores egen generation.

 

Regeringen holder kommunerne i kort snor.

Rammer på drift og anlæg er irriterende, fordi vi faktisk har en god økonomi og kan foretage de nødvendige investeringer.

Det er ufleksibelt.

 

Regeringen har prioriteret skattelettelser frem for investeringer i fællesskabet.  Vi er uenig i den prioritering af grunde, som jeg har redegjort for i denne tale.

 

Regeringen finansierer sine valgløfter indenfor den økonomi, kommunerne får stillet til rådighed.

 

Regeringen har bundet sig til at komme med konkrete bud på afbureaukratisering. Det bliver spændende at se de forslag – er det afskaffelsen af frit valgs ordninger, som er dyre at administrere og tager penge fra servicen, regeringen tænker på?

 

3 parts aftalen med de faglige organisationer indeholder ca. 50 initiativer vedr. rekruttering, attraktive arbejdspladser, kompetenceudvikling, uddannelse og efteruddannelse. Det hilser vi med tilfredshed.

 

Lad os skændes om en masse. Men der er ingen grund til at skændes om det vi kan slå op i statistikker: vi kommer til at mangle arbejdskraft. Mangel på varme hænder.

 

Personalepolitik

Vi skal passe på ressourcerne. 

For at kunne skaffe medarbejdere skal vi skabe gode kommunale arbejdspladser, som medarbejderne kan lide at komme på..

Vi skal gøre det attraktivt at blive længere og hjælpe med løbende efteruddannelse.

 

Vi skal give mulighed for kompetenceudvikling, efteruddannelse, spændende, afvekslende arbejdsopgaver og udvikling i et godt og stærkt fagligt miljø. Fagligt og tværfagligt.

En stor kommune bør kunne tilbyde det.

Det giver bedre kvalitet for borgerne – og bedre arbejdsmiljø for de ansatte.

 

Jeg så i TV for snart et stykke tid siden en lang kø i København af unge mennesker. Hvad mon de stod i kø for? At blive optaget på en af de uddannelser, som betyder, at man kan bidrage til at hjælpe nogle mennesker, enten de er ældre, ledige, børn eller lånere på biblioteket.

Bidrage til et sammenhængende samfund. Det måtte da være det vi så?

 

Næ, de ville have en chance i x factor.

Vi gør det ikke godt nok, hvis de unge ikke kan se, at vi kan beskæftige dem med noget der giver personlig og faglig udvikling.

 

Frynsegoder med mening i kan være et godt supplement. Ikke skattefinansierede frynsegoder uden mening, men for eksempel sundhedsordninger og motionsmuligheder,

 

Det glæder os overordentlig meget, at medarbejderne selv peger på det høje sygefravær, som noget vi skal gøre noget ved. I gamle dage var det noget arbejdsgiveren med en højt løftet pegefinger kom frem med. Men en bekæmpelse af sygefravær, f.eks, med fokus på arbejdsmiljø, opfølgning i forhold til syge, der har været lidt længe væk mv er god personalepolitik – og hvis det gøres med god etik og i samarbejde, så er det godt.

Nå, ja regeringen peger på det høje og stigende sygefravær i kommunerne som et sted man kunne kigge. Nå. ja Kloge Åge, hvad med sig selv. Det virker noget hult at komme med gode råd her, når ministerierne har noget nær verdensrekord i stigningen på sygefravær. Det gør vi selv og vi ville gerne gøre det mere, hvis rammerne tillod det.

 

Vi skal have arbejde, der ikke slider ned, men er alsidigt. Det gælder også de, der gør rent.

Vi er imod udlicitering af rengøringen på skolerne.

 

På en af legekonferencerne her på Rådhuset om Visionen at lege er at leve, spurgte en deltager: – er I klar over, hvad I vedtager? Er i klar over konsekvenserne? Er I parat til at give medarbejderne plads til at lege?  Og hvordan rimer det med de mange forslag til kontrol, målinger mv.
Ja til det sidste – det er vi klar til – vi ved godt hvad det betyder. Hvis vores egne medarbejdere skal lege med, skal de opleve, at det er reelt.

 

At lege handler først og fremmest om at give slip. På kontrollen.

 

I denne sammenhæng handler det om at give medarbejderne og deres faglighed rum for udvikling. Det kræver at vi skal bruge medarbejdernes forslag – og brugernes.

 

Hvis man ser på innovationen de sidste 20 år har den været enorm. Den er kommet fra medarbejderne.

Se på vuggestuerne, da jeg var barn – se på en vuggestue eller en dagpleje i dag, I måden at være sammen med børnene op, at tale til dem på mv.

En kolossal forskel.

 

Eller tag en social og sundhedshjælper. Hvordan man i arbejdet med ældre mennesker må være empatisk. lyttende, og selvreflekterende.  Ud over selvfølgelig at have konkret viden om ældre, sundhed, sygdom, aktivering, med meget mere. Der er sket utrolig meget.

Vi skal lade fagligheden blomstre. Tro på at nye ideer kan komme fra medarbejderne, som de har gjort i mange år.

 

Selvfølgelig blander vi os.  Vi blander os med rammer, ressourcer mv.

Læreplaner i daginstitutioner er heller ikke utidig indblanding. Eller børnemiljøvurderinger. Det er en anerkendelse af, at det ikke er nok med pasningsgaranti. Vi skal have en garanti for at børnene udvikles sprogligt, socialt, kulturelt, motorisk.

Lige sådan forventer borgerne med rette, at vi får en god skolegang - og at de ældre mødes af kompetente medarbejdere.

 

Lad os alle opsummere:

 

Vi vil et Odense med stærke og åbne fællesskaber. Foreningernes odense. Frivillighedens Odense.

Vi vil et Odense med plads til alle – og en hånd til de, der ikke har det så nemt.

Vi vil et Odense præget af lighed, også i sundhed.

Vi vil et Odense, hvor der er tid til refleksion nytænkning, kreativitet og leg.

Vi vil et Odense. hvor der skabes relationer på tværs af baggrund, fag, kultur.

Vi vil et Odense, der går foran i kampen for miljøet.

Vi vil et Odense, der står vagt om den universelle velfærdsstat.