17. september 2024
10-års jubilæumsmøde: Kommunernes arbejde med digital inklusion og bordet rundt
Deltagere:
Benny Jørgensen, IT til Ældre
Bent Hansen, Ældre Sagen
Erik Vind Frost, Handicaprådet
Erik Grønlund, Ældre Hjælper Ældre
Jacob Ludvigsen, Boligsocial 2, Beskæftigelses- og Socialforvaltningen, Odense Kommune
Jan Grandal, Ældre Sagen
Marianne Kragmann, Café Paraplyen
Nils Jørn Stærmose, Ældrerådet
Soheila Sharegh, Amu Fyn
Susanne Lis Hansen, Ældrerådet
Anders Drejer Lønbæk, Digitalisering og Data, Borgmesterforvaltningen, Odense Kommune
Rasmus Vorup Lykkehøj, Digitalisering og Data, Borgmesterforvaltningen, Odense Kommune
René Lorenz, Politik, Strategi og Udvikling, Ældre- og Handicapforvaltningen
Lise Jensen-Dahm, Digitalisering og Data, Borgmesterforvaltningen, Odense Kommune
Birgitte Hjelm Paulsen, SDU Digital
Marie Aggerstrøm Hansen, KL
Velkomst
Anders bød velkommen og præsenterede dagsordenen for mødet. Han præsenterede mødets to særlige gæster; Marie Aggerstrøm Hansen fra Kommunernes Landsforening, som skulle holde oplæg, og Birgitte Hjelm Paulsen, som i sin tid var med til at etablere Advisory Board’et, da hun arbejdede i Odense Kommune.
Kommunernes arbejde med digital inklusion v/Marie Aggerstrøm Hansen, KL
Marie præsenterede forskellige tal på IT-anvendelse i befolkningen, herunder viste en rapport fra Danmarks Statistik i 2022, at omkring 6% af befolkningen er digitalt fritaget.
Der blev spurgt ind til, hvad procentsatsen er i Odense Kommune, og den er omkring 10%. Der blev desuden bemærket, at det også er meget bøvlet at være fritaget.
Marie præsenterede fem målgrupper, der særligt bliver ekskluderede:
- Mennesker med handicap
- Ældre borgere, der ikke selvhjulpne
- Unge mellem 15-25 år
- Socialt udsatte borgere
- Internationale borgere
Herefter præsenterede hun fem barrierer, der kan stå i vejen for, at en borger kan begå sig digitalt. Den første barriere var, hvis løsninger kan ikke bruges på mobilen. Nogle ældre borgere bruger dog ikke smartphones. Det kan give udfordringer med mobile first, som er en designtilgang, hvor en løsning skal være kompatibel med en smartphone.
Fremskudt borgerservice i Odense Kommune er rigtig positivt. Det giver tryghed.
Samtykkekomponent på vej fra Kombit, men udsigterne er stadigvæk halvlange.
Marianne fra Café Paraplyen bemærkede, at man skal hjælpe dem, der hjælper.
Susanne fra Ældrerådet tilføjede, at dem som hjælper har brug for hjælp. Ikke kun frivillige, men også medarbejdere.
Jan fra Ældre Sagen tilføjede, at nogle ældre ikke tør åbne links i e-Boks, fordi de frygter at blive snydt.
Der blev tilføjet, at Advisory Board’et ved et tidligere møde blev bedt om at se på Esbjerg Kommunes chatbot, og ved den var det ikke muligt at tale til den, da man skulle skrive.
Anders svarede, at udviklere af chatbots bevæger sig mod tale først. De begynder at gå væk fra skriftlige kommandoer til en mere flydende dialog. Hvordan opnår vi tryghed i den forbindelse? Det er et af de dilemmaer, vi står overfor. Anders tilføjer, at man i Danmark indsamler dialekter for, at teknologier bedre kan forstå dansk tale og måske også mumlen.
Der var en drøftelse om udfordringerne med samtykke, indsamling af data og samkøring af registre. Det offentlige vil kunne yde en højere grad af service, hvis de kan tilbyde hjælpemidler og ydelser som borgeren har krav på, men det skal ske uden der gås på kompromis med borgernes tryghed.
Marianne kommenterede, at mange borgere med anden etnisk baggrund ikke er bekendt med vores jungle af regler. Derfor er der brug for mere tilgængelig hjælp.
Marie kom derefter ind på eksempler på løsningerne, som KL arbejder for. For eksempel en løsning, hvor oplysninger på borgere ikke skal vedhæftes som filer af borgere selv, men at de oplysninger allerede er indsamlet. Altså hvor man henter samtykke én gang.
Odense Kommune er en af førsteanvenderne på den nye samtykkeløsning, hvor samtykke kan hentes direkte fra borgeren og tilbagetrækkes af borgeren selv.
Marie nævnte andre eksempler såsom digitale avatars, hvor man bruger AI til data. Det er også et spørgsmål om, hvorvidt man kan sikre digital tryghed ved denne løsning.
Marianne bemærkede, at man ved at snakke med en måske kan føle sig mindre alene.
Måske man kan kigge videre på voicebots fra større virksomheder såsom Google og Siri.
Erik fra Handicaprådet pointerede vigtigheden af at vejlede borgerne i alternative kontaktflader, hvis de ikke kan komme videre selv i det digitale – så de ikke bliver efterladt.
Jan tilføjede, at man bør hjælpe folk videre, hvis de afvises i en løsning.
Marianne bidrager med, at det generelt er svært, hvis man skifter kommune. Det er også forskelligt, hvordan og hvor meget kommunen arbejder med digital inklusion, og hvilke ressourcer de har.
Bordet rundt
Benny fra IT til Ældre fortalte, at de har haft et oplæg om AI for de frivillige. De har lukket caféen i Bellinge ned, så nu har de i alt tre caféer.
Jan fra Ældre Sagen sagde, at de heller ikke får så mange opkald, som de før har fået.
Susanne fra Ældrerådet fortalte, at de følger med i, hvad Ældre- og Handicapforvaltningen indfører af teknologi med tablets. Der er blandt andet blevet udarbejdet materiale, der vejleder borgere i at tage medicin. Det er for eksempel hjemmeplejen, der arbejder med det. Borgerne får udleveret en tablet til formålet.
Marianne fra Café Paraplyen fortalte, at de har haft fokus på at få videreført indsatsen med den fremskudte borgerservice. Den indsats er nu forlænget.
De ønsker gerne et oplæg om AI, ligesom der har været ved IT til Ældre. Det kunne for eksempel være til et frivilligmøde, hvor man kan prøve AI af.
Der blev spurgt ind til, hvad den nye digitaliseringsminister vil arbejde med – for eksempel snakkede den forrige om at stille analoge alternativer til rådighed. Det ved vi ikke endnu, men det vil vi følge med i.
Til et fremtidigt møde vil vi snakke bredere om kommunens arbejde med AI. Anders lover også, at vi får hacking på som punkt på et kommende mødes dagsorden.
Vi stiller gerne op med et oplæg omkring AI til hjælpere.