Advisory Board d. 21. januar 2020
Næste generation Digital Post - Fra NemID til MitID - Borgerblikket/MitOverblik - Bordet rundt
Referat: Advisory Board d. 21. januar 2020
Deltagere:
Soheila Sharegh – AMU-FYN
Michael Clement – Syddansk Erhvervsskole & Integrationsområdet
Victor Petersen – Synsrådgivningen, Center for Kommunikation og Velfærdsteknologi, Region Syddanmark
Jan Grandal – Ældre Sagen
Lenna Vogn Petersen – Rådet for socialt udsatte
Benny Jørgensen – IT til ældre
Elise Kølleskov – IT til ældre
Erik Grønlund – Ældre hjælper ældre
Anders Chemnitz – Informationssikkerhedskonsulent, Odense Kommune
Birgitte Hjelm Paulsen – Odense Kommune
Rasmus Lykkehøj – Odense Kommune, referent
Velkommen
Birgitte Hjelm Paulsen bød velkommen og præsenterede dagsordenen.
Alle introducerede sig selv bordet rundt.
Mødets præsentationer:
Dagsorden - Næste generation Digital Post - Borgerblikket
Næste generation af Digital Post v. Henrik Kühlmann Jørgensen og Birgitte
Den nationale kontrakt med den nuværende leverandør af Digital Post, e-Boks A/S udløber i 2021. Netcompany er valgt som ny leverandør fra 2021. Det betyder markante ændringer i den nationale løsning. Derfor skal alle myndigheder omstille deres nuværende integrationer til Digital Post til den nye nationale løsning Next generation Digital Post (NgDP).
Den nye løsning får et nyt, men genkendeligt layout med fokus på brugervenlighed. Det offentlige får større ansvar over løsningen og der bliver bedre sammenhæng med øvrige offentlige løsninger. Løsningen giver mere fleksibel tilpasning til nye behov og det bliver nemmere at afregne og administrere.
Odense Kommune er pilotmyndighed på NgDP, hvilket betyder, at vi hurtigt kommer i gang og får mulighed for at påvirke den nationale løsning i en retning, der er gavnlig for os og andre kommuner.
Odense Kommunes 36 afsendersystemer samt 11 modtagersystemer skal omlægges. Disse skal gennemgås for at sikre, at alle systemerne er klar til NgDP. I den forbindelse undersøges det, hvilke systemer der med fordel kan omlægges i samarbejde med andre myndigheder eksempelvis SBSYS-Klubben (SBSYS/SBSIP). SBSYS er dét system som Odense Kommune og mange andre bruger til journalisering af filer. Et andet eksempel er TM-tand, der bruges i tandplejen. Det bruges af både Odense Kommune og Aalborg Kommune, hvor sidstnævnte også er pilotmyndighed.
Det bliver desuden undersøgt, hvorfor antallet af tilladte modtagersystemer er 4 + 1. Odense Kommune har 10 + 1.
I den nye løsning, kommer der bl.a. et nyt dokumentformat ”MEMO”. I det nye format bliver det, der før var ”flade” PDF’er, interaktive således, at det eksempelvis er muligt at overføre informationen om et møde til sin kalender.
Det offentlige betaler lige nu for, at e-Boks vil vise indhold fra dem. Fremadrettet vil det være e-Boks, der skal vælge at vise post fra det offentlige. Det vides endnu ikke, om det stadigvæk vil være muligt at uploade private dokumenter, men der har ikke været nogen information om, at den funktion fjernes.
Digital Post bliver en del af ”Mit Overblik” der kommer som en applikation. Mit Overblik bliver en personaliseret og brugervenlig side på borger.dk, der giver ét samlet digitalt overblik over:
- De væsentligste data, som de offentlige myndigheder har om én
- Status på igangværende sagsbehandlinger samt tildelte økonomiske ydelser
- Udestående betalinger, kommende tidsfrister og aftaler med de offentlige myndigheder
Mit overblik bliver med andre ord en informationsvejviser for borgere – altså et supplement til de eksisterende myndigheders platforme. Ønsker borgeren uddybende oplysninger henviser overblikket til de relevante myndigheder platforme.
I forbindelse med implementeringen i 2021 igangsættes der en række kommunikationsindsatser:
- Bred og målrettet offentlig informationskampagne
- Information på borger.dk mv.
- Information i borgerservice, biblioteker mv.
- Digital Post-breve.
Der blev spurgt til, om det bliver muligt at se, om en person har åbnet sin digitale post. Teknisk kan løsningen godt laves, men postloven forhindrer denne funktion.
Fra NemID til MitID
NemID bliver til MitID. MitID er borgernes personlige identitet og nøgle i det voksende digitale fællesskab. Skiftet fra NemID til MitID sker ikke fordi NemID ikke længere fungerer. Udfordringen er, at det ikke er fremtidssikret. Det er dyrt og kompliceret at udbygge og tilpasse eventuelle fremtidige platforme, funktioner og forhold.
Det består lige nu af 2 forskellige systemer for henholdsvis privat og offentlig. MitID er i sit kommende setup fremtidssikret via sin fleksible og modulære opbygning. Det er nemmere at udbygge i takt med, at behov og trusler ændres. Og det er ét samlet system. Som tidsplanen ser ud nu, så er MitID aktivt fra midten af 2021.
Én af de store forandringer fra brugernes perspektiv er, at nøglekortet forsvinder og at den nuværende app til NemID vil blive markedsført som primært nøglesystem til MitID. Der vil stadigvæk være alternativer såsom den nuværende nøglering samt løsninger til borgere, der ikke har mulighed for at benytte disse løsninger. Der er lige nu 1.8 mio. brugere af app’en
MitID kan bruges både privat og på arbejde, som det også er tilfældet for andre midler til identifikation eksempelvis kørekort. NemID har rundet 6 mia. transaktioner siden juli 2010. I rundetal stiger antallet af transaktion med ca. 1 mia. årligt. Odense Kommunes rolle i projektet forventes at blive implementering af MitID til egne medarbejdere samt forberedelse til at kunne udstede MitID’er til borgere på Borgerservice. Al borgerrettet kommunikation og uddannelse afholdes af Digitaliseringsstyrelsen.
Bordet rundt v/alle
Ældre hjælper ældre:
Der er 3 IT-værksteder med 3 hold om dagen i 5 dage. Pr. halvår har de ca. kontakt med 250 personer. Der er hjælp til videoer, fotobøger og alt med NemID og lignende.
IT til ældre:
Der er Net-caféer 4 steder i Odense, hvor ældre kan få hjælp til diverse IT-problemer.
Rådet for socialt udsatte:
De informationer, jeg har fået her på mødet, er vigtige, både for min undervisning af socialrådgivere og i arbejdet med socialt udsatte, eksempelvis på varmestuer.
Ældre Sagen:
Der blev gjort opmærksom på, at tallene er for små på de gamle nøglevisere. Det grå/sorte display gør det svært at læse.
Ældre Sagen har mange frivillige, der laver hjemmebesøg og kunne i den forbindelse hjælpe til med oplæring og hjælp til det nye MitID og den nye Digital Post-løsning.
Synsrådgivningen, Center for Kommunikation og Velfærdsteknologi, Region Syddanmark:
Undervisningen er faldende, og selv de små hold på 3-4 personer eksisterer stort set ikke længere.
I stedet er der stor efterspørgsel på de videoer og webinarer, der er ligger på deres hjemmeside. Det giver bedre mening med denne type e-læring, fordi det bl.a. eliminerer transportomkostninger og tid for borgere, der kommer langt fra.
Syddansk Erhvervsskole & Integrationsområdet
På kursusafdeling klæder Michael C. ledige på til at kunne blive optaget på en faglig uddannelse. Blandt kursisterne er der flere, der ikke er helt dus med den digitale verden og derfor let opgiver den digitale kommunikation med det offentlige.
AMU
Der er en del unge, der søger ind på kurserne, som ikke er særlig dus med digitalisering eller anvendelse af computer til kontakt med det offentlige.
Flere:
Fra flere sider blev foreslået, at der laves et informationsmøde/introkursus for frivillige og professionelle IT-undervisere og -vejledere når tiden for lancering af det nye MitID og Næste generation Digital Post nærmer sig. Det skal være et sted, hvor der er plads til mange, så alle, der gerne vil deltage, har mulighed for det.
Birgitte lover at undersøge muligheden for et sådant informationsmøde/introkursus.
Borgerblikket / Mit Overblik v. Birgitte
Den tidligere regering, KL og Danske Regioner indgik i marts 2019 Digitaliseringspagten, der går ud på at fastholde og nytænke det fællesoffentlige samarbejde om digitalisering. Aftalen skal bl.a. skabe forbedringer af den digitale service til borgere og virksomheder. Kommunerne skal altså aktivt bidrage til at få samlet et digitalt overblik over deres sager, ydelser og aftaler med det offentlige. Dette manifesteres i Borgerblikket/Mit Overblik. Et sådant overblik stiller krav til at kommunerne har en korrekt og ensartet journaliseringspraksis. For at opnå dette blev der i 2019 igangsat et for-projekt med seks pilotområder med fokus på datakvalitet, journaliseringspraksis og god borgerkommunikation.
For-projektet har til formål at sikre:
- Korrekt KLE-opmærkning (Kommunernes emnesystematik: Har betydning for hvilket navn en sag vil få i Borgerblikket)
- For borgerne sigende overskrifter på dokumenterne
- Enkeltsagsprincippet. (undgå at to eller flere forskellige sagsområder blandes sammen i samme sag)
- At sager bliver afsluttet, når der ikke længere er aktivitet i dem (ellers vil borgerne drukne i alle gamle sager i Borgerblikket.)
- At sproget er ordentligt og letforståeligt.
Odense Kommune blev spurgt, om de ville være pilotkommune, men takkede nej, da der var behov for intern oprydning, før vi begynder at vende data ud til borgerne.
I Økonomiforhandlingerne 2019 mellem Regeringen, Danske Regioner og KL blev det besluttet at følgende data skal udstilles i første etape i 2020:
Myndighed | Data |
---|---|
Kommuner | Sygedagpenge (32.30.04) Kontanthjælp (32.24.04) Uddannelseshjælp (32.24.32) Revalidering (32.24.08) Ressourceforløbsydelse (32.24.28) Ledighedsydelse (32.24.12) Fleksløntilskud (32.27.10)Udvalgte enkeltydelser (32.21.12, 32.21.16, 32.21.20) |
Udbetaling Danmark | Familieydelser |
Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering | Oplysninger om dagpenge Oplysninger om efterløn Oplysninger om feriedagpenge |
ATP | Livslang Pension |
Rigspolitiet | Oplysninger om pas |
Digitaliseringsstyrelsen | NemID Digital fuldmagt NemSMS NemKonto |
Frem mod 2024 vil der hvert år blive udstillet data fra nye sagsområder. Denne spredning foretages for at fordele udgiften til og arbejdet med tilslutning af systemer over flere år,