Spring til indhold

Bevillingsnævnet

Odense Kommunes Bevillingsnævns opgaver er at afgøre sager om restaurationsvirksomhed i Odense Kommune.

Bevillingsnævnet 

Odense Kommunes Bevillingsnævns opgaver er at træffe afgørelse i sager om restaurationsvirksomhed i Odense Kommune.

 

Bevillingsnævnet behandler konkrete ansøgninger fra personer eller selskaber om alkoholbevilling. En alkoholbevilling gives typisk for en periode af 8 år, men der kan være forhold i enkelte sager, der gør, at nævnet fastsætter en kortere periode på 2 eller 4 år eller helt giver afslag.

 

Derudover har bevillingsnævnet særligt følgende opgaver:

  • Godkendelse af bestyrere i virksomheder, der har alkoholbevilling.
  • Behandling af ansøgninger om udvidet åbningstid i tidsrummet kl. 02.00 til 05.00.
  • Behandling af ansøgninger om forhåndstilsagn til alkoholbevilling på en bestemt adresse med et bestemt koncept (inden ansøger f.eks. investerer i ombygning eller lignende).

Bevillingsnævnet holder som hovedregel ordinært møde én gang om måneden, dog ikke i juli måned. Der er i henhold til forretningsordenen for bevillingsnævnet ikke offentlig adgang til møderne. Det skyldes, at der behandles fortrolige oplysninger på møderne om blandt andet ansøgerens økonomiske forhold.

 

Bevillingsnævnets sammensætning

Odense Kommunes Bevillingsnævn består af en repræsentant for Fyns Politi, et sagkyndigt medlem med viden om virksomhedsøkonomi indstillet af en videregående uddannelsesinstitution i Odense, fire byrådsmedlemmer samt to medlemmer og en observatør valgt af byrådet efter indstilling fra branche- og personaleorganisationer inden for restaurationsbranchen. Der er her tale om ét medlem fra 3F samt ét medlem fra HORESTA eller restauratørforeningen 1883 (de to organisationer skifter efter fast praksis til at være medlem og observatør i en 2-årig periode).

 

Medlemmer: Maria Brumvig (formand) (A), Mark Grossmann, næstformand (V), Kristian Guldfeldt (C), Hjalte Daniel Hansen (A), Regnar Hansen (3F), Sten Slot (HORESTA), Gert Olsen (Restauratørforeningen af 1883), John Bech Hansen (Erhvervsakademiet Lillebælt) samt en repræsentant for politiet.

 

Jura, Borgmesterforvaltningen, er sekretariat for bevillingsnævnet.

 

Ansøgning om alkoholbevilling m.m.

Når en person eller et selskab søger om alkoholbevilling, udvidet åbningstid, godkendelse af bestyrer eller foretager ændringer i restaurationsvirksomheden, f.eks. i ejerskab, driftsform eller koncept, sendes ansøgningen til Fyns Politi, Tilladelsescenter Fyn, Hans Mules Gade 1-3, 5000 Odense C.


Ansøgningerne starter således ved politiet, som modtager sagen fra ansøger, vejleder ansøger og belyser sagen, inden den sendes til sekretariatet for bevillingsnævnet. Politiet fører desuden tilsyn med, at alkoholbevillingens betingelser og restaurationslovens regler overholdes. Politiet udsteder endvidere lejlighedstilladelser ved enkeltstående arrangementer, hvor der udskænkes alkohol.

 

Læs mere om, hvordan du søger om alkoholbevilling her.

 

Tilladelse til udeservering i restauranter hører under byggesagskontoret. Du kan ansøge her.

 

Du kan klage over bevillingsnævnets afgørelser

Du kan klage til Odense Byråd over en afgørelse truffet af bevillingsnævnet. Byrådet skal have din klage senest fire uger efter, at du har modtaget bevillingsnævnets skriftlige afgørelse. Når sagen har været behandlet i byrådet, vil du umiddelbart efter modtage svar om udfaldet. Byrådet er eneste klageinstans. Det betyder, at hvis byrådet fastholder bevillingsnævnets afgørelse, kan du ikke klage til højere klageinstans. Du kan dog indbringe afgørelsen for domstolene.

 

Din klage over bevillingsnævnets afgørelse skal være skriftlig og sendes til:

 

Odense Byråd
Rådhuset
Flakhaven 2
5000 Odense C

 

Bevillingsnævnets servicemål

  • Fra bevillingsnævnet har modtaget ansøgningen, går der højst en måned, inden nævnet træffer afgørelse.
  • Ansøgeren skal hurtigst muligt oplyses om nævnets afgørelse, dog senest 14 dage efter, at afgørelsen er truffet.
  • Bevillingsnævnets afgørelser skal være præcise og klare.

 

Kontakt

Bevillingsnævnets sekretariat
Jura og Byhistorie, Borgmesterforvaltningen
Flakhaven 2
5000 Odense C

Tlf. 6551 1019 / 4027 9917

 

Borgmesterforvaltningen