Spring til indhold

Spørgereglement til byrådsmøder

Reglement for spørgetid i Odense Byråd vedtaget af Byrådet den 20. juni 2007.
.

1. Forud for byrådets ordinære offentlige møder afholdes offentlig spørgetid af maksimalt 1/2 times varighed. Det betyder, at byrådets medlemmer som hidtil møder kl. 17.00, men at spørgetiden afvikles, forinden det ordinære møde starter senest kl. 17.30.

Der tages udgangspunkt i, at ordningen skal omfatte skriftligt fremsendte og mundtligt fremsatte spørgsmål.

2. Enhver kan i spørgetiden stille et spørgsmål rettet til et byrådsmedlem. Spørgeren skal oplyse sit navn og adresse. Spørgeren skal være bosat i Odense Kommune.

Det medlem, et mundtligt spørgsmålet rettes til, kan beslutte, at svaret gives skriftligt.

Skriftlige spørgsmål til besvarelse skal med "mrkt. spørgetid" tilsendes Borgmesterforvaltningen senest ugedagen forinden det møde, hvor man ønsker spørgsmålet besvaret.

Borgmesterforvaltningen drager omsorg for, at skriftligt fremsendte spørgsmål videresendes til den politiker, spørgsmålet er adresseret til med henblik på, at denne kan forberede sin besvarelse.

Mundtlige spørgsmål og eventuel begrundelse af skriftlige spørgsmål skal gives i så kort form, at borgeren ikke anvender mere end 2 minutter.

Spørgsmål og svar i forbindelse med spørgetid skal så vidt muligt være tilgængelige på kommunens hjemmeside, så borgerne løbende kan orientere sig om de rejste spørgsmål og derigennem bidrage til at synliggøre, hvad borgerne interesserer sig for.

3. Alle spørgsmål skal vedrøre kommunale forhold og være af almen interesse. Spørgsmål, der indeholder angreb på borgere/politikere eller forudsætter røbelse af fortrolige forhold, kan afvises af borgmesteren. Spørgsmål, der kan besvares af den kommunale forvaltning, kan af borgmesteren henvises hertil.

Derudover kan borgmesteren afvise spørgsmål, der vedrører sager, der er optaget på dagsorden på det efter spørgetiden følgende byrådsmøde samt afvise spørgsmål, der genfremsættes i samme eller lignende form tidligere end 6 måneder efter sidste besvarelse.

Borgmesterforvaltningen har til opgave at behandle de indsendte skriftlige spørgsmål, idet spørgeren orienteres om tidspunktet for svar eller eventuelt modtager afslag, hvis spørgsmålet ikke er i overensstemmelse med reglementet.

4. Svar bør samlet kunne holdes inden for 5 minutter.

Hvis der er for mange spørgsmål til besvarelse inden for spørgetidens rammer, udsættes de senest indkomne spørgsmål til næste spørgetid.

5. En spørger kan begære ordet til et eventuelt tillægsspørgsmål eller uddybelse vedrørende samme emne som det oprindelige spørgsmål. Borgmesteren kan begrænse antallet af indlæg og varigheden af ethvert indlæg, hvis det ikke afvikles inden for de nævnte tidsrammer.

6. Spørgetiden bortfalder i en periode af 2 måneder forud for kommunalvalget.

7. Spørgetiden ledes af borgmesteren, hvem det også tilkommer at afgøre eventuelle tvivlsspørgsmål i forbindelse med det gældende regelsæt.

8. Der optages referat af spørgetiden efter samme praksis som ved byrådsmøderne.

9. Tidligere reglement bortfalder ved ikrafttrædelse af nye regler for spørgetid.

Borgmesterforvaltningen