Spring til indhold

Mere bæredygtig hjemmeside - sådan arbejder vi for at gøre en forskel i Odense Kommune

Kommunens hjemmeside skal være så lidt datatung som muligt. Og data skal opbevares og transporteres på en klimamæssigt forsvarlig måde.

Kommunens hjemmeside udleder ikke CO2 direkte, men udledningen sker flere steder i den måde hjemmesiden fungerer og bruges på.

Derfor giver det rigtig god mening hele tiden at arbejde på at mindske CO2-aftrykket fra de cirka 5.0 mio. sidevisninger, vi har om året.

 

Her sætter vi ind en række steder i hjemmesidens "øko-system".

 

Datacenter: Så energieffektiv opbevaring som muligt

Odense Kommune har og står selv for driften af to datacentre. Herfra drives servere og diverse applikationer - herunder blandt andre www.odense.dk og multisites.


Odense Kommune optimerer løbende på sine datacentre. Energieffektiviteten målt som PUE (Power Usage Effectiveness) er på nuværende tidspunkt på 1,4. Det er bedre end gennemsnittet for datacentre af tilsvarende størrelse og overgås kun af storskala "cloud datacentre".


På globalt plan udgør energiforbruget i datacentre 2-3 pct. af verdens samlede energiforbrug. Det svarer til energiforbruget for hele flyindustrien. Samtidig forventes datacentres strømforbrug at udgøre 7-13 pct. af Danmarks samlede strømforbrug i 2030.


Derfor kan vi også være med til at gøre en forskel her i Odense Kommune.

Data: Jo mindre tungt, jo mindre strømforbrug

Jo mere datatung en hjemmeside er, jo mere strøm skal der til at opbevare data og sende data til hjemmesidens besøgende.

På kommunens hjemmeside gør vi os umag for at "spare" på data ved at:

  • Billeder og filer fylder så lidt som muligt
  • Komprimere data via kodning (gzip,...)
  • Sikre klientbaseret, optimeret browser cache
  • Slette indhold, filer, kode, som ikke er i brug
  • Gøre det så nemt som muligt for besøgende at finde information via navigation og søgning

Borgmesterforvaltningen