Enhver form for overgreb bringer barnets og den unges udvikling og sundhed i fare, uanset om det er forældre, andre omsorgspersoner eller ukendte personer, som udsætter barnet eller den unge for overgreb. Et barn eller en ung traumatiseres, når det ikke kan tale med nogen om overgrebene og oplever at være alene med ubærlige følelser.

Uanset overgrebenes karakter ved vi, at det, som forårsager traumer og traumereaktioner hos barnet eller den unge, ikke kun er den fysiske og/eller psykiske smerte barnet eller den unge udsættes for, men i lige så høj grad oplevelsen af at overgreb er forbundet med tabu og skam. Traumereaktioner opstår i høj grad som konsekvens af, at barnet eller den unge står alene med smerten og de følelser, overgrebet medfører.

Børn og unge kan få traumer forårsaget af f.eks. trafikulykker eller dødsfald. I disse situationer får de dog ofte hjælp og støtte fra forældre og andre nære omsorgsgivere, som bidrager til at få hændelserne bearbejdet.

Traumer forårsaget af overgreb begået af et familiemedlem eller anden nær omsorgsgiver som f.eks. spejderleder, fodboldtræner eller nabo adskiller sig herfra på følgende vitale punkter:

• Traumet opstår, fordi barnet eller den unge oplever et voldsomt svigt, idet de personer, som burde være tryghedsskabende, støttende og yde omsorg, i stedet skaber frygt, smerte og uforudsigelighed. Traumet opstår eller forstærkes fordi tillidsrelationen brydes
• Ofte finder overgreb sted flere gange, og dermed forstærkes traumet
• Overgreb er ofte forbundet med tavshed. Hverken barnet/den unge eller forældrene taler om overgrebet, som opleves smertefuldt og skamfuldt

Overgreb påvirker hverdagen med ubehag, utryghed og en uforudsigelighed, som tager barnets eller den unges opmærksomhed og koncentration. Det sker ofte på bekostning af det faglige arbejde i skolen og det sociale liv med vennerne. Når overgrebene sker i hjemmet, har barnet eller den unge ofte manglende lyst til at tage venner med hjem på grund af frygt for pinlige episoder. Hjemmet, der skulle være barnets eller den unges trygge base, er i stedet blevet til selve overgrebszonen.

Overgreb i barndommen eller puberteten, sker på det tidspunkt i livet, hvor barnet/den unge udvikler sig allermest og samtidig befinder sig i en sårbar udviklingsperiode. Overgrebene medfører en voldsom påvirkning af neurobiologien, så barnets eller den unges hjerne og hele livsholdning skifter fra udvikling til overlevelse. Barnet og den unge vil derfor blive ramt af udviklingsforsinkelser, og barnet eller den unge bliver genstand for det, vi kalder komplekse traumer.