Spring til indhold

Team 2 + 3

En hyggelig og meningsfuld hverdag

Team 2 + 3


De to teams adskiller sig lidt fra hinanden mht. størrelse, fysiske rammer og borgernes interesser og behov. Men fælles for alle grupper er, at omdrejningspunktet er at være sammen om forskellige spændende og udviklende aktiviteter. Vi spiller bl.a. spil, synger morgensang, får massage, laver stolegymnastik, ser film, hører historier, tegner, maler, bager, fejrer højtider, tager i hallen, laver bål i vores gårdhave eller tager på forskellige ture ud af huset og meget mere. Vi har både faste aktiviteter og mere løst strukturerede aktiviteter. Nogle aktiviteter er en del af et større tema eller projekt, vi arbejder med i en periode. Vi prioriterer at skabe en sammenhængende hverdag med meningsfulde og motiverende aktiviteter i et trygt miljø, hvor borgernes trivsel og behov bliver tilgodeset fra de møder om morgenen til de har fri.

Hverdagen 


De fleste borgere møder mellem kl. 9 og 9:30. Dagen starter med at man bliver budt velkommen og finder sig til rette, inden dagens aktiviteter begynder. Nogle borgere spiser morgenmad eller drikker en kop kaffe. Fra omkring kl. 10 går de fælles aktiviteter i gang. I nogle grupper er der fælles morgensang, mens andre grupper går direkte til dagens aktiviteter. Fra kl. 11:30-13 spiser grupperne på skift og holder pause. Derefter går vi i gang med eftermiddagens aktiviteter, der varer frem til ca. 13:45, hvor de fleste begynder at pakke sammen for at tage hjem kl. 14. Enkelte borgere har fri kl. 15:30, og vi samles ofte på tværs af grupperne i slutningen af dagen. Større aktiviteter for hele gruppen ligger typisk om formiddagen, mens eftermiddagen bliver brugt på mere rolige og afslappende aktiviteter i mindre grupper. De enkelte grupper holder også gruppemøder, hvor vi fx snakker om hvad vi hver især har oplevet, deler fællesbeskeder og snakker om, hvad vi godt kunne tænke os af kommende aktiviteter.

Hverdagen tager i høj grad udgangspunkt i borgernes ønsker og evner, og aktiviteter tilrettelægges og tilpasses til borgerne. Vi lægger både vægt på at tilbyde den nødvendige hjælp og støtte, hvor der er behov for det fx i forhold til struktur, socialt samspil eller praktisk hjælp, men lægger også vægt på at give plads til at borgerne kan udfolde sig og gøre brug af deres evner og kompetencer. Der er plads til de fleste uanset funktionsniveau, men da vi er en del mennesker samlet på begrænset plads, skal man kunne trives i en hverdag, hvor man er omgivet af andre mennesker. Vi har desuden en forventning om at man er indstillet på at deltage i aktiviteter. Alle borgerne  hører under paragraf 104. Vi har også enkelte borgere som er i særforanstaltninger.