Spring til indhold

Lager

Logistik af import og eksportvarer

Hvad er lageret?
På lageret tager vi os af logistikken på og omkring Industriværkstedet Bregnevej. Vi tager imod varer, der kommer til hertil, og henter og bringer varer for kunder. Ud over de varer, der er fremstillet på industriværkstedet, leverer vi også brænde, som er produceret på Naturværkstedet Langagervej. Det er også os, der står for at optælle og pakke varer til kunderne. Derudover holder vi orden på lageret og enkelte borgere er med til at stå for lagerstyringen i vores computersystem. Vi laver også små monteringsopgaver og fungerer desuden som en slags pedeller for hele Industriværkstedet Bregnevej.

Hverdagen på lageret

På lageret er der mange forskellige opgaver, der skal løses. Opgaverne bliver fordelt om morgenen, men der kommer ofte flere opgaver til i løbet af dagen. Vi har også en tavle med en oversigt over ugens kørsler. Vi har en del forskellige køretøjer og maskiner. Bl.a. har vi vores lastbil (en lille liftbil, der kan køres med almindeligt kørekort) og vores lille varebil. Derudover har vi trucks, el-stablere, en pappresser og en strapmaskine til at sætte film om paller. De fleste borgere på lageret har truckcertifikat. Det tages gennem AMU, men vi holder selv et for-kursus inden da. De andre maskiner læres man op i, inden man bliver sat til at bruge dem.

Borger på lageret

Lageret er en lille gruppe med 4 borgere og 1 personale. Det er meget individuelt hvilke typer arbejdsopgaver de enkelte borgere kan tage sig af, og vi sørger altid for at tilpasse opgaverne til hver borger. Det vigtigste for at være en del af lageret er at man er en stabil medarbejder og ikke mindst at man har lyst til at arbejde på lageret. Derudover er det en fordel, hvis man har ordenssans, da vi har mange ting, der skal holdes styr på. Da vi er på et lager med mange store maskiner og andre tunge ting, bruger vi sikkerhedssko. Vi tager både imod borgere under paragraf 103 og 104.