Smagspanel
Med Smagspanelet samarbejder Byens Køkken og Mad- og Måltidsmentorerne med frivillige ildsjæle om at sikre den gastronomiske kvalitet i Odense Kommunes madservice
Som et led i Byens Køkkens kvalitetskontrol og udviklingsarbejde har vi oprettet et smagspanel. Smagspanelet er et vurderingspanel bestående af ti til tolv personer, som skal smage og vurdere retter fra Byens Køkken.
Ved at arbejde aktivt med feedback fra borgere understøttes det konstante udviklingsarbejde, som udføres i Byens Køkken. Herved sikres det, at retterne tager udgangspunkt i borgernes ønsker og smagspræferencer.
Deltagerne i smagspanelet har gennemført et undervisningsforløb, hvor Mad- og Måltidsmentorerne underviser i sensorisk og smag. Formålet med undervisningen er at kvalificere deltagerne, og give dem et fællessprog om smag - et sprog som de deler med Byens Køkken, der skal arbejde med Smagspanelets tilbagemeldinger.
Smagspanelet mødes fire gange årligt, hvor de vurderer et antal retter fra Byens Køkken. Smagningerne bliver faciliteret af Mad- og Måltidsmentorerne. Den feedback som retterne får vil, sammen med køkkenets interne sensoriske vurderinger, være med til at sætte rammen for, hvordan retterne videreudvikles.