Odense Kommunes organisering og struktur
Odense Kommune er organiseret i syv forvaltninger med hver et overordnet fagområde. Klik i venstremenuen for at læse om dem og om kommunens organisering.
I Odense er vi stolte af, at vi de seneste mange år er lykkedes med at skabe en ny og attraktiv by for vores borgere og besøgende. Vi er landets tredjestørste by, og vi sætter barren højt i en målsætning om hele tiden at rykke vores by til noget nyt og større.
Odense har forandret sig meget siden byrådet i 2008 besluttede at lukke Thomas B. Thrigesgade for at omdanne den til et nyt, tæt byrum med boliger, kontorer, butikker og restauranter. I den mellemliggende periode har Odense udviklet sig til en moderne storby med en lang række byggeprojekter på havnen, på campus, i midtbyen og ved det nye supersygehus, som stadig er under opførelse.
Politikernes ambitioner for byen handler om meget mere end de fysiske rammer. En ambitiøs klimahandleplan, hvor målet er, at Odense skal være klimaneutral senest i 2030, stiller høje krav til borgere, virksomheder, foreninger, uddannelsesinstitutioner og medarbejdere om at levere en fælles indsats for at finde fælles løsninger.
Samtidig arbejder vi målrettet for, at byen skal være attraktiv for borgere og virksomheder, og vi søger løsninger og handlerum for at ruste os til at løse de kommende års velfærdsudfordringer.
Odenses udvikling afspejler sig tydeligt i den måde, vi arbejder på i kommunens syv forvaltninger. Vi bidrager til vækst og velfærd i Odense gennem samarbejder og partnerskaber, og vi tilpasser os de nødvendige omstillinger og afprøver nye arbejdsgange for at skabe fremtidens Odense.
Som medarbejder i Odense Kommune skal du derfor have lysten til at blive en del af de samarbejder og fællesskaber, der har til formål at udvikle fremtidens velfærd i de kendte og de nye rammer.
Vi er stolte af vores by og arbejder engageret på at skabe fremtidens Odense. Vil du være med?