Mobil i Odense
Her kan du læse mere om, hvilke opgaver man arbejder med som elev i Mobil i Odense.
Mobil i Odense er placeret i By- og Kulturforvaltningen under afdelingen Økonomi, Ejendom og Digitalisering. Vi har kontor på Odense Slot i Nørregade og vi består af 9 faste medarbejdere, som er delt op i 3 teams: Ældre-, Unge- og kørselsplanlægger Team. Vores primære opgave er at visitere borgere til kørsel f.eks. lægekørsel, aktivitetskørsel, kørsel til specialskoler m.m.
Mobil i Odense er et travlt kontor med mange telefonopkald, megen aktivitet og en stor sagsmængde. Vi arbejder fra klokken 08.00-15.30 mandag - torsdag + fredag klokken 08.00-15.00. Der er mulighed for at arbejde hjemmefra på aftalte dage. Kontoret er sammensat af 3 mænd og 6 kvinder. Tonen er uformel og der er god trivsel. Vi spiser som regel frokost sammen på kontoret.
Din oplæringsansvarlig er Lisbeth Fog. Hun har været oplæringsansvarlig igennem mange år - og har arbejdet i over 30 år på Odense Slot i flere forskellige afdelinger som projektassistent, chefsekretær og nu som visitator.
Du vil blive oplært i at kunne sagsbehandle selvstændigt i Ungeteamet. Herunder bevillinger til skolebus, taxakørsel og bybus. Du får ansvaret for behandling og udbetaling af kørselsgodtgørelse (og behandling af taxakvitteringer).
I løbet af 2 måneder i foråret er Ungeteamet på besøg hos alle skoler med specialklasser. Her gennemgår vi elevernes behov for kørsel og du har en sekretærrolle i forhold til forberedelse af møderne og efterbehandling.
Udover det, bliver du introduceret til opgaver i alle teams i Mobil i Odense, således du kan hjælpe, hvor der er behov.
Du kommer til at udvikle dine personlige kompetencer indenfor service, sagsbehandling, økonomiopgaver, koordinering og struktur, og du vil blive god til at tale i telefon og indgå i opgaveløsningen.