Nedre hygiejne
Nedre hygiejne skal hindre spredning af sygdomsfremkaldende bakterier og undgå at påføre borgeren infektion.
Nedre hygiejne er vigtig som forebyggende intervention!
Hyppighed og vigtighed:
- Nedre hygiejne udføres efter behov minimum en gang daglig, samt ved skift af ble og uridom og før kateterisation.
- Nedre hygiejne skal hindre spredning af den rigelige forekomst af sygdomsfremkaldende bakterier, der findes i dette område, samt undgå at påføre borgeren infektion. (Her menes oftest, at undgå at føre colibakterier ind i urinrørs- og skedeåbningen).
Udførsel af nedre hygiejne:
- Arbejdsmetoden går ud på at vaske inde fra og ud foran. (Urinrøret opfattes som det reneste. Det betyder, at man arbejder fra urinrøret og udefter). Samt vaske ude fra og ind bagpå. (Fra baller og ind efter mod endetarmsåbningen, hvor colibakterierne findes).
- Det er vigtigt at være opmærksom på sin egen arbejdsmetode i denne procedure. Tænk på, hvor dine hænder har været, og hvor de skal hen! Altid korrekt håndhygiejne.
- Nedre hygiejne udføres bedst, når borgeren er liggende eller i brusebadet, hvor det kan gøres noget enklere og stadigvæk forsvarligt.
- Nedenstående skal ses som et forslag til en enkel fremgangsmetode.
Arbejdsgang:
- Håndvask før samling af rekvisitter.
- Læs mere om håndvask her
Rekvisitter:
- Rent halefad (rengjort med vand og sæbe efter hver gang) eventuelt overtrukket med en plastikpose.
- Engangsvaskeklude/ bomuldsvaskeklud (ikke vådservietter) – ny klud til hvert vaskestrøg.
- Rent håndklæde.
- Eventuelt flydende mild sæbe (ph-værdi 3,5 - 6). Sæben kommes på en våd klud. Hvis sæben kommes i vandet, skal der nyt rent vand til afskylning.
- Engangsplastforklæder og engangshandsker.
- Affaldspose eller spand.
- Eventuelt afdækningsstykke til sengebordet, hvor fadet stilles (genbrugelig plastpose).
- Rent undertøj, eventuelt inkontinenshjælpemiddel.
- Hudplejemiddel (for eksempel stødpudecreme) trykkes ud på en serviet, før vaskeproceduren påbegyndes.
Fremgangsmåde:
- Borgeren forberedes på proceduren og gøres klar til vask i sengen.
- Det sikres, at borgeren ikke er mere afklædt end højest nødvendigt og så vidt muligt tildækket.
- Vandet tempereres efter borgerens ønske.
- Sengen hæves i arbejdshøjde.
- Halefadet stilles på et underlag, så eventuelt stænk ikke forurener bordpladen, og så de rene engangsklude ikke berører et eventuelt urent bord.
- Alle rekvisitter lægges praktisk frem. Eventuelt kan vaskekludene lægges på kanten af fadet, og enkelte af vaskekludene påføres sæbe. (Husk altid at undgå at berøre sæbebeholderens studs).
- Tag forklæde og handsker på. Og brug ikke den behandskede hånd til forskellige andre ting, så eventuelle urenheder herved føres ned i vaskeområdet.
Nedre hygiejne - Kvinder
1)
- Håndklædet lægges under borgerens bagdel, så den ene halvdel kan lægges op mellem benene og dække kønsorganerne, så blufærdigheden sikres bedst muligt.
2)
- Med hjælperens ene hånd skilles de store skamlæber ad.
- Der startes med vask (evt. uden sæbe) omkring urinrørsåbningen og skedeåbningen (A).
- Der vaskes oppefra og ned ad til, for at undgå at føre bakterier ind i urinrøret.
- Herefter kasseres kluden og en ny tages i brug.
- Princippet er, at kluden skal være ren, når der vaskes over urinrøret.
3)
- Dernæst vaskes de store skamlæber.
- Herefter vaskes på og omkring kønsbehåringen (B), lysken, folden mellem lår og kønsorganer (C) og til sidst mellemkødet (D).
- Kluden kasseres og med en ny uden sæbe, vasker man grundigt sæben af huden efter samme fremgangsmåde, og kasserer den herefter.
- Sluttelig aftørres huden. Først duppes forsigtigt mellem skamlæberne og herefter tørres i samme rækkefølge, som vasken blev udført i
- Herefter vendes borgeren om på siden.
4)
Nu lægges håndklædet på sengen bag ved borgerens haleparti. Der vaskes bagpå på endeballerne og i revnen ind imellem.
- Vær opmærksom på altid at vaske fra rent område imod urent. Du skal altså vaske imod anus, som er urent og ikke ud fra anus mod kroppen. Dette er for at undgå at tørre afføringsbakterier ud på kroppen.
- Der afsluttes med vask i et strøg over endetarmsåbningen, nedefra og op mod ryggen.
- Kluden kasseres og med en ny vaskes sæben af i samme rækkefølge.
Man må være opmærksom på, ikke at glemme hoften borgeren ligger på. Ved inkontinens bør denne evt. også vaskes.
- Derefter tørres borgeren efter samme fremgangsmåde.
- Hudplejemidler bruges efter behov.
- Afslutningsvis er det vigtigt at være bevidst om, hvor man herefter gør af det brugte halehåndklæde. En hensigtsmæssig måde at håndtere det på efter endt vask, kan være at tage handsken af den ene hånd. Man har nu en ren og en uren hånd.
- Med den rene tildækkes borgeren og med den anden bringes det anvendte halehåndklæde i vasketøjskurven. Halefadet bringes væk. Vandet smides i toilettet. Herefter rengøres fadet på sædvanlig vis.
Efter endt procedure kasseres handskerne, og hænderne vaskes. Borgeren klædes på, og der ryddes op på stuen.
Nedre hygiejne - Mænd
- Tag fat om penis-skaft med den ene hånd, og med tommel- og pegefinger trækkes forhuden helt tilbage.
- Penishovedet vaskes, sædvanligvis uden sæbe, da slimhinden er meget sart. Der vaskes med let hånd i en cirkulær bevægelse fra urinrørsåbningen og nedefter. Princippet er, at urinrørsåbningen kun berøres med helt rene materialer. Alt sekret, der måtte være under forhuden, skal fjernes. Herefter kasseres kluden og forhuden trækkes forsigtigt helt frem og på plads. Ellers kan der opstå hævelse.
- Herefter vaskes resten af penis. Dernæst pubesbehåringen, forsiden af pungen, lysken og bagsiden af pungen. Kluden kasseres og med en ny vaskes sæben af, hvorefter denne klud også kasseres. Der afsluttes med at tørre efter samme fremgangsmåde.
- Undlad at tørre glans penis/under forhuden. Øvrige områder duppes tørre.
Bagpå vaskes på samme måde som hos kvinder.
TIL FAGPERSONALE:
Er du i tvivl eller har du brug for at få genopfrisket din teknik?
Se nedenstående video for korrekt nedre hygiejne på kvinder. Videoen er udarbejdet af Videnscenter for Velfærdsteknologi i samarbejde med Rigshospitalet.
Udarbejdet af: Videnscenter for Velfærdsteknologi
Se nedenstående video for korrekt nedre hygiejne på mænd. Videoen er udarbejdet af Videnscenter for Velfærdsteknologi i samarbejde med Rigshospitalet
Udarbejdet af: Videnscenter for Velfærdsteknologi