Jeg er en pige på 16 år, som har boet i pleje siden jeg var 15 måneder gammel. Jeg bor sammen med min lillebror på 15 år og min storesøster på 17. Vi bor hos vores faster og onkel, fordi min biologiske far døde, og så kunne min biologiske mor ikke passe os. 

Vi kalder vores plejeforældre for mor og far, fordi vi har boet hos dem hele vores liv, og fordi de altid har været, og altid vil være, vores forældre. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har boet hos vores biologiske mor, og jeg kan ikke huske min biologiske far. Jeg ved få ting om ham, hvordan han var, og så har jeg set et par billeder af ham.

Min biologiske mor bor på i Jylland, og vi bor på Fyn, så vi ses ikke ret tit. Mine søskende og jeg har heller ikke den store interesse i at se hende, det er mere vores 8-årige lillesøster vi gerne vil se. Vi har været sammen med dem til vores konfirmationer og til jul, hvor vi  bytter gaver. Ellers ses vi kun meget sjældent i en weekend eller ferie. 

Vi har altid vidst, at vores plejeforældre ikke var vores rigtige forældre, men alligevel valgte vi som helt små at kalde dem mor og far. Vi føler,at det er vores rigtige mor og far, og de føler, at vi er deres rigtige børn, og sådan vil det nok altid være. Vi er en helt almindelig familie, med hus, kæledyr, bedsteforældre og skole. Det eneste, der minder mig om, at vi er i pleje, er, når vi skal have samtaler med vores sagsbehandler. Jeg ser det helt unødvendigt, og det minder mig bare om, at det ikke er mine rigtige forældre. 

Både jeg og mine søskende er enige om, at vi har været meget heldige. Vi kunne have endt på tre forskellige børnehjem, eller i tre forskellige plejefamilier, men vores faster og onkel, som havde været i gennem en meget svær tid, valgte alligevel at tage imod tre blebørn, som krævede fuld opmærksomhed og en masse tid og overskud. 

Selvom vi, som alle andre teenagere, ikke viser det, er vi evigt taknemmelige. Vi har også været heldige af den grund, at mange plejeforældre kun har plejebørnene til de er 18, og så flytter de, og de ser måske aldrig hinanden igen. Mine plejeforældre skal være vores mor og far resten af vores, og deres liv. De ved, vi elsker dem som vores forældre, og vi ved, de elsker os som deres børn. 

Mange af vores venner glemmer, at vi er i pleje, fordi vores familie er en helt almindelig familie. Jeg synes ikke min situation som plejebarn kan sammenlignes med andre, da ingen af os føler vi bor i pleje.