Samarbejdet med barnets forældre er almindeligvis aftalt mellem barnets forældre, barnets børnerådgiver og jer som plejefamilie. Andre samarbejdspartnere er barnets dagsinstitution og skole/SFO.
Derudover fungerer barnets børnerådgiver og Familieplejen også som jeres vigtigste samarbejdspartnere. Det betyder blandt andet, at I som plejefamilie skal have minimum et møde med børnerådgiveren inden for de første tre måneder efter et barn er flyttet ind ved dig og din familie. Herefter vil der være møder efter behov, i forbindelse med opfølgning af Barnets plan.
Den anbringende kommune er dog den vigtigste samarbejdspartner, når du og din familie har et barn i pleje. Det er den anbringende kommune som er forpligtet til at yde råd og vejledning til jer. Du og din familie kan samtidig blive bedt om en til to gange årligt at skulle beskrive barnets dagligdag og trivsel skriftligt. Derudover kommer tilsyn fra Socialtilsyn Syd, samt temadage, som Odense Kommune holder for plejefamilier min. to gange årligt.
Tilsyn
Når du og din familie får et barn i pleje, vil der blive ført tilsyn både med jer og plejebarnet. Tilsynet med jer som familie vil foregå ved Socialtilsyn Syd. Tilsynet med jer som plejefamilie har to formål. For det første sikrer tilsynet, at du og din families opgaver stemmer overens med det, som I er godkendt til. For det andet anses tilsynet som en opfølgning på familiens forhold, der kan ændre vilkårene for godkendelsen, for eksempel helbred, familieforøgelse osv.
Tilsynet med plejebarnet vil foregå med barnets børnerådgiver, hvor børnerådgiveren også vil have en samtale med barnet. Den type tilsyn bliver ført minimum to gange årligt.