Mariehønen
Her kan du læse mere om Legestuen Mariehønen.
Legestuen ligger i en bygning tæt på Musikhuset i lokaler, som tidligere har været en børnehave.
Legestuen er indrettet i læringsmiljøer, som tilgodeser leg og fordybelse for både den lille og store børnegruppe.
I spisestuen er der mulighed for kreative aktiviteter, og i hyggehjørnet er der indrettet et miljø, hvor der er mulighed for afskærmning og fordybelse for de allermindste, eller at børn kan få læst/fortalt historier eller synge sange. Der er en lille stue med rig mulighed for konstruktions-lege som f.eks. legekøkken, leg med biler, dukker og dyr. Det store rum giver mulighed for motorisk udfoldelse, sanglege, udklædning og meget mere.
Legepladsen er en dejlig indrettet by legeplads, som ligeledes er inddelt i små læringsmiljøer. Der er god plads til leg, hvor kroppen bliver udfordret og brugt motorisk. Der er sandkasse, gynger, klatretårn og musikinstrumenter. Ligeledes er der rig mulighed for at cykle og lege med en masse udendørslegetøj.