Spring til indhold

STU Bo Brangstrup

Kostskolen STU Bo Brangstrup

Dekorativt billede
STU Brangstrup er en kostskole, hvor ca. 26 unge fra 16 til 25 år kan tage et eller flere år af den Særligt Tilrettelagte Uddannelse.
Skolens mål er at ruste eleverne til et så selvstændigt og aktivt liv som muligt med udgangspunkt i at styrke elevernes faglige, personlige og sociale kompetencer. Samtidig afdækkes elevernes arbejdsevne og det afklares, hvilke behov for støtte der vil være i fremtiden.

Under opholdet på kostskolen STU Brangstrup, får eleverne mulighed for at lære at stå på egne ben under beskyttede forhold. Her får de mulighed for at lære at tage ansvar for eget liv i så høj grad som muligt, og øve sig på at få en almindelig hverdag til at fungere. Der gives plads til at prøve sig frem, og modnes til en fremtidig tilværelse som aktiv samfundsborger. Alt dette sker i tæt samarbejde med pårørende, jobcenter, UU vejledere, sagsbehandlere og andet netværk. 
 
Skolens miljø er kendetegnet ved accept af forskelligheder, et aktivt ungdomsliv og en individuel hensyntagen til den enkelte elevs særlige behov.

Alle elever har eget værelse under opholdet. Eleverne har kontaktpersoner både i undervisningen og i fritiden. 

Både undervisning og fritidsaktiviteter planlægges i samarbejde med den enkelte elev. Der udarbejdes skriftlig dokumentation i samarbejde med eleven.