Whistleblower
Whistleblowerordning på STU
På baggrund af en opfordring fra børne- og undervisningsministeriet har Odense Kommunes byråd besluttet, at der indføres en whistleblowerordning for elever, pårørende og værger på STU. En whistleblowerordning er et sted hvor medarbejdere, samarbejdspartnere eller andre med en interesse og relation til Odense Kommune trygt kan henvende sig med deres bekymring vedrørende overtrædelser af lovgivning, god skik eller brud på interne retningslinjer.
Whistleblowerordningen skal tilgås via en portal, hvor du som elev, pårørende eller værge kan indberette bekymringer på en sikker måde. Disse bekymringer kunne for eksempel være diskriminering, chikane, upassende adfærd eller grov mobning, som du har oplevet eller overværet på STU.
På den første side på Odense Kommunes whistleblowerportal kan du markere, hvilken kategori din indberetning omhandler. Hvis dine bekymringer for eksempel er diskriminering, chikane, upassende adfærd eller grov mobning, skal du klikke af boksen ”Arbejdsmiljø, diskriminering, chikane, upassende adfærd, grov mobning” på første side på portalen. Du kan altid også klikke af kategorien ”Andet”.
Når du indberetter en bekymring til whistleblowerordningen, kan du vælge om du ønsker at være anonym. Hvis du ønsker at være anonym, kan dine personoplysninger ikke ses. Alle indberetninger behandles under alle omstændigheder fortroligt, og din identitet bliver ikke offentliggjort, medmindre du har samtykket til dette eller en videregivelse er nødvendig i forbindelse med en anmeldelse til myndigheder eller en retssag. Alle indberetninger screenes og behandles uvildigt af Lund Elmer Sandager Advokater.
Sådan kan du trygt indberette i Odense Kommune.