Spring til indhold

Fra stor dansk by til dansk storby

En storby med omtanke

Bystrategi 2019

 

I Odense har vi en klar vision for en bæredygtig fremtid, hvor den sociale, miljømæssige og økonomiske bundlinje spiller sammen. Odense skal være rammen om det gode liv, hvor man har lyst til at slå rod og blive boende, og hvor familier lever den gode hverdag.

 

Derfor er vores drøm om fremtidens Odense tydelig:

  • Vi drømmer om, at alle i Odense får lige muligheder - helt fra vi er små. Her er en tryg barndom og alderdom en selvfølge, og vi tager hånd om alle borgere, der har brug for hjælp. Det betyder også, at vi prioriterer midlerne, der hvor de gør den største forskel.

  • Vi drømmer om et Odense med stærke fællesskaber på tværs af generationer, sociale forskelle og by, forstad og landsby. En by, der sætter en ære i at arbejde sammen med borgere og foreninger, og som understøtter virksomheders potentiale til vækst.

  • Vi drømmer om at skabe en helt særlig odenseansk storby, der tager udgangspunkt i os, der bor her, og som vi bygger med kvalitet og i menneskelig skala. En grøn og levevenlig by, hvor storbyens kreativitet og spontane oplevelser møder lokalområdernes nærhed og engagement.

  • Vi drømmer om en by, hvor vi hviler i vores egne kvaliteter og historie, men samtidig er åbne for nye ideer fra resten af verden.

  • Vi drømmer om et Odense, der går forrest i klimaindsatsen, så vores børn kan arve en by og en verden i balance. Her er det bæredygtige transportvalg både det nemme og naturlige.
  • Vi drømmer om at blive verdens bedste robotby, der er det naturlige valg for alle, der vil studere og arbejde med robotter eller drive robotvirksomhed. Her er teknologi en synlig og naturlig del af byens DNA.

Men vi kan ikke nøjes med at drømme! Det er nu, vi har chancen for at forandre Odense. Med FN’s Verdensmål i den ene hånd og Odense i den anden kan vi skabe fremtidens Odense med alt det bedste fra både fortid, nutid og fremtid.

 

Som byråd tager vi ansvaret på os. Vi vil gå foran og vise, hvor vores drømme kan føre Odense hen. Men vi ved også, at vi ikke kan gøre det alene. Derfor vil vi invitere borgere, virksomheder, uddannelsesinstitutioner, frivillige, foreninger og alle andre til at gøre drømmen til virkelighed sammen med os.

 

Med venlig hilsen
Odense Byråd

Download Bystrategi 2019

 

Odense Byråd