Sol og tørke
Klimaet forandrer sig, og temperaturen stiger globalt såvel som i Danmark. Oftest bliver der talt om klimatilpasning med fokus på håndteringen af vand, men tilpasning til fremtidens temperaturer er også et vigtigt element i planlægning af Odenses udvikling.
Over hele verden vil vi opleve klimaforandringer, men konsekvenserne er forskellige alt efter, hvor vi befinder os.
Her i Odense vil vi hovedsagelig få mere regn, højere vandstand i fjorden, højerestående grundvand og stigende temperaturer.
Varmere somre i byen
Om sommeren vil vi i fremtiden opleve flere somre, hvor der er tørkeperioder afbrudt af skybrud.
Men somre med længerevarende regn vil også være en mulighed. Særligt i de tæt bebyggede områder af Odense, hvor temperaturen vil være højere end i det åbne land.
Ved seneste revision af klimatilpasningsplanen er der tilføjet en række indsatser for at gøre byen grønnere. Flere træer og planter bidrager til at sænke temperaturen i byen. Indsatserne er valgt på baggrund af en kortlægning af, hvor det er varmest i byen.
Kortlægningen har peget på så mange varme steder, at det giver anledning til flere generelle indsatser fremfor at fokusere på specifikke steder.
På sigt vil der kunne udpeges mere stedspecifikke indsatser.
Kortlægningen af de varmeste steder i Odense er baseret på satellitdata, som er korrigeret for forskellige overfladers forskellige varmeudstrålingsevne.
De 10 principper for klimatilpasning og de 30 indsatser for klimatilpasning af Odense kan ses her i Klimatilpasningsplan 2024.
Varmekortlægningen ses herunder: