DK2020-certificering
Odense har fået internationalt klimastempel
Odenses klimaplaner er nu DK2020-godkendt
Klimahandleplan 2023 og Klimatilpasningsplan 2023 er nu godkendt af C40 og DK2020. Godkendelsen betyder, at Odense lever op til internationale målsætninger om at reducere CO2-udledning og tilpasse sig klimaforandringer.
Et af kravene for at kunne blive certificeret er, at man arbejder mod at være klimaneutral i 2050. Men i Odense Kommune sætter vi barren højt, og målet er, at vi vil være klimaneutrale i 2030.
DK2020 er et samarbejde mellem Realdania, Kommunernes Landsforening, regionerne og 95 af landets kommuner med den grønne tænketank Concito som videnspartner. Selve certificeringen varetages af C40, der er et netværk af verdens største og mest ambitiøse byer, der samarbejder om at udvikle, udveksle og iværksætte løsninger på klimaområdet.
Med DK2020 kan kommunerne hente rådgivning og sparring til at udvikle lokale klimaplaner. Formålet er, at kommunerne med en fælles tilgang kan udarbejde klimaplaner, der lever op til de internationale målsætninger i Paris-aftalen om at reducere udledningen af drivhusgasser og tilpasse sig klimaforandringerne.
Mark Watts, CEO i C40, har skrevet et brev til borgmester Peter Rahbæk Juel, som du kan læse herunder. I brevet lykønsker Mark Watts med certificeringen og kvitterer for DK2020s ambitionsniveau.
Klimahandleplan 2023 med DK2020-certificering (PDF)