Spring til indhold

Trafikløsninger omkring Skibhusvej

Flere veje i Skibhuskvarteret får nye bump og cykelbaner for at gøre det mere sikkert for cyklister og fodgængere at færdes i trafikken.

Når biler uden et ærinde i Skibhus fremover bliver ledt udenom Skibhusvej, kan det betyde mere trafik på veje som Victoriagade, Døckerslundsvej og Kochsgade.

 

Odense Kommune forventer at gå i gang med at etablere ændringerne i løbet af uge 12 2025.

Der bliver etableret nye bump, cykelbaner og fodgængerfelter for at skabe bedre trafiksikkerhed for cyklister og fodgængere på de pågældende veje:

 

Victoriagade

Det bliver mere trygt at være cyklist, når der på strækningen fra Windelsvej til og med Gøteborggade kommer cykelbane i begge retninger.

Mellem Windelsvej og Skibhusvej etableres bump, som kan sænke hastigheden til anbefalet 30 km/t.

På den sydlige side af Victoriagade i krydset ved Solgården Børnehus laves der fortov, der fungerer som et bump på tværs af Windelsvej. Det skal være med til at sænke hastigheden for bilerne og skabe mere tryghed for fodgængere. Der vil i perioder være spærret for gennemkørsel. Følg skiltningen i området.

 

Kochsgade

Ved Gyldenrisvej og Svanevej bliver der lavet fodgængerfelt med lys. Det skal blandt andet skabe en mere sikker skolevej til Risingskolen.

Der laves bump på indkørselsvejene til rundkørslen ved Kochsgade, så farten sættes ned.

 

Døckerslundsvej, Monbergsvej og Bellisvej

En række nye bump på strækningen mellem Skibhusvej og rundkørslen ved Kochsgade skal være med til at sætte hastigheden ned til anbefalet 30 km/t.

Også på Monbergsvej og Bellisvej bliver der lagt fartdæmpende bump.

 

Sikker skolevej

For at gøre det mere trygt og sikkert for eleverne at gå eller cykle i skole, bliver der i tæt samarbejde med Sct. Hans Skole etableret en fodgænger- og cykelzone på udvalgte veje omkring skolen.

Fodgænger- og cykelzonen forventes at være klar i efteråret 2025.

Læs mere om fodgænger- og cykelzoner i Odense Kommune her

 

Klima- og Miljøforvaltningen