Spring til indhold

Odense Musikudvalg - 31-01-2022

Referat af ordinært møde, Odense Musikudvalg. Kultursekretariatet, Odense Slot, 31-01-2022 kl. 18:30 - 20:30

Referat til Odense Musikudvalg

Kultursekretariatet, Odense Slot, 31/01/22 kl. 18:30 - 20:30

Mødedeltagere:

Fra Odense Musikudvalg: Nathaniel Ford Holmberg, Betina Følleslev, My Lambertsen, Birgitte Momme, Stina Tølbøll Bekker, Mikkel A. Kongstad og Pernille Krog Mogensen.

Fra sekretariatet: Christian Damgård Kristoffersen og Kristian Bang Hansen (ref)

 

1. Godkendelse af dagsorden

Beslutning
Odense Musikudvalg godkendte indstillingen



2. Indbyrdes orientering om musiklivets tilstand


3. Valg af næstformand

Musikudvalget vælger sin egen næstformand jf. vedtægterne. 


Indstilling

Det indstilles, at Musikudvalget vælger en person fra udvalget som næstformand.


Beslutning

Musikudvalget valgte enstemmigt Mikkel A. Kongstad som næstformand.


4. Økonomi

Aflysninger, udskydelser og tilbageløb:

  • Odense Alternative Jazzforening har modtaget mindre honorarstøtte fra Statens Kunstfond end Odense Musikudvalg har bevilget. I henhold til retningslinjerne for tilskudsordningen nedjusteres Musikpuljens tilskud automatisk med 11.200 kr. Tilskuddet er tilbageført til puljen til Musikudvalgets disponering.
  • Andre mulige tilbageløb

Til anvendelse i 2022 resterer 289.362 kr.

Odense Musikudvalg har i alt modtaget 14 ansøgninger om tilskud til musikarrangementer i for et samlet beløb på 516.301 kr.

Hvis Odense Musikudvalg godkender indstillingerne, resterer der  157.802 kr. i musikpuljen for 2022.


5. Behandling af ansøgninger til 2022
Konklusion fra mødet
Odense Musikudvalgs beslutninger medfører, at der resterer ca. 192.762 til anvendelse i 2022.

5.1. Odense Alternative Jazzforening: Odense Vinterjazz (20.03.00-Ø40-5-22)
Odense Alternative Jazzforening søger 30.000 kr. i tilskud til et musikarrangement, der indeholder minimum 8 koncerter i genren blues/jazz/world/alternativ. Ansøger forventer i alt 400 publikummer. Koncerterne afholdes i samarbejde med Kulturmaskinen og Påtaget på Odense i perioden 09/02 - 12/02 2022. Ansøgerens medfinansiering udgør 71 % af det samlede budget.

Indstilling
Det indstilles, at Odense Musikudvalg meddeler afslag på ansøgningen.

Afslaget begrundes i, at det vurderes, at tilskudsbehovet kan dækkes af de involverede parter, der i forvejen har kommunal og statslig finansiering til koncerter. Det bemærkes desuden, at musikudvalget ønsker at prioritere Musikpuljens tilskud til ansøgers anden ansøgning "Odense Jazz Festival".


Beslutning
Odense Musikudvalg godkendte indstillingen.
Nathaniel Ford Holmberg deltog ikke i behandlingen af dette punkt.


5.2. Vokalensemblet Fyen: Buxtehudes Membra Jesu Nostri - en komplet sanseoplevelse (20.03.00-Ø40-4-22)
Vokalensemblet Fyen søger 20.000 kr. i tilskud til et musikarrangement, der indeholder minimum 2 koncerter i genren klassisk. Ansøger forventer i alt 400 publikummer. Koncerterne afholdes i samarbejde med Sankt Hans Kirke, Dalum Kirke på Sankt Hans Plads 1, 5000 C i perioden 17/03 - 15/04 2022. Ansøgerens medfinansiering udgør 81 % af det samlede budget.

Indstilling
Det indstilles, at Odense Musikudvalg bevilger 10.000 kr. i kontant tilskud.

Ansøger vurderes at holde højt kunstnerisk niveau, og det ansøgte projekt er endnu engang af høj kvalitet og i et interessant format. Begrundet i puljens begrænsede midler, bevilges et mindre beløb end det ansøgte.


Beslutning
Odense Musikudvalg godkendte indstillingen.

Musikudvalget bifalder ansøgers ambition om at give publikum en komplet sanseoplevelse, og opfordrer til, at ansøger tænker tværkunstnerisk og den visuelle oplevelse ind i projektet.



5.3. Grønt Odense: Musik - Grønt Odense 2022 (20.03.00-Ø40-3-22)
Grønt Odense søger 38.501 kr. i tilskud til et musikarrangement, der indeholder minimum 5 koncerter i genren pop/folk/alternativ. Ansøger forventer i alt 2.500 publikummer. Arrangementet afholdes i samarbejde med Kulturmaskinen på Farvergården den 07/05-2022. Ansøgerens medfinansiering udgør 63 % af det samlede budget.

Indstilling
Det indstilles, at Odense Musikudvalg bevilger 5.000 kr. i kontant tilskud.

Det vurderes, at ansøgers initiativ er relevant og sympatisk, og ansøgningen præsenterer et musikalsk program med solister med kvalitet. Det bemærkes, at ansøger i højere grad kunne have relateret og begrundet musikprogrammet til arrangementets tema og formål.

I musikprogrammet vurderes optrædenen med Liv Vester Larsen at være mest velbegrundet og tilskuddet øremærkes derfor hertil.

Det vurderes at ansøgers tilskudsbehov kan mindskes ved at justere budgetposterne til markedsføring.


Beslutning
Indstillingen blev ikke imødekommet. Odense Musikudvalg har i stedet besluttet at meddele afslag på ansøgningen

Afslaget begrundes i, at projektet ikke i tilstrækkelig grad har musik som primære formål. Det lægges desuden vægt på, at det ansøgte musikprogram ikke er klart relateret og begrundet i forhold til arrangementets tema og formål.

My Lambertsen deltog ikke i behandlingen af dette punkt.


5.4. Revysangens Genklang: Glemmer du - så husker vi (20.03.00-Ø40-6-22)
Revysangens Genklang søger 30.000 kr. i tilskud til et musikarrangement, der indeholder minimum 5 koncerter i genren jazz/salmer/viser. Ansøger forventer i alt 200 publikummer. Koncerterne afholdes i samarbejde med Teater 95B, Spillestedet Dexter og JAZZ MED TO på Teater 95B i perioden 01/10 - 31/10 2022. Ansøgerens medfinansiering udgør 50 % af det samlede budget.

Indstilling
Det indstilles, at Odense Musikudvalg meddeler afslag på ansøgningen.

Det vurderes, at ansøger præsenterer en godt sammensat koncertrække med interessante temaer og optrædener.

Ansøgers budget vurderes dog at være mangelfuldt, og det fremstår derfor uklart, om ansøgers tilskudsbehov kan dækkes af entréindtægter og bidrag fra samarbejdspartnerne - i særdeleshed Dexter. Der indstilles derfor til afslag.


Beslutning
Odense Musikudvalg godkendte indstillingen.


5.5. Teater 95b: Upcoming Writing Camp (20.03.00-Ø40-2-22)
Teater 95b søger 33.600 kr. i tilskud til et musikarrangement, der indeholder minimum 2 koncerter i genren pop/folk/jazz/world. Ansøger forventer i alt 200 publikummer. Koncerterne afholdes i samarbejde med Tuborg Fonden og 1748 på Teater 95b i perioden 23/04 - 30/04 2022. Ansøgerens medfinansiering udgør 39 % af det samlede budget.

Indstilling
Det indstilles, at Odense Musikudvalg meddeler afslag på ansøgningen.

Det fremgår ikke klart af ansøgningen, hvilken type koncertformat, der er tale om, og om der er tale om koncerter af professionel karakter med gennemarbejdet materiale. Det vurderes ikke, at ansøger tiltrækkeligt argumenterer for, hvorfor de medvirkende på skrivecampen skal modtage fuld tarifmæssig honorering af en showcase/visning af deres resultater.

Det vurderes, at et kreativt funderet og procesorienteret projekt i dette format har mange andre mere oplagte mulige finansieringskilder, fx fra musikorganisationer og andre eksisterende initiativer i byen.


Beslutning
Odense Musikudvalg godkendte indstillingen.

Musikudvalget bifalder ansøgers intention og idé, og ønsker generelt at se positivt på arrangementer, der kobler det skabende musikliv med det udøvende, men bemærker, at det fremstår uklart i ansøgningen, hvem campen og koncerterne mere konkret er rettet til.

Ansøger opfordres desuden til at opsøge råd og vejledning i Kulturkontakten.



5.6. Hanne Tolbøll Nielsen Den Jyske Sinfonietta: Klassiske minikoncerter på alternative spillesteder (20.03.00-Ø40-1-22)
Hanne Tolbøll Nielsen Den Jyske Sinfonietta søger 13.200 kr. i tilskud til et musikarrangement, der indeholder minimum 4 koncerter i genren klassisk. Ansøger forventer i alt 100 publikummer. Arrangementet afholdes i samarbejde med Musikere fra Den Jyske Sinfonietta i samarbejde med spillestederne, der velvilligt lægger lokaler til koncerterne på Alternative spillesteder i Odense Kommune som aftales nærmere. den 29/04-2022. Ansøgerens medfinansiering udgør 0 % af det samlede budget.

Indstilling
Det indstilles, at Odense Musikudvalg bevilger 8.000 kr. i kontant tilskud.

Det vurderes, at ansøger præsenterer et sympatisk projekt, der bringer klassisk musik ud til et bredt publikum på alternative lokationer i byen. Det bemærkes dog, at ansøger ikke tilstrækkeligt uddyber de ønskede lokationer, og ikke har øvrig medfinansiering. Ansøgningen kan derfor ikke imødekommes med fuld bevilling.

Bevillingen øremærkes til 4 offentligt tilgængelige koncerter i Odense. Tilskuddet kan ikke anvendes til optrædener for et lukket publikum.


Beslutning
Indstillingen blev ikke imødekommet. Odense Musikudvalg har i stedet besluttet at meddele afslag på ansøgningen

Afslaget begrundes i, at ansøgningen ikke tilstrækkeligt uddyber, hvordan projektet opnår sit formål.

Det bemærkes desuden, at Musikudvalget forventer, at ansøger viser ambitioner om at opnå medfinansiering fra andre end Odense Kommune.

Ansøger opfordres til at samarbejde med etablerede musikinstitutioner i Odense for at realisere projektet.



5.7. Nepalesiske Samfund ( Dinesh Thapa): Nepalesiske Kultur Aften Odense (20.03.00-Ø40-86-21)
Nepalesiske Samfund (Dinesh Thapa) søger 25.000 kr. i tilskud til et musikarrangement den 21/04-2022 på Amfiscenen Odense (Brandts Klædefabrik). Arrangementet afholdes i samarbejde med Brandts Passage og omfatter en enkelt koncert i genren folk/klassisk, hvor ansøger har en ambition om 300 publikummer. Ansøgerens medfinansiering udgør 50 % af det samlede budget.

Indstilling
Det indstilles, at Odense Musikudvalg bevilger 10.000 kr. i kontant tilskud.

Det vurderes, at ansøger præsenterer et spændende enkeltstående arrangement, der udbreder og synliggør en type musik, som ellers sjældent kan opleves i byen.

Der henvises til at søge Kulturpuljen til dækning af udgifter til dans.

Ansøger opfordres til at opsøge samarbejde med Kulturmaskinen og Resonator Festival - både i forhold til det ansøgte arrangement og eventuelt kommende arrangementer.


Beslutning
Odense Musikudvalg godkendte indstillingen.


5.8. Gadeforeningen Vintapperstrædet: Violinen synger (20.03.00-Ø40-82-21)
Gadeforeningen Vintapperstrædet søger 12.000 kr. i tilskud til et musikarrangement, der indeholder minimum 2 koncerter i genren klassisk/salmer/viser. Ansøger forventer i alt 100 publikummer. Koncerterne afholdes på Vintapperstrædet 53 i perioden 25/06 - 02/07 2022. Ansøgerens medfinansiering udgør 32 % af det samlede budget.

Indstilling
Det indstilles, at Odense Musikudvalg meddeler afslag på ansøgningen.

Det bifaldes, at ansøger bruger byrummet som scene i sommerperioden og bringer musik ud til byens borgere og besøgende.

Afslaget begrundes i, at Musikudvalget har valgt at prioritere andre projekter, der i højere grad understøtter kulturpolitikken og præsenterer nyskabende formater.


Beslutning
Odense Musikudvalg godkendte indstillingen.


5.9. Odense Alternative Jazzforening: Odense Jazzfestival (20.03.00-Ø40-79-21)

Odense Alternative Jazzforening søger 100.000 kr. i tilskud til et musikarrangement, der indeholder minimum 45 koncerter i genren jazz/world/alternativ. Ansøger forventer i alt 2.500 publikummer. Koncerterne afholdes i samarbejde med Musikhuset Dexter, Påtaget, Studenterhuset Odense &Kulturmaskinen på Odense i perioden 18/07 - 31/07 2022. Ansøgerens medfinansiering udgør 83 % af det samlede budget.



Indstilling
Det indstilles, at Odense Musikudvalg bevilger 50.000 kr. i kontant tilskud.

Det bifaldes, at ansøger præsenterer et så progressivt projekt med klart fokus på kvalitet og udvikling. Det vurderes positivt, at festivalen i 2022 vil brede sig yderligere i bylivet og vil skabe noget for en bredere målgruppe - herunder arbejde for bedre kønsrepræsentation og præsentere koncerter for børn.

Ansøger opfordres til fremover at søge ved den årlige frist for musikfestivaler med statsstøtte den 15. august.


Beslutning
Odense Musikudvalg godkendte indstillingen.

Musikudvalget ser frem at se ansøgers intentioner om bedre repræsentation udfolde sig tydeligt i det konkrete program for festivalen.

Nathaniel Ford Holmberg deltog ikke i behandlingen af dette punkt.


5.10. Fynsk Landbrugs Eventforening: Det Fynske Dyrskues 140 års jubilæum (20.03.00-Ø40-76-21)
Fynsk Landbrugs Eventforening søger 37.000 kr. i tilskud til et musikarrangement den 10/06-2022 på Dambosvej 11. Arrangementet omfatter en enkelt koncert i genren salmer/viser, hvor ansøger har en ambition om 2.500 publikummer. Ansøgerens medfinansiering udgør 88 % af det samlede budget.

Indstilling
Det indstilles, at Odense Musikudvalg meddeler afslag på ansøgningen.

Det vurderes, at det er et sympatisk projekt, der giver noget til den helt unge del af befolkningen i Odense og til bylivet.

Ansøgers beskrivelse af det musikalske indhold vurderes dog at være mangelfuldt, og det fremstår derfor uklart, om ansøgningen falder inden for musikpuljens formål. Der indstilles derfor til afslag.


Beslutning
Odense Musikudvalg godkendte indstillingen.


5.11. Target Group: Odense Metalfestival (20.03.00-Ø40-74-21)
Target Group søger 110.000 kr. i tilskud til et musikarrangement, der indeholder minimum 16 koncerter i genren rock. Ansøger forventer i alt 1.400 publikummer. Koncerterne afholdes i samarbejde med Morten Østlund, Jakob Schultz, Martin Lyager m.fl. på Rytmeposten i perioden 21/10 - 22/10 2022. Ansøgerens medfinansiering udgør 85 % af det samlede budget.

Indstilling
Det indstilles, at Odense Musikudvalg bevilger 25.000 kr. i kontant tilskud.

Musikudvalget ønsker at anerkende ansøgers ambitiøse initiativ med en bevilling. Af hensyn til Musikpuljens begrænsede midler kan det ansøgte beløb dog ikke imødekommes.

Det forventes, at ansøger kan rejse den resterende finansiering i samarbejde med det regionale spillested, øvrige partnere og sponsorer.


Beslutning
Odense Musikudvalg godkendte indstillingen.


5.12. Odense Domkirke: Klokkespilskoncert på Det Mobile Klokkespil (20.03.00-Ø40-71-21)
Odense Domkirke søger 7.000 kr. i tilskud til et musikarrangement, der indeholder minimum 4 koncerter i en bred vifte af genrer. Ansøger forventer i alt 300 publikummer. Arrangementet afholdes i samarbejde med Odense Blomsterfestival på Klosterbakken 2, 5000 Odense C den 20/08-2022. Ansøgerens medfinansiering udgør 52 % af det samlede budget.

Indstilling
Det indstilles, at Odense Musikudvalg meddeler afslag på ansøgningen.

Det vurderes, at ansøger præsenterer et godt og interessant projekt. Afslaget begrundes dog i, at det vurderes, at ansøger kan dække sit tilskudsbehov ved egenfinansiering eller ved samarbejdspartnerne, der i forvejen har kommunal medfinansiering.


Beslutning
Odense Musikudvalg godkendte indstillingen.

Musikudvalget opfordrer ansøger til at bringe klokkespil ind i mange flere sammenhænge i byens musikliv og udforske mere alternative formater. Ansøger kan med fordel søge inspiration i Frelser Kirke på Christianshavn samt Frederiksbergs rådhus ift. Strøm-festival.



5.13. Nordic Piccolo Festival: Nordic Piccolo Festival (20.03.00-Ø40-70-21)
Nordic Piccolo Festival søger 50.000 kr. i tilskud til et musikarrangement, der indeholder minimum 4 koncerter i genren klassisk. Ansøger forventer i alt 100 publikummer. Koncerterne afholdes i samarbejde med Syddansk Musikkonservatorium. International Piccolo Festival. Ensemble Hermes. Esbjerg Ensemble. på Odeon i perioden 10/03 - 13/03 2022. Ansøgerens medfinansiering udgør 90 % af det samlede budget.

Indstilling
Det indstilles, at Odense Musikudvalg bevilger 25.000 kr. i kontant tilskud.

Det vurderes, at ansøger præsenterer et imponerende projekt. Musikudvalget ser særligt positivt på, at ansøger har et helt skarpt musikalsk fokus, samtidig med at festivalen engagerer det lokale vækstlag og tiltrækker store internationale stjerner til byen.

Tilskuddet er øremærket til offentlige koncerter i Odense.

Ansøger opfordres til fremover at søge ved den årlige frist for musikfestivaler med statsstøtte den 15. august.


Beslutning
Odense Musikudvalg godkendte indstillingen, men med en bevilling på 10.000 kr. i kontant tilskud.

Bevillingens størrelse afspejler musikudvalgets vurdering af ansøgers tilskudsbehov.



5.14. H C Andersen Paraden: Klassisk Musik & Eventyr 2022 (20.03.00-Ø40-68-21)
H C Andersen Paraden søger 10.000 kr. i tilskud til et musikarrangement, der indeholder minimum 6 koncerter i genren klassisk. Ansøger forventer i alt 150 publikummer. Koncerterne afholdes i samarbejde med Den fynske Opera, Ida Kiberg, programkoordinator Emilie Spanget på Eventyrhaven, Eventyrslottet i perioden 29/06 - 03/08 2022. Ansøgerens medfinansiering udgør 87 % af det samlede budget.

Indstilling
Det indstilles, at Odense Musikudvalg bevilger 10.000 kr. i kontant tilskud.

Det vurderes positivt, at ansøger giver en scene for unge klassiske musikere og understøtter det klassiske miljø i Odense med koncerter af høj kvalitet på et velvalgt tidspunkt i sommerperioden. Med bevillingen ønsker Musikudvalget at støtte op om en af de gode musiktraditioner, der afholdes i byen og kommer mange borgere til gode. Musikudvalget bemærker, at ansøger gennem en årrække har afholdt koncerterne i dette format, og at Musikudvalget ved de sidste to års bevillinger har skrevet en forventning om, at der i ansøgningen næste gang skulle udvises nytænkning og fornyelse. Det bemærkes her, at der i 2022 tilføjes fællessang til programmet.


Beslutning
Indstillingen blev ikke imødekommet. Odense Musikudvalg har i stedet besluttet at meddele afslag på ansøgningen

Musikudvalget bemærker, at ansøger har modtaget tilskud fra Oplev Odense-puljen og dermed har fået opfyldt sit tilskudsbehov fra Odense Kommune.

Det vurderes positivt, at ansøger giver en scene for unge klassiske musikere og understøtter det klassiske miljø i Odense med koncerter af høj kvalitet på et velvalgt tidspunkt i sommerperioden.

Musikudvalget bemærker, at ansøger fremover kunne være bedre til at annoncere koncerterne for byens borgere på lige fod med HCA Paradens øvrige aktiviteter i Eventyrhaven.

 

6. Gensidig orientering af musikudvalget

7. Eventuelt

Det blev drøftet, om musikudvalget skulle invitere byens regionale-, genre- og netværksspillesteder til foretræde.

By- og Kulturforvaltningen