Odense Musikudvalg - 27-01-2025
Referat af ordinært møde, Odense Musikudvalg. Kultursekretariatet, 27-01-2025 kl. 16:00 - 18:30
Referat til Odense Musikudvalg
Kultursekretariatet, Odense Slot, 27/01/25 kl. 16:00 - 18:30
Mødedeltagere:
Fra Odense Musikudvalg: Eva Marie Rasmussen og Trine Lyngvig.
Afbud fra: Stina Tølbøll Bekker, Mikkel A. Kongstad, Liv Vester Larsen og Betina Følleslev
Fra sekretariatet: Christian Damgård Kristoffersen (ref.) og Kristian Bang Hansen
1. Godkendelse af dagsorden
Beslutning
Odense Musikudvalg godkendte indstillingen Indstillingerne til dagsordenen er lavet af næstforpersonen, idet forpersonen var forhindret.
2. Indbyrdes orientering om musiklivets tilstand
Jazzens Venner Fyn, Folkemusiklauget Fynboerne og Kulturforeningen Grønkul har alle sendt skriftlige henvendelser til Odense Musikudvalg, som er vedlagt dagsordenen.
3. Foretræde Grønkul
Musikudvalget besluttede på mødet d. 9. september 2024 at invitere foreningen Grønkul til foretræde på et kommende møde med henblik på dialog om musikudvalgets bemærkninger og opfordringer ved behandling af foreningens honorarstøtteansøgning for 2025, bl.a. om diversitet og talentpris.
Foretrædet varer ca. 20 min., typisk med 5-10 min. oplæg fra foretræderen og efterfølgende dialog. Foretrædet er programsat kl. 16.15-16.35. Fra foreningen deltager kasserer og musikbooker Jan Aaskov.
Baggrund:
Odense Musikudvalg bevilgede på mødet d. 9. september 30 honorarklip, svarende til 37.500 kr. til mindst 10 koncerter i 2025. Musikudvalget havde følgende vurdering og bemærkninger
Det vurderes fortsat, at ansøger har etableret sig som en vigtig scene for kvalitetsmusik inden for genrefeltet i en alternativ del byen, og har opbygget et solidt og trofast publikum.
Til gengæld kan Musikudvalget desværre konstatere, at musikprogrammet for 2025 ikke afspejler Musikudvalgets opfordringer og forventninger ift. diversitet. Musikudvalget understreger, at fortsat forventes, at ansøger adresserer og arbejder med dette fremadrettet. Det foreslås, at ansøger f.eks. rækker ud til relevante aktører mhp., hvordan man kan arbejde med dette. Ansøger opfordres i forlængelse heraf til at arbejde med en talentpris foruden hædersprisen - dette mhp. at ramme et yngre segment.
Musikudvalget vil gerne invitere ansøger til foretræde på et musikudvalgsmøde i 2025 mhp. dialog om ovenstående.
Indstilling
Foretrædet drøftes
Beslutning
Foreningen måtte aflyse, og foretrædes udskydes til et kommende møde.
4. Bemanding af Kulturkontakten 2025
På sidste møde blev det besluttet, at Kulturkontakten bemandes via doodle.
Bemandingen er som følger (der mangler én til den 15. maj, så det skal findes på mødet):
- 20. feb. 2025: Trine og Mikkel
- 15. maj 2025: Mikkel og ?
- 7. aug. 2025: Stina og Eva
- 2. okt. 2025: Liv og Mikkel
- 11. dec. 2025: Liv og Stina eller Eva (afklares senere)
Indstilling
Planen vedtages.
Beslutning
Kultursekretariatet afklarer bemandingen af 15. maj.
5. Økonomi
Til anvendelse i 2025 resterer 329.408 kr.
Odense Musikudvalg har i alt modtaget 14 ansøgninger om tilskud til musikarrangementer i 2025 for et samlet beløb på 468.400 kr.
Hvis Odense Musikudvalg godkender indstillingerne, resterer der 150.468 kr. i musikpuljen for 2025
6. Behandling af ansøgninger til 2025
Konklusion fra mødet
Odense Musikudvalgs beslutninger medfører, at der resterer ca. 122.868 til anvendelse i 2025.
6.1. Hans Kristian Hannibal-Bach: Sovekoncert (20.03.00-Ø40-1-25)
Hans Kristian Hannibal-Bach søger 10.000 kr. i tilskud til et musikarrangement, der indeholder minimum 4 koncerter i genren jazz/world/elektronisk/alternativ. Ansøger forventer i alt 55 publikummer. Koncerterne afholdes i samarbejde med Odense Musikbibliotek, Kulturmaskinen og SoundScape Odense på Rosenbæk huset i perioden 08/03 - 09/03 2025. Ansøgerens medfinansiering udgør 59 % af det samlede budget.
Indstilling
Det indstilles, at Odense Musikudvalg bevilger 10.000 kr. i kontant tilskud.
Ansøger præsenterer et spændende og anderledes koncertformat, som musikudvalget gerne vil støtte op om. Det vurderes positivt, at ansøger har valgt at fokusere på Rosenbækhuset og undersøge, hvad det koncertrum kan bruges til. Musikudvalget ser frem til at følge projektets udvikling, og opfordrer ansøger til at besøge Kulturkontakten for at få råd og sparring til det.
Beslutning
Odense Musikudvalg godkendte indstillingen.
6.2. Musikforeningen Mel i Mund: Koncert med Anne Efternøler & Lige Børn (20.03.00-Ø40-2-25)
Musikforeningen Mel i Mund søger 12.000 kr. i tilskud til et musikarrangement den 20/05-2025 på Frølageret. Arrangementet afholdes i samarbejde med Kulturmaskinen og omfatter en enkelt koncert i genren jazz, hvor ansøger har en ambition om 40 publikummer. Ansøgerens medfinansiering udgør 51 % af det samlede budget.
Indstilling
Det indstilles, at Odense Musikudvalg meddeler afslag på ansøgningen.
Afslaget begrundes i, at Musikudvalget har prioriteret andre ansøgninger, der i højere grad lever op til Odense Kommunes kulturpolitik.
Ansøger opfordres til at opsøge de andre spillesteder i byen, der har honorarstøtte eller regional spillestedsstøtte, for at få en mere lokalt forankret og økonomisk fordelagtig aftale om koncerten.
Beslutning
Odense Musikudvalg godkendte indstillingen.
Ved eventuelt fremtidige ansøgninger opfordres ansøger til at afsøge yderligere forankringsmuligheder i det odenseanske musikliv og vækstlaget, fx gennem samarbejde og workshops med relevante aktører.
6.3. Cillian Murphy på vegne af Process Podcast: Process Podcast: Live i Odense (20.03.00-Ø40-3-25)
Cillian Murphy på vegne af Process Podcast søger 10.000 kr. i tilskud til et musikarrangement, der indeholder minimum 2 koncerter i genren urban. Ansøger forventer i alt 150 publikummer. Arrangementet afholdes i samarbejde med Ramus Rudbæk og Selvtak Entertainment på Dexter den 10/05-2025. Ansøgerens medfinansiering udgør 43 % af det samlede budget.
Indstilling
Det indstilles, at Odense Musikudvalg meddeler afslag på ansøgningen.
Afslaget begrundes i, at projektet virker ufærdigt, samt at der er mange oplagte potentialer, som bør undersøges nærmere.
Musikudvalget vurderer, at det er et spændende projekt, som der vil være interesse for blandt det odenseanske publikum, og opfordrer til også at overveje venues, hvor der kan opkræves en entré, fx andre kommercielle venues. Ansøger kan oplagt bruge sin lokale kontaktperson til at undersøge venues og gå i dialog med Kulturkontakten om udvikling af arrangementet.
Ansøger opfordres til at søge igen med en ny ansøgning ved fristen d. 15. marts 2025. I den nye ansøgning bør lægges større vægt på live-elementet og koncertdelen i arrangementet.
Beslutning
Odense Musikudvalg godkendte indstillingen.
6.4. Kasper Grøn: Et antal mindre koncerter på Den Fynske Opera (20.03.00-Ø40-4-25)
Kasper Grøn søger 50.000 kr. i tilskud til et musikarrangement, der indeholder minimum 3 koncerter i en bred vifte af genrer. Ansøger forventer i alt 240 publikummer. Koncerterne afholdes i samarbejde med Emma Oemann - sanger/skuespiller, Mikkel Baden-Jensen - sanger/skuespiller, Rasmus Emil Hegner Nielsen - musiker, Albin Rosenqvist - musiker og Den Fynske Opera på Den Fynske Opera, Filosofgangen 19A, 5000 Odense C, Denmark i perioden 19/06 - 20/06 2025. Ansøgerens medfinansiering udgør 52 % af det samlede budget.
Indstilling
Det indstilles, at Odense Musikudvalg bevilger 25.000 kr. i kontant tilskud.
Med bevillingen vil musikudvalget gerne anerkende uropførelsen af ny original musik. Tilskuddet gives derfor til den første ud af de tre koncerter, hvorefter ansøger opfordres til at søge finansieringen hos Den Fynske Opera.
Tilskuddet er øremærket honorarer til de optrædende ved den første koncert.
Beslutning
Odense Musikudvalg godkendte indstillingen.
6.5. Odense Værket & Kulturformidling Odense: Odense Værket - Folk & Country (20.03.00-Ø40-5-25)
Odense Værket & Kulturformidling Odense søger 25.000 kr. i tilskud til et musikarrangement, der indeholder minimum 4 koncerter i genren folk/urban. Ansøger forventer i alt 320 publikummer. Koncerterne afholdes i samarbejde med Kulturformidling Odense, Musikhuset Posten, Nashville Nights, Albani på Odense Værket, Vindegade 10, 5000 Odense C. i perioden 01/02 - 31/12 2025. Ansøgerens medfinansiering udgør 59 % af det samlede budget.
Indstilling
Det indstilles, at Odense Musikudvalg bevilger 25.000 kr. i kontant tilskud.
Odense Musikudvalg bifalder, at ansøger ønsker at etablere et nyt nichespillested i byen og viser ambitioner for en langsigtet forankring i Odenses musikliv.
Ansøger opfordres til at komme i Kulturkontakten inden ansøgningsfristen til honorarstøtte for 2026 den 15. august mhp. dialog om bl.a. musikalsk profil, budget og aktiv inddragelse af samarbejdspartnere.
Musikudvalget gør opmærksom på, at tilskuddet ikke kan anvendes til at præsentere cover-bands.
Beslutning
Odense Musikudvalg godkendte indstillingen.
6.6. Alliance Francaise - Fyn: Fransk koncert med Una Skott Band (20.03.00-Ø40-6-25)
Alliance Francaise - Fyn søger 5.800 kr. i tilskud til et musikarrangement den 03/05-2025 på Studenterhusets café, Amfipladsen 6, 5000 Od. C. Arrangementet afholdes i samarbejde med Studenterhuset og Cafébiografen og omfatter en enkelt koncert i genren pop/world, hvor ansøger har en ambition om 60 publikummer. Ansøgerens medfinansiering udgør 73 % af det samlede budget.
Indstilling
Det indstilles, at Odense Musikudvalg meddeler afslag på ansøgningen.
Afslaget begrundes med, at der ikke vurderes at være et støttebehov fra Musikpuljen.
Musikudvalget bifalder, at ansøger har opnået et godt samarbejde med Studenterhuset om at præsentere denne spændende koncert med internationalt format, og vil gerne anerkende at ansøger har indtænkt koncerten i sammenhæng med andre relevante kulturarrangementer.
Musikudvalget gør opmærksom på, at Studenterhuset allerede modtager honorarstøtte og driftstilskud fra Odense Kommune. Ansøger opfordres derfor til at finde den resterende finansiering ved samarbejdspartnerne eller ved at justere entréprisen.
Støtte til transport kan ikke søges ved Musikpuljen, men skal i stedet søges ved den nationale transportstøtteordning.
Beslutning
Odense Musikudvalg godkendte indstillingen.
Det blev besluttet at justere afsnit 3 til: "Ansøger opfordres til at finde den resterende finansiering ved samarbejdspartnerne eller ved at justere entréprisen."
6.7. Foreningen Konnekt: Konnekt (20.03.00-Ø40-7-25)
Foreningen Konnekt søger 50.000 kr. i tilskud til et musikarrangement, der indeholder minimum 3 koncerter i genren pop/rock/alternativ. Ansøger forventer i alt 900 publikummer. Koncerterne afholdes i samarbejde med Posten, UngOdense og Kulturmaskinen på Posten i perioden 07/03 - 25/07 2025. Ansøgerens medfinansiering udgør 79 % af det samlede budget.
Indstilling
Det indstilles, at Odense Musikudvalg bevilger 15.000 kr. i kontant tilskud.
Musikudvalget vil gerne anerkende ansøgers store ambitioner, men er bekymret for, at ansøger tager for stor økonomisk risiko ved det fremlagte budget og ønskede line-up.
Tilskuddet gives til, at ansøger kan starte ud med et test-arrangement i mindre skala med artister, der kan aflønnes med tarif. Alternativt opfordres ansøger til at samarbejde med de eksisterende spillesteder om afholdelse af arrangementerne, hvor det er spillestederne, der tager den økonomiske risiko, og hvor støtten kan bruges aktivt på unge lokale musikere.
Beslutning
Odense Musikudvalg godkendte indstillingen.
6.8. Foreningen Ballhaus: Naturopera for Børn og deres Familier i Odense (20.03.00-Ø40-8-25)
Foreningen Ballhaus søger 50.000 kr. i tilskud til et musikarrangement, der indeholder minimum 6 koncerter i genren folk/world/klassisk. Ansøger forventer i alt 450 publikummer. Koncerterne afholdes i samarbejde med MusikiKanten, Kulturmaskinen, Højbyhus Tarup-Davinde I/S, Naturværkstedet Hollufgård Vandmølle, Skibhusgården Natur- og Friluftcenter, Dalum-Hjallelse Lokalhistoriske Forening, Kostumeskrædderiet v/ Gry Hesbjerg, Operakompagniet Prætentiøs og Via Artis Konsort på Hollufgård Slotspark, Davinde Søvej 7 og Stige Ø i perioden 26/05 - 01/06 2025. Ansøgerens medfinansiering udgør 91 % af det samlede budget.
Indstilling
Det indstilles, at Odense Musikudvalg bevilger 50.000 kr. i kontant tilskud.
Det vurderes, at ansøger præsenterer et spændende initiativ og en gennemført ansøgning. Det er positivt, at ansøger rækker ud til denne målgruppe med dette indhold af opera og natur, og så i lokalområder med nogle udendørs scener, der er oplagte og realiserbare.
Det vurderes dog, at ansøgningen mangler en plan for at række ud til børn og skoler i de specifikke områder, arrangementerne skal afholdes. Desuden opfordres til samarbejde med Den Fynske Opera, der også har ambition om at brede opera ud til lokalområder.
Beslutning
Odense Musikudvalg godkendte indstillingen.
Det besluttes, at afsnit 2 ændres til:
Musikudvalget opfordrer til, at ansøger rækker ud til børnehuse og skoler i de specifikke områder, arrangementerne skal afholdes. Desuden foreslår Musikudvalget et fremtidigt samarbejde med Den Fynske Opera, der også har ambition om at brede opera ud til lokalområder.
6.9. Swing Central: Tea Dance (20.03.00-Ø40-9-25)
Swing Central søger 10.000 kr. i tilskud til et musikarrangement, der indeholder minimum 4 koncerter i genren jazz. Ansøger forventer i alt 60 publikummer. Koncerterne afholdes i samarbejde med Studenterhus Odense og Fyns UngdomsBigband på Studenterhus Odense i perioden 01/02 - 30/06 2025. Ansøgerens medfinansiering udgør 55 % af det samlede budget.
Indstilling
Det indstilles, at Odense Musikudvalg bevilger 10.000 kr. i kontant tilskud.
Det vurderes, at ansøger igen præsenterer et interessant crossoverformat med særligt fokus på at skabe koncertoplevelser for det danseglade publikum inden for swing-genren. Musikudvalget sætter desuden pris på, at ansøger også indtænker lokale, yngre musikere som en del af koncerterne.
Musikudvalget opfordrer til at øge ambitionsniveauet i kommende ansøgninger - særligt mht. publikumsudvikling.
Beslutning
Odense Musikudvalg godkendte indstillingen.
Musikudvalget bemærker, at der er en fejl i ansøgningens budget, hvor musikernes honorar er regnet 4.000 kr. for lavt jf. de oplysninger, der er fremsendt.
6.10. Odense Pride: Odense Pride 2025 (20.03.00-Ø40-10-25)
Odense Pride søger 146.100 kr. i tilskud til et musikarrangement, der indeholder minimum 6 koncerter i genren pop/rock/elektronisk. Ansøger forventer i alt 5.000 publikummer. Arrangementet afholdes i samarbejde med Lambda, AV Center, Fyns Stilads, Odense Kommune, Ungdomshuset, Marius og Pedersen, Intersex, Åben Scene Fyn, Odense-Drags og Mortens Chokolade på Basen er Kongens Have. Vi besøger Odeon, krydset ved Kongensgade og Vestergade, samt Amfiscenen. Alle tre steder besøges i 15 minutter hver. den 17/05-2025. Ansøgerens medfinansiering udgør 40 % af det samlede budget.
Indstilling
Det indstilles, at Odense Musikudvalg bevilger 20.000 kr. i kontant tilskud.
Musikudvalget bifalder ansøgers ambition om at præsentere mindre lokale musiknavne på en scene for et stort publikum. Musikudvalget ønsker at støtte op om arrangementet med tilskud til disse koncerter.
Det vurderes ikke, at Odense Musikudvalg kan finansiere større kommercielle navne med honorarer væsentligt over tarif-niveauet.
Beslutning
Odense Musikudvalg godkendte indstillingen, men med en bevilling på 50.000 kr. i kontant tilskud.
Musikudvalget lægger vægt på, at det er et stort folkeligt arrangementet i byrummet, og vil derfor også gerne støtte op om ansøgers udgifter til scene og teknik til koncerterne.
6.11. Thomas Poulsen, Ukraine Rocks, Ukrainerejser: METAL for FRED (20.03.00-Ø40-11-25)
Thomas Poulsen, Ukraine Rocks, Ukrainerejser søger 4.500 kr. i tilskud til et musikarrangement den 06/04-2025 på Posten, Odense. Arrangementet afholdes i samarbejde med Posten og SDU Litteraturvidenskab og omfatter en enkelt koncert i genren rock, hvor ansøger har en ambition om 150 publikummer. Ansøgerens medfinansiering udgør 53 % af det samlede budget.
Indstilling
Det indstilles, at Odense Musikudvalg bevilger 4.500 kr. i underskudsgaranti.
Det vurderes at ansøger igen præsenterer et meget sympatisk projekt, der plejer og udvikler netværk på tværs af landegrænser.
Musikudvalget ser et potentiale til, at der kan sælges et større antal billetter, og derfor gives tilskuddet som underskudsgaranti.
Beslutning
Odense Musikudvalg godkendte indstillingen.
6.12. Metal Mekka: Skrækfest 2025 (20.03.00-Ø40-13-25)
Metal Mekka søger 10.000 kr. i tilskud til et musikarrangement, der indeholder minimum 2 koncerter i genren rock/alternativ. Ansøger forventer i alt 150 publikummer. Arrangementet afholdes i samarbejde med Frølageret & Skækfest på Frølageret den 28/02-2025. Ansøgerens medfinansiering udgør 41 % af det samlede budget.
Indstilling
Det indstilles, at Odense Musikudvalg bevilger 10.000 kr. i underskudsgaranti.
Det vurderes, at festivalen fortsat er et spændende projekt, som udnytter potentialet i sammenspil mellem forskellige kulturer, og at genren er velvalgt til en skrækfest.
Beslutning
Odense Musikudvalg godkendte indstillingen.
Musikudvalget vurderer, at det er uklart, hvordan det statslige tilskud, som er angivet i ansøgningen, indgår i budgettet. Derfor gives tilskuddet som underskudsgaranti.
6.13. Syddansk Musikkonservatorium: The Very Big Band 2025 (20.03.00-Ø40-14-25)
Syddansk Musikkonservatorium søger 50.000 kr. i tilskud til et musikarrangement den 19/02-2025 på konservatoriets sal i Odeon. Arrangementet afholdes i samarbejde med SDMK Odense, Lida & Oskar Nielsen Fonden og Esbjerg Fonden og omfatter en enkelt koncert i en bred vifte af genrer, hvor ansøger har en ambition om 198 publikummer. Ansøgerens medfinansiering udgør 76 % af det samlede budget.
Indstilling
Det indstilles, at Odense Musikudvalg meddeler afslag på ansøgningen.
Afslaget begrundes i, at der ikke vurderes at være et støttebehov fra Odense Kommunes musikpulje. Koncerten har tidligere år været afholdt uden tilskud fra Odense Kommune - endda med overskud i 2024, fremgår det af budgettet. Det er ikke beskrevet i ansøgningen, hvordan koncerten i 2025 adskiller sig fra tidligere år med hensyn til støttebehovet.
Beslutning
Odense Musikudvalg godkendte indstillingen.
Afslaget begrundes i, at Musikpuljen jf. puljens kriterier ikke yder støtte til "Studierejser, studieophold, uddannelse, kurser og stævner". Musikudvalget vurderer, at det ansøgte projekt falder inden for denne kategori. Hvis dette ikke er tilfældet, skal i det i fremtidige ansøgninger fremgå tydeligere.
Det bemærkes desuden, at ansøgningens budget for koncerten i Odense bør indeholde både indtægter og udgifter.
Yderligere bemærkes det, at koncerten har tidligere år været afholdt uden tilskud fra Odense Kommune - endda med overskud i 2024, fremgår det af budgettet. Det mangler at blive beskrevet i ansøgningen, hvordan koncerten i 2025 adskiller sig fra tidligere år med hensyn til støttebehovet.
6.14. Tornbjerg Gymnasium: Vi elsker raplyrik - fra blokken til Orange Scene (20.03.00-Ø40-15-25)
Tornbjerg Gymnasium søger 35.000 kr. i tilskud til et musikarrangement, der indeholder minimum 3 koncerter i genren urban. Ansøger forventer i alt 400 publikummer. Arrangementet afholdes i samarbejde med UngOdense, SDU samt andre skoler og gymnasier på Tornbjerg Gymnasium, Skærmhatten 15 den 15/10-2025. Ansøgerens medfinansiering udgør 33 % af det samlede budget.
Indstilling
Det indstilles, at Odense Musikudvalg bevilger 25.000 kr. i kontant tilskud.
Det vurderes at være et spændende og gennemarbejdet projekt og program. Det vurderes positivt, at koncerten afholdes i et lokalområde, og at gymnasiet gerne vil se sig selv som event-venue.
Det vurderes dog, at hvis projektet skal åbne sig og tiltrække publikum fra lokalmiljøet og andre gymnasier, skoler og uddannelser, så skal der være en klarere plan for det.
Tilskudsbeløbet afspejler, at det forventes, at gymnasiet medfinansierer en større andel, fx ved at opkræve en mindre entré for ikke-elever, forældre, voksne m.v.
Beslutning
Odense Musikudvalg godkendte indstillingen.
7. Opkvalificering af ansøgninger
På sidste møde blev det drøftet, hvordan man kan opkvalificere ansøgninger og budgetter fremadrettet (fx kommunikation) samt lave indsatser for at få mange nye ansøgere ind til puljen. Det blev besluttet at sætte det på dagsordenen på dette møde.
Indstilling
Musikudvalget kommer med forslag som diskuteres og udvælges.
Beslutning
Musikudvalget foreslår at sekretariatet spørger de seneste 20 nye ansøgere om, hvor har de har hørt om Musikpuljen fra. Evt. gøre det til et fast spørgsmål i ansøgningsformularen.
Opmærksomhed på tydelig kommunikation på Facebook og offentlige begivenheder til opkvalificering af ansøgninger.
8. Nyt musikudvalg 2026: Åben indledende drøftelse
2025 er sidste år i denne valgperiode for musikudvalget, og processen for valg af nyt musikudvalg skal derfor snart begynde. Processen forventes grundlæggende at forløbe med:
- høring i musiklivet henover sommeren
- indstillingsmøde blandt udpegede i oktober
- musikudvalgets egen indstilling på november-mødet
- byrådets godkendelse af indstillede kandidater i december
- by-og kulturudvalgets udpegning af forperson i januar 2026
Beslutninger om det konkrete indhold og planlægning af valgprocessen drøftes og træffes løbende på musikudvalgets møder i 2025 inden for rammerne af musikudvalgets vedtægt.
På nærværende møde åbnes for drøftelsen, og følgende spørgsmål kan bl.a vendes:
- Ønskes samme proces som sidst?
- Er der noget særligt, som er vigtigt at have fokus på?
Indstilling
Sagen drøftes
Beslutning
Det foreslås, at offentliggøre høringslisten og kriterierne for at indgå i den, og give mulighed for at tilføje til den ved et Open Call.
9. Gensidig orientering af musikudvalget
10. Eventuelt
Det blev besluttet, at henvendelserne fra Folkemusiklauget Fynboerne og Jazzens Venner Fyn skal drøftes på det kommende møde.