Spring til indhold

Odense Musikudvalg - 01-02-2021

Referat af ordinært møde, Odense Musikudvalg. Kultursekretariatet, Odense Slot, 01-02-2021 kl. 16:00 - 18:30

Referat til Odense Musikudvalg

Videomøde samt på Kultursekretariatet, Odense Slot, 01/02/21 kl. 17:00 - 19:30

Mødedeltagere:

Maria Friis, Anders Skovgaard, Andreas Møller Bøttiger, Mikkel A. Kongstad, Anne Mette Stæhr og Niels Christian Geil og Stina Tølbøll Bekker samt fra By- og Kulturforvaltningen Kristian Bang Hansen og Maria Kirk Østergaard (ref.).

 

1. Godkendelse af dagsorden

Beslutning
Odense Musikudvalg godkendte indstillingen



2. Indbyrdes orientering om musiklivets tilstand

Ny støtteordning til netværks-, niche- og genrespillesteder under Statens Kunstfond vedtaget på finansloven, 10-12 mio. kr. årligt.

Ny pulje i Odense Kommune: Oplev Odense Puljen, administreret under Kultursekretariatet

Ny i sekretariatet: Christian Damgård Kristoffersen


3. Foretræde På Taget

På initiativ af Odense Musikudvalg og På Taget er På Taget v/ Andreas Hougaard inviteret til foretræde mhp. dialog om ansøgningsmuligheder og ambitioner for fremtiden.

Til foretrædet er afsat de første 20 minutter af mødet.


Indstilling

Sagen drøftes


Beslutning

Foretrædet blev gennemført, og blev drøftet efterfølgende.


4. Momentum Musik udpeget til netværksspillested

Odense Musikudvalg besluttede d. 7. september 2020 at bevilge 108.500 kr. til Momentum Musik koncertprogram 2021 (20.03.14-Ø40-8-20) til anvendelse jf. reglerne i statens honorarstøtteordning.

Tilskuddet er betinget af, at ansøger modtager tilskud fra statens honorarstøtteordning svarende til minimum samme beløb.

Samtidig med ansøgningen til Staten Kunstfonds honorarstøtteordning, ansøgte Momentum Musik også Statens Kunstfonds nye ordning "netværksspillested" under puljen "Koncertvirksomhed og musikfestivaler".

Momentum Musik modtog d. 18. november tilsagn fra Statens Kunstfond om at blive udpeget som netværksspillested med tilhørende toårigt tilskud på 500.000 kr. for hver af årene 2021 og 2022. Tilskuddet er bevilget efter reglerne i statens pulje "Koncertvirksomhed og musikfestivaler", som svarer til Odense Musikudvalgs koncertrække-ordning. Momentum Musiks ansøgning til Statens Kunstfond om honorarstøtte blev således frafaldet.

Momentum Musik anmoder hermed om at få ændret betingelserne for Odense Musikudvalgs bevilling, så de harmonerer med krav og betingelser i Statens Kunstfonds bevilling til netværksspillested. Odense Musikudvalgs bevilling kan i så fald anvendes som del af den kommunale medfinansiering til netværksspillestedets koncerter i Odense.

Den øvrige kommunale finansiering til netværksspillestedet modtager Momentum Musik fra Odense Musikbibliotek og gennem Odense Kommunes tilskudsaftaler med Dynamo Workspace. Der er desuden medfinansiering fra Musikefterskolen Humble i Langeland Kommune og Ryslinge Højskole i Faaborg-Midtfyn Kommune.

Det bemærkes, at Statens Kunstfond ikke har betinget sit tilskud med, at der modtages et tilsvarende kommunalt tilskud, men at Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik har noteret i bevillingsskrivelsen, at "udvalget ser desuden frem til, at det kommunale bidrag kommer op på et tilsvarende niveau."

Bilag fra Momentum Musik med yderligere information om netværksspillestedet er vedlagt dagsordenen.


Indstilling

Det indstilles, at Odense Musikudvalgs bevilling på 108.500 kr. i honorarstøtte til Momentum Musik i 2021 ændres til et kontant tilskud til koncertrække på 108.500 kr.


Beslutning

Indstillingen blev godkendt.

Musikudvalget forventer, at musikpuljens tilskud fortsat primært anvendes til musikerhonorarer.

Musikudvalget ønsker inden næste møde tilsendt yderligere information om konstruktionen og samarbejdsparternes roller samt et revideret budget, hvor de andre fynske kommuners bidrag fremgår.

Der gøres opmærksom på, at musikpuljens tilskud kun kan anvendes til koncertaktiviteter i Odense Kommune.

Anders Skovgaard og Mikkel Kongstad deltog ikke behandlingen af sagen.


5. Økonomi

Status på ansøgninger til Statens Kunstfond, 2021:

Honorarstøtte: Reducering i bevillinger

  • Jazzens Venner Fyn: Bevilget 32 klip af OMU, bevilget 30 klip af staten. Dermed er 1.996 kr. tilbageført til disponering i puljen.
  • Odense Alternative Jazzforening: Bevilget 50 klip af OMU, bevilget 40 klip af staten. Dermed er 9.982 kr. tilbageført til disponering i puljen.
  • Kulturforeningen Grønkul: Bevilget 40 klip af OMU, bevilget 30 klip af staten. Dermed er 9.982 kr. tilbageført til disponering i puljen.

Koncertrækker og musikfestivaler: Ansøgere, der ikke har modtaget fuld bevilling fra Statens Kunstfond, og som dermed forventes at rejse den resterende nødvendige medfinansiering ad andre kilder.

  • Bhaal Fest: Bevilget 35.000 kr. af OMU, modtaget afslag fra staten.
  • BRO, Via Artis Konsort: Bevilget 55.000 kr. af OMU, bevilget 30.000 fra staten. 
  • Davinde Musik & Kunst Festival: Bevilget 40.000 kr. af OMU, modtaget afslag fra staten.
  • Femi Festival: Bevilget 50.000 kr. af OMU, bevilget 25.000 fra staten.
  • Odense Barokfestival: Bevilget 50.000 kr. af OMU, bevilget 30.000 fra staten.
  • Odense Internationale Orgelfestival: Bevilget 25.000 kr. af OMU, modtaget afslag fra staten.
  • Resonator Live: Bevilget 70.000 kr. af OMU, modtaget afslag fra Statens Kunstfond, bevilget 250.000 kr. fra Øernes Kunstfond.

Aflysninger:

  • Årstidsbarok, Kirkekoncerter Odense: Bevilget 20.000 kr. af OMU. Projektet er aflyst og bevillingen er tilbageført til disponering i puljen.

Til anvendelse i 2021 resterer 365.325 kr.

Odense Musikudvalg har i alt modtaget 6 ansøgninger om tilskud til musikarrangementer i 2021 for et samlet beløb på 191.000 kr.

Hvis Odense Musikudvalg godkender indstillingerne, resterer der  272.405 kr. i musikpuljen for 2021


6. Behandling af ansøgninger til 2021
Konklusion fra mødet
Odense Musikudvalgs beslutninger medfører, at der resterer ca. 286.205 til anvendelse i 2021.

6.1. Vokalensemblet Fyen: J.S.Bachs Johannespassion i nye klæder (20.03.00-Ø40-6-21)

Vokalensemblet Fyen søger 40.000 kr. i tilskud til et musikarrangement, der indeholder minimum 2 koncerter i genren klassisk. Ansøger forventer i alt 400 publikummer. Koncerterne afholdes i samarbejde med Sankt Hans Kirke, Dalum Kirke og udvalgte studerende ved SDMK på Sankt Hans Kirke & Dalum Kirke i perioden 15/10 - 17/10 2021. Ansøgerens medfinansiering udgør 86 % af det samlede budget.



Indstilling
Det indstilles, at Odense Musikudvalg bevilger 30.000 kr. i kontant tilskud.

Det vurderes, at ansøger med en flot beskrivelse præsenterer et ambitiøst og realiserbart projekt med højt kunstnerisk niveau.


Beslutning
Odense Musikudvalg godkendte indstillingen.


6.2. Alvaro Torres: Alvaro Torres fortolker Musikbiblioteket (20.03.00-Ø40-5-21)
Alvaro Torres søger 6.000 kr. i tilskud til et musikarrangement den 12/08-2021 på Odense Musikbibliotek. Arrangementet afholdes i samarbejde med Odense Musikbibliotek og Rytmisk Musikkonservatorium og omfatter en enkelt koncert i genren jazz/alternativ, hvor ansøger har en ambition om 50 publikummer. Ansøgerens medfinansiering udgør 71 % af det samlede budget.

Indstilling
Det indstilles, at Odense Musikudvalg bevilger 6.000 kr. i kontant tilskud.

Det vurderes, at ansøger præsenterer et eksperimenterende og spændende projekt af høj kvalitet, som fint kommer omkring Musikbibliotekets mange skjulte skatte. 


Beslutning
Odense Musikudvalg godkendte indstillingen.


6.3. Testbed Odense: Até - A Crossover Performance by Ida Frost w/ musician Jullie Hjetland (20.03.00-Ø40-4-21)
Testbed Odense søger 60.000 kr. i tilskud til et musikarrangement, der indeholder minimum 5 koncerter i genren elektronisk/alternativ. Ansøger forventer i alt 400 publikummer. Koncerterne afholdes i samarbejde med Dansehallerne Project Centre, Kulturmaskinen, Teater Momentum, Teaterøen, og DYNAMO på Teater Momentum i perioden 15/04 - 15/09 2021. Ansøgerens medfinansiering udgør 92 % af det samlede budget.

Indstilling
Det indstilles, at Odense Musikudvalg bevilger 15.000 kr. i kontant tilskud.

Det vurderes, at ansøger med en god beskrivelse præsenterer et flot og eksperimenterende musikalsk crossoverprojekt.

Bevillingen øremærkes til aflønning af den optrædende musiker i relation til opførelsen af 5 performances.

Det bemærkes, at det ligger uden for musikpuljens formål at støtte projektets udgifter til udvikling og opførelse af scenekunst. Musikpuljens fokus er at støtte musikarrangementer for et publikum i Odense Kommune.


Beslutning
Indstillingen blev ikke imødekommet. Odense Musikudvalg har i stedet besluttet at meddele afslag på ansøgningen

Afslaget begrundes i, at det ansøgte projekt i for høj grad falder uden for musikpuljens formål. Ansøger opfordres til at søge andre støtteordninger, der retter sig mod residencies og scenekunst.

Det bemærkes, at det ligger uden for musikpuljens formål at støtte udgifter til udvikling og opførelse af scenekunst. Musikpuljens fokus er at støtte musikarrangementer for et publikum i Odense Kommune.



6.4. LunArs: LunArs Præsenterer (20.03.00-Ø40-3-21)
LunArs søger 30.000 kr. i tilskud til et musikarrangement, der indeholder minimum 4 koncerter i en bred vifte af genrer. Ansøger forventer i alt 120 publikummer. Koncerterne afholdes i samarbejde med Arrangører/ansvarshavere på de fire lokationer på Bronx (Bolbro), Sanderumgård (Davinde), Bakkegården (Højby) og Café 88 (Blangstedgård) i perioden 15/03 - 13/05 2021. Ansøgerens medfinansiering udgør 51 % af det samlede budget.

Indstilling
Det indstilles, at Odense Musikudvalg bevilger 25.000 kr. i kontant tilskud.

Det vurderes, at ansøger præsenterer et spændende og nyt koncept med musikere af højt kvalitet, en flot geografisk spredning og et positivt fokus på ligestilling og kvinder i rytmisk musik. Odense Musikudvalg bifalder, at ansøger vil løfte miljøet af lokale fynske freelancemusikere og ser frem til resultatet af dette pilotprojekt.

Det bemærkes, at budgettet ikke indeholder udgift til KODA.

Ansøger gøres opmærksom på Musikpuljens koncertrækkeordning, som kan søges den 15. august mhp. støtte til koncerter i 2022.


Beslutning
Odense Musikudvalg godkendte indstillingen.

Ansøger opfordres til at dokumentere projektet og koncerterne mhp. at skabe synlighed om tiltaget og styrke fremtidige ansøgninger af puljer og fonde.

Andreas Møller Bøttiger og Stina Tølbøll Bekker deltog ikke i behandlingen af dette punkt.


6.5. John Hr Hansen: TCB Underground Outdoor (20.03.00-Ø40-2-21)
John Hr Hansen søger 25.000 kr. i tilskud til et musikarrangement, der indeholder minimum 14 koncerter i genren rock/folk/jazz. Ansøger forventer i alt 1.000 publikummer. Koncerterne afholdes i samarbejde med Restaurant Aro, Humlebo Gruppen og Low-Fi Concerts på Østerbro 20-22 i perioden 12/04 - 30/09 2021. Ansøgerens medfinansiering udgør 75 % af det samlede budget.

Indstilling
Det indstilles, at Odense Musikudvalg bevilger 25.000 kr. i kontant tilskud.

Odense Musikudvalg bifalder ansøgers arbejde for at skabe og udvikle nye venues og spillesteder i Odense. Med bevillingen ønsker Musikudvalget at støtte op om, at konceptet afprøves.


Beslutning
Odense Musikudvalg godkendte indstillingen.

Odense Musikudvalg ser frem til at følge, hvordan projektet udvikler sig og stedets koncertprofil kommer til at tegne sig skarpere fremover.



6.6. Ensemble Hermes: Koncert i ODEON: Så Englene Synger (20.03.00-Ø40-1-21)
Ensemble Hermes søger 30.000 kr. i tilskud til et musikarrangement den 01/04-2021 på ODEON. Arrangementet afholdes i samarbejde med Syddansk Musikkonservatorium og omfatter en enkelt koncert i genren klassisk, hvor ansøger har en ambition om 700 publikummer. Ansøgerens medfinansiering udgør 84 % af det samlede budget.

Indstilling
Det indstilles, at Odense Musikudvalg meddeler afslag på ansøgningen.

Det vurderes, at ansøgningen ikke tilstrækkeligt sandsynliggør, at koncerten er realiserbar under de givne omstændigheder. 

Det bemærkes desuden, at Odense Kommunes økonomiske støtte til koncerter og kulturarrangementer i ODEON håndteres gennem kommunens operatøraftale med ODEON.


Beslutning
Odense Musikudvalg godkendte indstillingen.

7. Nyt musikudvalg 2022: Drøftelse af § 2 i vedtægt for musikudvalget i Odense kommune.

2021 er sidste år i denne valgperiode for musikudvalget, og processen for valg af nyt musikudvalg skal derfor snart begynde.

Vedtægten for Odense Musikudvalg skitserer overordnet, hvordan processen skal forløbe:

  • Inden udgangen af første kvartal i sidste valgår beslutter det siddende Odense Musikudvalg, hvilke aktører, der er omfattet af vedtægtens 6 indstillende genreområder samlet set på det givne tidspunkt. Beslutningen træffes ud fra princippet om så bred inddragelse af musiklivet som praktisk muligt af hensyn til Odense Musikudvalgs formål (fremme musiklivet i Odense Kommune og medvirke til at samordne den musikalske virksomhed i overensstemmelse med kulturpolitikken).
    • Områderne a til d (Jazz, blues og folk/folkemusik, Rock og popmusik,  Urban og elektronisk musik og Klassisk musik) skal omfatte de aktive musikarrangører og -sammenslutninger med nær tilknytning til Odense Kommune.
    • Området e (Musikalsk vækstlag og talentudvikling) skal desuden omfatte de musikalske undervisnings- og uddannelsestilbud.
    • Området f (Publikumsrettede musikmedier og -formidlingsplatforme) skal omfatte de lokale musikformidlende medier og institutioner.
  • Områderne a til g indstiller efter afstemning i respektive forsamlinger hver en kvinde og en mand til medlemskab af Odense Musikudvalg samt en kvinde og en mand som personlig suppleant jf. ligestillingslovens § 10a.
  • Der indstilles således i alt 14 personer til medlemskab samt 14 personer som suppleanter. Af de indstillede udpeger Byrådet på sit konstituerende møde syv medlemmer af Odense Musikudvalg samt for hver af disse medlemmer en personlig suppleant.

På mødet d. 2. november 2020, besluttede Musikudvalget at processen ved sidste valg fungerede godt og Musikudvalget derfor ønsker lignende proces for valg af nyt musikudvalg i 2021. Dette indebærer:

  1. Odense Musikudvalg beslutter, hvilke musikaktører (foreninger, institutioner, spillesteder, virksomheder mv.), der skal inddrages (og/eller principper herfor)
  2. Kultursekretariatet udsender mails til aktørerne med formular til høringssvar, hvor de hver kan udpeger to musikkyndige personer m/k til at repræsentere deres respektive genreområde på indstillingsmødet (må ikke pege på sig selv)
  3. Odense Musikudvalg forelægges listen med udpegede repræsentanter og træffer beslutning om evt. suppleringer eller omplaceringer mellem genreområder mhp. balance i deltagerantal, køn m.v.
  4. Indstillingsmøde: Repræsentanterne opdeles i de 6 genreområder, hvor de gennem 2 runder med anonym afstemning udvælger to mænd og to kvinder i en prioriteret rækkefølge som kandidater til deres medlemspost.
  5. Odense Musikudvalg vælger på efterfølgende møde kandidaterne til den 7. medlemspost efter samme fremgangsmåde. Feltet af kandidater til denne post er ikke begrænset til musikudvalget selv.
  6. Odense Musikudvalg træffer desuden beslutning om nødvendige justeringer i indstillingen af kandidater til de øvrige medlemsposter i tilfælde af stemmelighed, frafald af kandidater eller skæv kønsbalance.
  7. Kultursekretariatet indstiller til Byrådet, hvem der anbefales udpeget som medlemmer og suppleanter i henhold til afstemningsresultaterne inden for de indstillende genreområder.
  8. By- og Kulturudvalget vælger, hvem af de udpegede medlemmer, der skal være formand
  9. Odense Musikudvalg vælger sin næstformand

Det blev besluttet, at der ved nærværende møde skal drøftes om den nuværende sammensætning af udvalget er den rette jf. § 2 i vedtægt for musikudvalget i Odense Kommune, eller om der er behov for præciseringer eller tiltag for at sikre, at vedtægtens 6 genreområder dækker Odenses Musikliv tilstrækkeligt. For eksempel kan det drøftes, hvordan der sikres medlemmer med viden om relevante målgrupper i Odenses musikliv, fx børn- og ungeområdet.

Ønskes der ændringer til vedtægtens bestemmelser, skal dette godkendes af By- og Kulturudvalget.


Indstilling

Det indstilles, at Odense Musikudvalg drøfter, om der ønskes ændringer og præciseringer i valgprocessen i forhold til den beskrevne fremgangsmåde, erfaringerne fra processen i 2017, erfaringerne med udvalgets sammensætning i 2018-2021 og forventningerne til fremtidens krav til medlemmer af Odense Musikudvalg.


Beslutning

Sagen blev drøftet.

 

8. Gensidig orientering af musikudvalget

9. Eventuelt

By- og Kulturforvaltningen