Spring til indhold

Retningslinjer og hjælp til at søge puljerne til frivilligt socialt arbejde

Retningslinjer for Odense Kommunes puljer til frivilligt socialt arbejde.
Gælder fra 1. januar 2024. Læs grundigt inden du søger tilskud.

INDLEDNING

Dette dokument er de gældende retningslinjer for Odense Kommunes puljer til frivilligt socialt arbejde.
Retningslinjerne er vedtaget af Beskæftigelses- og Socialudvalget, Børn- og Ungeudvalget og Ældre- og Handicapudvalget den 19. december 2023 og er gældende fra den 1. januar 2024.

I Odense Kommune skal det være nemt at være frivillig, og der skal være mulighed for at drive faste sociale indsatser og udvikle nye.

Odense Kommune afsætter derfor hvert år et beløb til at støtte frivilligt socialt arbejde. Midlerne uddeles i puljerne til frivilligt socialt arbejde.

 

FORMÅL OG BAGGRUND

Midler til frivilligt socialt arbejde skal støtte og fremme frivillige sociale indsatser, som gør en positiv forskel for socialt udsatte, eller sårbare borgere i Odense Kommune. Bestemmelsen om at støtte frivilligt socialt arbejde fremgår af lov om social service § 18, og barnets lov § 17.

I vejledningen til lov om social service er en frivillig social indsats defineret som ”Handlinger, der sigter på at give enkeltindivider eller grupper en øget velfærd og omsorg eller sigter mod at løse velfærdsproblemer”. Indsatsen skal være ”ikke-lønnet og være til gavn for andre end én selv og ens familie.” I barnets lov § 17 fremgår det, at kommunen skal afsætte midler til frivillige sociale foreninger, der har børn og unge under 18 år som målgruppe.

 

HOVEDPULJEN OG UDVIKLINGSPULJEN

I Odense Kommune er der to måder at søge tilskud til frivilligt socialt arbejde:

  • Hovedpuljen til frivilligt socialt arbejde (herefter kaldt Hovedpuljen)
  • Udviklingspuljen til frivilligt socialt arbejde (herefter kaldt Udviklingspuljen)

Retningslinjerne for de ovenstående puljer er vedtaget af Beskæftigelses- og Socialudvalget, Børn- og Ungeudvalget og Ældre- og Handicapudvalget den 20. juni 2023 og er gældende fra den 1. juli 2023.

 

Forskellen på Hovedpuljen og Udviklingspuljen

  • 90% af de samlede midler tildeles via Hovedpuljen med én årlig ansøgningsrunde. Hovedpuljen har ansøgningsfrist 15. september. Formålet med Hovedpuljen er at støtte foreningernes drift, jf. afsnittet ”Hvad kan der søges tilskud til?”.

  • 10 % af midlerne er reserveret til Udviklingspuljen, som kan søges i perioden 1. januar – 1. september. Formålet med Udviklingspuljen er at støtte nye initiativer og aktiviteter.

Hvordan søger man de to puljer?

  • Ansøgere til Hovedpuljen og Udviklingspuljen skal søge via et elektronisk ansøgningsskema til den enkelte pulje på Odense Kommunes hjemmeside.
  • Udviklingspuljen kan også søges mundtligt op til tre gange om året. Odense Kommune sørger for at opdatere hjemmesiden med de aktuelle datoer for mundtlig ansøgning.

 

Hvor meget kan man søge?

  • Der er ikke begrænsning på størrelsen af det beløb, man kan søge i Hovedpuljen.
  • Der kan søges om op til 50.000 kroner, når man søger midler fra Udviklingspuljen skriftligt.
  • Der kan søges om op til 25.000 kroner, når man søger midler fra Udviklingspuljen mundtligt.

 

Forventet behandlingstid

  • Når man har søgt midler fra Hovedpuljen, kan man forvente svar senest medio december.
  • Når man skriftligt har søgt midler fra Udviklingspuljen, kan man forvente svar i løbet af tre uger. (Ferieperioder er undtaget.)
  • Når man mundtligt har søgt midler fra Udviklingspuljen, kan man forvente svar i løbet af to uger.(Ferieperioder er undtaget.)

Flerårige tilskud

Odense Kommune har reserveret 55 % af Hovedpuljens midler til 2-årige og 3-årige tilskud for at sikre kontinuitet i den økonomiske støtte.

For at komme i betragtning til et flerårigt tilskud, skal man som ansøger i minimum tre år have haft en solid organisering og skabt værdi for én eller flere af puljernes målgrupper i Odense.

Man kan først søge Hovedpuljen igen det år tilskuddet udløber.

Ansøgninger, der ikke tildeles flerårige tilskud, bliver behandlet som ansøgninger til 1-årige tilskud.

Tilskuddene for det 2. og 3. år er betinget af, at puljens samlede budgetramme ikke bliver reduceret væsentligt.


ANSØGERKREDS

Hvem kan søge tilskud til frivilligt socialt arbejde?

  • Frivillige sociale foreninger og organisationer.
  • Andre typer foreninger, netværk og grupper, der udfører specifikke og afgrænsede frivillige sociale indsatser og aktiviteter.
  • Flere foreninger/organisationer kan godt gå sammen om en ansøgning.

Hvem kan ikke søge?

  • Enkeltpersoner.
  • Foreninger med missionerende og/eller partipolitiske formål.
  • Erhvervsdrivende foreninger (som pensionsforeninger)
  • Kommunale, regionale og statslige institutioner.
  • Foreninger, netværk og grupper der ikke bygger på demokratiske værdier.

 

MÅLGRUPPER

Målgruppen for de aktiviteter og indsatser, der støttes af midlerne, er socialt udsatte og sårbare mennesker i Odense. Kendetegnet for målgrupper er, at deres livssituation kan forhindre dem i at deltage i hverdagslivet på almindelige vilkår. Herunder:

  • Børn og unge med særlige behov eller i en udsat position.
  • Ældre, som er i en udsat position.
  • Mennesker med misbrug - både nuværende og tidligere.
  • Mennesker med kroniske sygdomme.
  • Mennesker med handicap eller sindslidelser.
  • Ensomme, særligt sårbare og marginaliserede grupper.
  • Etniske minoriteter i en udsat position.
  • Ofre for vold og seksuelle overgreb.
  • Mennesker i krise.
  • Pårørende til ovenstående målgrupper.

Der kan også gives tilskud til tidligt forebyggende indsatser til specifikke målgrupper, som er i særlig risiko for på sigt at blive en del af ovenstående målgrupper.

 

AKTIVITETER OG INDSATSER

Hvad kan der søges tilskud til?

Der kan søges om tilskud til udgifter forbundet med frivillige sociale indsatser og aktiviteter, som har til formål at gøre en positiv forskel for en eller flere af ovenstående målgrupper.

 

Eksempler på frivillige sociale indsatser er: besøgsvenner, mentor- og ledsageordninger, selvhjælpsgrupper, sociale caféer og væresteder, rådgivning og aflastningstjenester for pårørende.

Som hovedregel giver kommunen kun tilskud til aktiviteter, der løftes gennem frivilligt arbejde. Herunder:

1. Udgifter direkte relateret til den konkrete frivillige sociale indsats eller aktivitet. For eksempel materialer og inventar.

2. Udgifter til rammerne for den frivillige sociale indsats. For eksempel:

a. Frivilligpleje, supervision og kompetenceudvikling af frivillige.

b. Synlighed, PR-materiale og rekruttering af deltagere og frivillige.

c. Administration, for eksempel telefon og kontorhold.

d. Lønudgifter til personale, der organiserer og koordinerer den frivillige indsats.

e. Den frivilliges udgifter under en frivillig social indsats.
            For eksempel den frivilliges transportomkostninger (billigste transportform,) forplejning                              og eventuelle entréudgifter.

f.  Forsikringer.

g. Lokaleudgifter til enkeltstående aktiviteter (halleje, foredragslokaler mv.)

h. Husleje

3. Etableringsomkostninger: For en ny frivillig social forening/organisation i Odense.

4. Igangsættelse, udvikling eller nytænkning af indsatser, aktiviteter eller foreningen.


Ansøgere, der allerede modtager andre tilskud fra Odense Kommune, skal kunne redegøre for, hvordan det ansøgte adskiller sig fra øvrige tilskud.


Hvad kan der ikke søges tilskud til?

  • Aktiviteter, der er afholdt før ansøgningstidspunktet.
  • Køb af gaver til målgruppen, for eksempel julehjælp og præmier.
  • Målgruppens/deltagernes personlige udgifter, for eksempel entré og medlemskontingent, fællesspisning og madpakker.
  • Aflønning af andre opgaver end frivilligkoordinering, for eksempel fundraising, brugeransatte, opsøgende arbejde blandt målgruppen, politisk lobbyarbejde, aktivitetsinstruktører.
  • Religiøse eller partipolitiske aktiviteter og indsatser, for eksempel arrangementer hvori der indgår bøn/andagt/hvervning.
  • Aktiviteter og indsatser som modarbejder eller underminerer demokrati og grundlæggende friheds- og menneskerettigheder.
  • Særligt for Udviklingspuljen: Midlerne i Udviklingspuljen skal understøtte nye initiativer og aktiviteter. Man kan ikke søge tilskud til aktiviteter og indsatser, der allerede har fået tilskud eller afslag fra Hovedpuljen eller Udviklingspuljen i det gældende kalenderår. 

 

TILDELINGSKRITERIER

Hvordan bliver ansøgninger vurderet?

Når tilskud fra puljerne skal tildeles, bliver ansøgningerne vurderet ud fra puljernes kriterier.
Odense Kommune prioriterer mangfoldighed, så puljen kommer flest mulige målgrupper og ansøgere til gavn.

  • Målgruppens behov: Ansøger skal tydeligt beskrive, hvordan aktiviteten hjælper målgruppen.
  • Lokal forankring: Indsatsen skal være lokalt forankret og primært målrettet borgere i Odense Kommune. Ved aktiviteter og indsatser, der går på tværs af kommuner, bliver tilskuddet tildelt, så det svarer til andelen af involverede Odense-borgere. Ansøger skal beskrive hvilke bydele eller områder den frivillige indsats retter sig mod.
  • Balance og tilskudsbehov: Der skal være balance mellem det ansøgte beløb og antallet af deltagere og frivillige. Tilskuddet skal være nødvendigt i forhold til ansøgerens samlede økonomiske situation.
  • Finansiering: Ansøger skal angive, hvis ansøger har finansiering fra andre puljer i Odense Kommune eller modtager støtte fra fonde eller andre puljer uden for Odense Kommune.
  • Kommunalt samarbejde: Odense Kommune vurderer i sagsbehandlingen, om der er potentiale for et konstruktivt samarbejde mellem den ansøgte indsats og Odense Kommune.
  • Samarbejde mellem foreninger: Odense Kommune vægter positivt, hvis flere foreninger og organisationer går sammen om en indsats til fordel for samme målgruppe eller samme formål.
  • FN’s Verdensmål: Odense Kommune lægger vægt på økonomisk, social og miljømæssig bæredygtighed, når ansøgninger bliver vurderet.

 

TILSAGN OM BEVILLING

Når man som ansøger får tilsagn om bevilling, er det en tilkendegivelse af, at ansøgningen og det ansøgte beløb er blevet helt eller delvist imødekommet.

Ansøger modtager et orienteringsbrev om bevillingen via digital post, hvor ansøger også bliver gjort opmærksom på vilkår for bevillingen. Oversigter over ansøgere og tilskud bliver offentliggjort på Odense.dk.

 

Klageadgang

Det er ikke muligt at klage over Odense Kommunes afgørelser om tilskud til anden administrativ myndighed. Er man utilfreds med afgørelsen kan man henvende sig til Odense Kommune.

Hovedpuljen

Tilsagn er som udgangspunkt 1-årige tilskud til aktiviteter og indsatser i det efterfølgende kalenderår.

 

Udviklingspuljen

Ansøgere, der får tilskud skal påbegynde og afslutte aktiviteterne inden for samme kalenderår som ansøgt.

 

ADMINISTRATION AF PULJERNE TIL FRIVILLIGT SOCIALT ARBEJDE

Ansøgningerne bliver administreret af Beskæftigelses- og Socialforvaltningen og Ældre- og Handicapforvaltningen.

  • Beskæftigelses- og Socialforvaltningen administrerer midlerne for frivillige sociale foreninger med indsatser målrettet borgere i aldersgruppen 0-65 år.
  • Ældre- og Handicapforvaltningen administrerer midlerne for frivillige sociale foreninger med indsatser målrettet borgere i aldersgruppen fra 65 år.

Sagsbehandling baseret på dialog

Odense Kommune kontakter ansøger, hvis ansøgningen er behæftet med åbenlyse formelle fejl eller mangler, eller hvis dele af ansøgningen kræver uddybning.

 

Regnskabsaflæggelse

Alle modtagere af puljemidler til frivilligt socialt arbejde, skal hvert år aflægge regnskab for det støttede i henhold til Odense Kommunes gældende principper for økonomisk tilsyn med tilskud.

Kommunen gennemgår regnskaber, afrapportering, vedtægter og referater fra generalforsamling for at sikre, at ansøger lever op til Odense Kommunes demokratiske spilleregler.

Odense Kommune tilbyder vejledning til ansøgere, der har brug for hjælp til at blive demokratisk funderede.

 

Udgifter til lokaler og øvrige ressourcer

Hvis man ansøger om at få dækket lokaleudgifter, indgår det i vurderingen, om Odense Kommune på anden vis kan stille egnede lokalemuligheder til rådighed. Tilsvarende gælder for andre former for ressourcer, for eksempel inventar.

BESLUTNINGSKOMPETENCE

Hovedpuljen

Hovedpuljen er en politisk styret pulje. Et politisk udvalg beslutter, hvilke ansøgninger der modtager tilskud.

  • Beskæftigelses- og Socialudvalget godkender ansøgninger med indsatser målrettet borgere i aldersgruppen 0-65 år.
  • Ældre- og Handicapudvalget godkendes ansøgninger med indsatser målrettet borgere i aldersgrupper fra 65 år.

 

Udviklingspuljen

Udviklingspuljen er en administrativt styret pulje. Ansøgningerne behandles og godkendes af embedsfolk.

 

 

KRITERIER FOR MIDLER TIL STYRKELSE AF BØRN OG UNGES MENTALE TRIVSEL.

Odense Byråd vedtog kommunens Budget 2023 på byrådsmødet den 12. oktober 2022.
I den forbindelse blev byrådet præsenteret for forståelsespapiret "Et skifte til gavn for børn og unges
mentale trivsel" i Odense.

På baggrund af forståelsespapiret besluttede byrådet at prioritere 0,5 mio. kr. ekstra til midlerne til frivilligt socialt arbejde
målrettet foreninger, der arbejder med børn og unges mentale trivsel.
Da Beskæftigelses- og Socialforvaltningen administrerer puljemidler til foreninger, der arbejder
med socialt udsatte mennesker i alderen 0-65 år, ligger uddelingskompetencen hos Beskæftigelses-
og Socialudvalget.

Økonomiudvalget har tilføjet 0,5 mio. kr. årligt til Hovedpuljen 2023,2024 og 2025.
Beskæftigelses- og Socialudvalget godkendte nedenstående kriterier den 15. november 2022.

 

Målgruppe

Puljens målgruppe er børn og unge i alderen 12 år til 25 år, der ikke trives mentalt.
Målgruppens mentale mistrivsel forhindrer dem i at komme i skole eller på ungdomsuddannelse.
Det er væsentligt for børn og unges mentale trivsel, at de kommer i skole og indgår i fællesskaber
med jævnaldrende.

 

Retningslinjer

Midlerne skal uddeles sammen med Hovedpuljen til frivilligt socialt arbejde for målgruppen under 65 år. Tilskuddet fordeles ud fra retningslinjerne
for puljerne til frivilligt socialt arbejde.

Ansøgere skal opfylde mindst punkt 1 og 2 af nedenstående kriterier for at kunne få ekstra støtte -

Ansøgere der opfylder alle tre kriterier, har førsteprioritet:
1. Foreningen arbejder med børn og unge i alderen 12 år til 25 år
2. Foreningen har aktiviteter der arbejder for bedre mental trivsel
3. Foreningen har aktiviteter rettet mod at målgruppen kommer tilbage i skole og på uddannelse

 

Vejledning og hjælp til ansøgere:

Tips til den gode ansøgning

Første gang du søger?

Det gode budget

Sådan søger du

 

 

Beskæftigelses- og Socialforvaltningen