Lungs grave - den unge urskov

Mellem Biskorup og Åsum, langs med Odense Å, ligger frodige enge spredt ud over landskabet side om side med små skove. Én af disse små skove er Lungs Grave. Oprindeligt en mose, som med tiden er vokset til en lille skov. I gamle dage ejede Åsum-bønderne mosen. Her havde de hver en lod jord, hvor de kunne holde høslæt, lade deres køer græsse eller grave tørv op. Tørvegravning fandt sted i mosen helt op gennem 2. verdenskrig.

Højkantskort fra 1844-1899 viser området omkring Lungs Grave.

Gå en tur i Urskoven

Der går en sti gennem ellesumpen. Gentagne pålægninger af flis har gjort det muligt for skovgæsten at trænge ind i den fugtige skov. Herfra er der fin mulighed for at opleve sumpens mange livsformer.

I Lungs Grave kan man følge en skovs naturlige succession - udvikling.

Nogle af træerne er plantet langs de gamle hegn og grøfter, men de fleste er selvsåede. Det gælder især elletræerne, der står tæt i de fugtige lavninger og spejler sig i de gamle tørvegraves blanke og stille vand. Sammen med pil, birk, ask og hæg vokser de i et næsten utilgængeligt virvar, der ligner urskov - uden at være det. Men successionsskov og næsten urørt skov er det. Ingen har jo rigtig drevet skoven siden 1960-erne, hvor nogle af træerne blev stævnet og derfor står flerstammede i dag. I skovbunden ligger døde og væltede træer i alle grader af forfald og skaber fine betingelser for svampe og træborende insekter.


Stor flagspætte på rådnende træ. Her finder den masser af biller og larver i det døde ved.

Vil du lytte til stor flagspætte, kan du downloade Dansk Ornitologisk Forenings fuglebog som app.

Sjældne biller

Under tidligere optællinger er der fundet 169 arter af biller skoven. Det er mange på et så lille areal. Flere af billearterne er sjældne, og to af dem, gangskyggebille (Corticeus unicolor), der lever under barken på døde elletræer, og en svampespringer (Abdera affinis), der lever i træsvampe på rødel, er indikatorarter for gammelskov.

Corticeus unicolor - eller gangskyggebille.

Abdera affinis - eller svampespringer

Flere arter af poresvampe gror som konsoller ud af stammerne på døde og udgående træer. I vinterhalvåret er der gode muligheder for at finde den spiselige vintersvamp fløjelsfod, hvis vandstanden ellers tillader det.

Fløjelsfod vokser i tætte knipper på døde træer og stubbe. Den findes hele vinteren og smager dejligt mildt.

Fuglene

De mange døde træer og det rige insektliv tiltrækker stor flagspætte, som her hele året. Men også andre insektædere som sumpmejse, halemejse, kærsanger, rørsanger og selvfølgelig nattergalen, der synger inde fra vildnisset. Den synger så kraftigt, at den kan høres helt op på Vollsmose Allé. 

Vil du lytte til fuglene, kan du downloade Dansk Ornitologisk Forenings fuglebog som app.

Sumpmejse

Halemejse

Kærsanger

Rørsanger

Nattergal

Fra begyndelsen af maj kommer Gøgen på besøg i Lungs Grave for at finde egnede småfuglereder til at lægge æg i.

Gøgen lever af insekter, først og fremmest store, behårede sommerfuglelarver, som næsten ingen andre fugle er interesseret i. Dens kråse afstøder regelmæssigt slimlaget, hvor de giftige hår sætter sig.

Gøgen snylter på flere fuglearter. Den udruger ikke selv sine æg, men lægger dem i andre arters reder. Hver hun specialiserer sig oven i købet i sin art og lægger æg, der ligner værtsfuglens. Hunnen lægger ét æg i forskellige reder og æder gerne et eller flere af værtsfuglens æg. Ægget klækker efter ca. 11 dage, som regel inden værtsfuglens egne æg. Gøgeungen skubber så værtsfuglens æg eller unger ud af reden, så gøgeungen er alene om at have gavn af fodringen.

Gøgeungen fodres af den voksne rørspurv.

I træktiden i det sene efterår kan krattet myldre med skandinaviske fuglekonger, og om vinteren gæster flokke af omstrejfende grønsiskener, gråsiskener og stillitser elletræerne for at gøre sig til gode med ellekoglernes frø.


Fuglekongen er Europas mindste fugl med en længde pе blot cirka 9 centimeter.

Gråsisken finder frø i rødellens kogler.

Stillitsen lever af frø fra især ukrudt som burre og tidsel. Tager som andre finker insekter om sommeren.

Den frodige ellesump

Rødellen får ikke høstfarve om efteråret, men beholder bladene grønne, indtil frosten tager dem. Træet kan tillade sig at sløse med sit kvælstofforbrug, da det sagtens kan skaffe sig nyt via bakterier, der lever i særlige knolde på rødderne. Når rødellen kaster bladene, gødsker den jorden omkring sig. Derfor er ellesumpe meget næringsrige, og det kan tydeligt ses på den frodige urtevegetation i skovbunden. 

Grønsisken leder efter kerner i koglerne på Elletræet.

Brøndkarse og skærmplanten sideskærm vokser i de gamle tørvegrave, mens mjødurt, skovangelik og den ret sjældne kvan gror, hvor lyset trænger ned til den sumpede skovbund.

Almindelig mjødurts blomster dufter sødt og krydret, og har – som navnet antyder - tidligere været benyttet som smagsgiver i mjød, ligesom man har tilsat blomsterne til vin og øl. Mjødurtens unge blade kan anvendes til salat og som spinat. Arten er en kendt lægeplante, som bl.a. bruges mod mavesår og halsbrand, og i lighed med pil indeholder mjødurten store mængder af den smertestillende salicylsyre.

Angelik, også kendt som englerod, bliver op til 2 m og kan forveksles med bjørneklo, der dog har hårede stængler.


Kvan indeholder C-vitaminer og har i gammel tid været virkningsfuld mod skørbug. Planten var næsten den eneste ‘grøntsag’, der kunne høstes i større mængder på Grønland, Island og Færøerne.


Hvor der er skygge, finder man slyngplanterne gærdesnerle og den smukke bittersød natskygge, der prøver at kæmpe sig frem i lyset ved at sno sig op ad vegetationen. 


Gærdesnerle er en slyngplante med 2-3 m lange venstreslyngende stængler.

Bittersød Natskygge er i familie med tomat og kartoffel. Alle dele af planten indeholder giftstoffet steroidalkaloid. Giftindholdet er så højt, at 30-40 umodne bær er dødelig dosis for småbørn.

Duften af vandmynte mærker man ofte i sensommeren, og om foråret er det den gule engkabbeleje, der fanger opmærksomheden. Den smukke bregne, finbladet mangeløv gror på de gamle elletrunter. 


Vandmynte. I 1700-tallet krydsede man grøn mynte og Vandmynte og fik derved efterhånden pebermynten, der i dag har overtaget pladsen fra den oprindelige vandmynte som lægeurt. Du kan lave en dejlig kop te af bladene og lidt honning.


Engkabbeleje i Ellesumpen.

Gøgeurten har meget at takke koen for

Lungs Grave er omgivet af enge til begge sider. Den eneste grund til, at engene ikke er groet til som i Lungs Grave, er at de er afgræssede. På engene går køer nemlig og græsser, så vegetationen bliver holdt nede. Bl.a. derfor har vi fået nogle af de mest sjældne plantearter tilbage på engen. Den vilde orkide, maj-gøgeurt, er blomstret op igen. Måske får vi igen mulighed for at se den sjældne engblomme en dag.

Maj-gøgeurt og Bidende Ranunkel på engen.

Engblomme. ‘Blomme’ er ældre dansk ord for blomst - altså engblomst. Det danske navn antyder, hvor udbredt og almindelig engblomme må have været i Danmark før i tiden.

Råger

I Lungs Grave kan du finde en mindre rågekoloni. Og hvis du ikke kan se den, kan du høre den fra marts til juni. Rågehannerne skræpper om kap med hinanden for at lokke hunner til.

Rågen samler forråd til vinteren, og gemmer valnødder, fyrrekogler og især agern i små huller den graver i jorden. Den kan gemme mellem 1.000 og 2.000 agern i løbet af efteråret og alt tyder på, at rågerne kan huske deres gemmesteder.

Rågerne ankommer til kolonien i marts og mange af fuglene overtager deres gamle rede fra sidste år. Fra kolonien flyver de ud og søger orme, snegle og biller på især enge og græsplæner. Nogle år er der så mange råger i området, at man er nødt til at skyde nogle af ungerne for at holde bestanden nede.