Kilderne i Kratholm

Kilder

Fra ådalens skråninger vælder kilderne frem. De risler og klukker, deler sig, samler sig i småsøer og løber sammen igen for til sidst at tage den direkte vej ned til åen.

 

Stensat kildeudløb i Kratholmskoven.

Kildevandet er grundvand, der bryder ud af skrænten, hvor den skærer grundvandsspejlet. Her har vandet altid den samme temperatur, ca. 7-8 grader. Derfor damper kilderne i frostvejr og føles kølige og svale i sommerheden. 

 

Kilderne medfører opløst kalk fra jordens kalkholdige lerlag. Kalken afsættes i kildevældene som kalkslam i tykke lag. Så tykke lag, at mennesket gennem tiderne har kunnet udnytte kalken til mange formål.

Snitillustration af Odense Ådal ved Kratholm.

Kildekalk

Kilderne medfører kalk, der er opløst af kulsyreholdigt regnvand, fra jordens kalkholdige lerlag. Kalk (CaCO3) er et mineralsk stof, der optræder overalt i Danmarks undergrund. 

Kalken stammer blandt andet fra små organismer, der levede i det hav, der dækkede Danmark i kridttiden for over 65 mio. år siden. Planktonarter, som alger, opbygger et kalkhylster bestående af ‘kokkolitter’, mikroskopisk små kalkskaller. Når de dør og synker til bunds, opbygger de igennem millioner af år tykke lag af kalk. Senere er kalken rodet sammen i jordlagene af istidernes mange gletscherbevægelser, men flere steder i Danmark, blandt andet Møns Klint, ses kalklagene tydeligt.

 

Det kugleformede skelet fra algen Coccolithus pelagicus (her set under mikroskop) er sammensat af ovale kalkskaller. Kokkolitskallerne er det vi har tilbage fra milliarder og atter milliarder af små alger, som levede og døde i Kridthavet på dinosaurens tid.
Foto: Creative Commons Attribution 2.5 License. Richard Lampitt, Jeremy Young, The Natural His-tory Museum, London - http://planktonnet.awi.de

Når det kalkholdige vand bryder frem gennem jorden som kildevæld, afgasser kulsyren (CO2), og kalken udskilles atter som kildekalk i tykke lag. Fænomenet kan sammenlignes med dannelse af kalk i moderne kogekedler og kaffemaskiner, hvor der udskilles CO2, når vandet varmes op, og kalken afsættes som kalkslam på varmelegemerne.

 

Når den gullighvide kildekalk aflejres i tykke lag er den porøs med hulrum efter blade og plantedele. Den kaldes også frådsten, som boblende og skummende fråde. Her fotograferet i Odense Domkirkes krypt.

Kildekalk var tidligere meget almindelig langs Odense Å. De mest omfattende aflejringer fandtes på en strækning mellem Kratholm og Dalum i et op til 200 m bredt bælte og en tykkelse på 5 m. 

Kildekalkens byggeegenskaber forstod mennesket tidligt at udnytte. Allerede i tidlig middelalder byggedes de første kirker herhjemme i kalksten. I frisk og våd tilstand er kalkstenen let at forarbejde, men når den bliver tør, er den hård og vejrbestandig. Firkantede blokke kan således nemt skæres ud, og er herefter ikke tunge at transportere. 

 

I Odense Domkirkes krypt ses de oprindelige kalksten som kirken oprindeligt blev funderet på. Man mener at kalkstenene kan stamme fra kalkbrud ved åen syd for Odense.

Der har været så meget kalk her, at det også har kunnet betale sig at udvinde det til jordbrugskalk. Flere steder i ådalen lå der derfor kalklejer, der udgravede betydelige mængder kalk og dalsiderne her i skoven bærer endnu præg af denne udvinding. Man anlagde skinnespor og kørte kalken ud på tipvogne. Mellem verdenskrigene bragte godstog på Odense – Nr. Broby – Fåborg Banen kalk herfra til bøndergårde på Sydfyn.



Lavkant-kortet fra 1904-1945 ses de tætte højdekurver omkring åen, hvor grundvandspejlet bryder de stejle åskrænter, så kilderne springer. På kortet ses Odense-Nr. Broby-Faaborg banen som en stiplet streg. Den røde prik markerer Bellinge Station.

 

Bellinge Station 2013. Wikimedia Commons.

Hellige kilder

Mange kilder har siden middelalderen været opfattet som helligkilder, hvis vand virkede helbredende på forskellige sygdomme. Dette levn fra den katolske tid holdt sig langt op i vores tid. H.C. Andersen besøgte af samme grund stedet som barn, og så sent som i 1980’erne var der ældre mennesker, der drak af vandet sankthansaften. Efter gammel overtro havde vandet særlig helbredende virkning denne aften.

 

Restauration Kratholm. Ca. 1915-20. Arkiv.dk

Hvor der kommer mange mennesker, kan der også handles og tjenes penge, og omkring helligkilderne opstod markedspladser med handel og gøgl. Kratholm-traktørstedet kan føre sin historie tilbage til tiden, da helligkilderne spillede en rolle. 

 

Udsigtsplatform ved traktørstedet Kratholm. Ca. 1900-1910. Arkiv.dk

Frem til midten af 1960-erne lå der i den nordlige ende af skoven en lille zoologisk have med især danske dyr som ræv, rådyr og vildsvin, men også mere eksotiske som kameler og aber. Endnu kan man inde i skoven finde haveplanter og -buske fra netop den tid. Eksoter som japansk hestehov, kæmpepileurt og singrøn dukker op ind imellem.

 

1950. En ræv i bur. Dyrenes vilkår i Dyrepark Kratholm var dårlige. Arkiv.dk

 

Druknede soldater

En beretning fra svenskerkrigene i midten af 1600-tallet vil vide, at en lille gruppe svenske soldater forsøgte at trænge mod nord gennem den dyndede og sumpede ådal. Lidt nedstrøms Kratholmskoven sank de i dyndet med deres tunge udstyr og druknede. Det fortæller lidt om, hvor uvejsom dalen har været, inden der blev anlagt stier og broer.

 

Under den ‘lille istid’ i midten af 1600-tallet frøs bælterne til, og Svensken gik over Lillebælt, over Fyn og over isen i Storebælt. Danmark blev besat og vi mistede Skåne, Halland og Blekinge. Stik fra 1670.

Kalk, vand og planter 

 
Skovbundens urteflora præges af det meget vand. Tidligt om foråret blomstrer Milturten i tætte gulgrønne puder langs kilderne, og Engkabbelejer blomstrer allerede i slutningen af marts. I maj blomstrer konvallen Firblad mellem gule og hvide anemoner - og ser man godt efter, er der også en fin bestand af den fredede orkidé Ægbladet Fliglæbe. Alle er de indikatorarter for kalkholdig jordbund.

 

Almindelig Milturt er en spinkel forårsblomstrende plante, som vokser på fugtig bund, ofte i ellesumpe.

Engkabbelejen vokser ofte ved vandløb og andre fugtige områder, hvor den er let at få øje på med sine store, smørgule blomster. Bladene er nyreformede og stænglerne tykke og saftige.

Firblad ses ofte i Askevæld som her i skoven. Blomsten udsender en ådselagtig lugt og bestøves af bl.a. spyfluer. Bærret er giftigt og smager grimt.

Anemonerne springer ud før løvtræerne og udnytter derved lyset og de mange næringsstoffer, der er blevet frigjort i vinterens løb. Når løvtræerne springer ud, visner anemonerne og jord-stænglerne opbevarer næringen til næste år.

Selv om skovorkidéen Ægbladet Fliglæbe kan blive næsten 1 m høj, overses den let, da blomsterne er små og lysegrønne. Den er fredet og må ikke plukkes, graves op, samles ind eller ødelægges.

Sidst i maj og langt ind i juni præger gul Iris de våde områder ned mod åen. Med sine smukke gule blomster tager den sig godt ud sammen med skinnende blå Vand- og Pragtnymfer. I den sydlige ende af skoven dækker tæpper af Brøndkarse kildevandsdammene. Den vilde Brøndkarse er vintergrøn, så man kan smage på den året rundt. Den smager stærkt af karse og kan sagtens anvendes som grønt drys på æggemaden.

 

Sumpplanten Gul Iris. Blomstens specielle rørformede udformning er indrettet på insektbestøvning, især humlebier. Den har luftkanaler i både blade og stængel, der forsyner de vanddækkede rødder med ilt.

Tykskulpet Brøndkarse eller bare Brøndkarse forhandles frisk, og man anvender de helt unge skud, inden de går i blomst. Brøndkarse smager let pikant af karse og peberrod med noter af nødder.

 

Der findes to arter af pragtvandnymfer herhjemme; blåvinget og blåbåndet pragtvandnymfe. Hos blåvinget pragtvandnymfe (øverst) har hannen helt blå metalskinnende vinger, og hos blåbåndet pragtvandnymfe (nederst) har hannen et bredt blåt tværbånd på vingen. Hunnerne hos begge arter har gennemsigtige vinger med brunt eller grønligt skær.

 

Ligesom guldsmedene lever pragtvandnymfer af insekter som døgnfluer og slørvinger. De er dygtige flyvere og fanger byttet i luften. Øjnene sidder ikke sammen som på ægte guldsmede, ligesom vingerne i hvile samles bagudrettet, istedet for ud til siderne.

Den frodige skov 

Rigelige og stadige tilførsler af vand i forbindelse med kalkholdig jordbund er den perfekte blanding for mange træ- og plantearter. Derfor er Kratholmskoven også en meget frodig skov. 

 

Asken er ‘verdenstræet Yggdrasil’ i den nordiske mytologi. Med Yggdrasil står og falder hele verden. Ask er et lysåbent træ, der har været i Danmark de sidste 9000 år.

Asketræerne trives normalt godt her, hvor grundvandet slikker dem om rødderne, men i disse år dør asketræerne af asketoptørre, som er en svamp der dræber askene. Derfor har Odense Kommune været nødt til at fælde alle de døde asketræer, for at de ikke skulle være til fare for besøgende i skoven.
I de fugtige lavninger har der udviklet sig urskovslignende bevoksninger af Pil, Hæg og Rødel, der alle trives godt i det våde miljø. 


Hæg, også kaldet Majtræ, dufter dejligt med hvide blomster i foråret. Hægen har været her siden istidens afslutning for 10.000 år siden.

 

Raklerne på rødellen udgør vinterføde for en række spurvefugle.

Midt i skoven på et gammelt jorddige står en række prægtige 150-årige bøge. Jorden omkring dem er vasket bort af kildevandet, så den øverste del af rødderne er blevet synlige. Man kan se, hvor de klamrer sig til underlaget.

 

Skovens dyr

Den smukke dagsommerfugl Aurora er i forårstiden en sikker gæst i skovens lysninger. Hannen er let genkendelig hvid med sine orangefarvede vingespidser. Larven lever på og af planten Engkarse, der vokser i de våde enge ned mod Odense Å.


Aurora-han på engkarse. 

 

Aurora han og hun på engkarse. Hunnen mangler de to orange vingepletter.

I den fugtige skovbund kan du finde skrubtudsen. Den har rynket og vortet skind i modsætning til frøernes glatte hud og springer ikke kækt som frøerne, men vralter gerne af sted - og mest om natten, hvor den er aktiv og fødesøgende. 

 

Et Skrubtudsepar på vej mod vandhullet for at lægge æg. Hunnen er noget større end hannen.

 

Skrubtudseæg lægges i lange strenge. Frøæg lægges i klumper.

Skrubtudsen er også et nyttigt dyr i haven, hvor den tager godt for sig af biller og snegle, der ellers ville spise løs i køkkenhaverne. 

 

Mange har svært ved at kende forskel på padderne. Her er de tre almindeligste i Danmark: butsnudet frø, skrubtudse og grøn frø.

De fleste rovdyr undgår skrubtudsen, da dens hud er giftig. Men grævlingen, pindsvinet og gråkragen vender snedigt skrubtudsen om på ryggen og spiser indvoldene gennem bugen, hvorved giften undgås.

I skoven finder man også vores mest almindelige ugle, Natuglen. Uglens fjerdragt er så blød og luftig at den kan flyve helt lydløst. Hannens tuden kan høres hele året, men i vinterhalvåret – især i januar og februar høres den oftere. Det er også i samme periode at rævens parringstid, rolletiden, starter. Rævens hæse skrig ude i mørket og natuglens tuden fra skoven danner et helt særlig stemning i den danske vinternat, der i gammel tid har givet grobund for overtro og mange uhyggelige fortællinger.


En af mørkets jægere er natuglen, vores mest almindelige ugle, der lydløst slår ned på mus og småfugle.

 

Dens store fremadrettede øjne og skarpe hørelse, giver nattesyn og god afstandsbedømmelse. 

Du kan i skumringen høre dens let genkendelige tuden og i skovbunden måske finde uglegylp med resterne af musenes knogler og skind.

 

Uglegylp med rester af hår og knogler fra mus.