Slagteren og guldsmeden

Ingen åer måtte løbe i stranden uden at have gjort landegavn, fastslog Valdemar Atterdag.

Luftfoto af Lettebæk Mølle i 1952.

Lettebæk Vandmølle

I åer og bække har mennesket gennem tiden udnyttet vandkraften, og Lettebækken er ingen undtagelse. Lettebæk Vandmølle er anlagt omkring 1850 med en

mølledam, hvor vandet kunne opstemmes ved hjælp af et stigbord. Efter møllen løber Lettebækken ud i Odense Å.

Bellinge og Lettebæk Mølle i 2016. Landskab og by har ændret sig siden 1952. Til venstre ses Odense Å som en bugtet mørkegrøn slange i den brede ådal. 

Det åbne land

Landskabet er en bred dal, skabt under den sidste istid og i tiden efter. For 18.000 år siden blev hele Fyn dækket af en gletsjer, der kom fra de Baltiske Lande. Da den bortsmeltede, udgravede smeltevandet den brede dal, der i dag udgør Odense Ådal. 

Afgræsning med kreaturer giver et rigt plante- og insektsamfund, der tiltrækker padder og fugle.

Her i ådalen er lysåbne enge med spredte buske, der afgræsses af kreaturer. Et kulturlandskab, som det har set ud i agerbrugets 6000 årige historie, og levested for mange spændende planter og dyr.

Men i vore dage er behovet for græsarealer til bøndernes kreaturer stærkt reduceret, og mange af de våde enge er enten afvandet og opdyrket - eller truet af tilgroning i nælder, tagrør og træarter som pil.

Gråpil

Pilebuskene langs åen er nogle af de første træer, der springer ud om foråret. Deres blomster er de små ‘pelsede’ duske, der sidder som en række gæslinger på lange kviste. Der findes 2 slags gæslinger. De er begge først lysegrå som små kaninhaler, men senere bliver hanplanternes gæslinger fyldt med små gule ”knappenåle” fyldt med pollen, mens hunplanternes gæslinger bliver ved med at være grå med små gule støvfang.

Gråpilens han-gæslinger.

For ca. 2400 år siden brugte den gamle græker Hippokrates et pulver lavet af pilebark, som middel mod smerte og feber. Lige siden har ekstrakter af pilebark været brugt til smertelindring mod feber og gigt. I 1828 udvandt en tysk farmakolog nogle bittert-smagende gule krystaller fra pilebarken. Han kaldte stoffet salicin. Salicin indgår i acetylsalicylsyre, der er et kendt smertestillende middel, der bl.a. forhandles under navne som Aspirin, Treo og Kodimagnyl.

Dagpåfugleøje på udsprungen gråpil.

Stor nælde

Alle kender Stor nælde, der også går under navnet brændenælde. Med sine groft tandede blade og sin høje vækst er den helt umiskendelig. Stor nælde har tusinder af brændhår, der kan sammenlignes med en injektionssprøjte. ‘Brændvæsken’ består af en lang række kemikalier, herunder ikke mindst myresyre. Når hårene knækker ved berøring, skærer man sig og får brændvæsken ind i såret.

Nældens brændhår under mikroskop. Den mørke brændvæske ses til venstre.

I gamle dage spiste man ofte brændenældesuppe, og brændenælderne var generelt langt mere populære, end de er i dag. Navnet nælde stammer således fra det oldnordiske netla, som betyder at sy eller væve. Inde i nælderne sidder der nemlig nogle meget lange fibre – de såkaldte nældetaver – som kan blødgøres og væves til stof. Op til 1. Verdenskrig var der en relativt stor produktion af nældetaver i Danmark, men siden har vi valgt at holde os til bomuld og kunststoffer.

Roden fra Stor Nælde skulle være virksom mod mange sygdomme, bl.a. har den en dokumenteret effekt mod forstørret prostata.

Stor nælde kræver store mængder af tilgængelig fosfor og kvælstof i jorden. Det er faktisk grunden til, at brændenælder i dag findes langt flere steder end for 100 år siden. Vores landbrug frigiver nemlig en mængde næring til omgivelserne, og det tager nælderne imod med kyshånd.

Stor nælde er meget populær hos sommerfugle. Flere af vore allersmukkeste arter, nemlig Nældens takvinge, dagpåfugleøje og admiral lægger udelukkende æg på brændenældernes blade. Her lever larverne godt og fedt, for brændenældens blade er noget af det mest næringsrige, der findes.

Nældens takvinge og dens larve. 

Tidselbuk

Et andet insekt her på engene, der også holder af brændenælder er tidselbukken. Modsat sine navnefæller træbukkene, så går tidselbukken kun på urter som nælde, tidsel og bjørneklo. Den lægger sine æg i de stive stængler på planterne, og larven æder i sin levetid stænglen helt hul.


Tidselbukken er en smuk, mellemstor træbuk, der opnår en kropslængde på 10-20 mm. Antennerne har 12 led, er meget lange og to-farvede.

Markgræshoppe

Græshopper (Orthoptera) er en gruppe af insekter med over 20.000 arter. Almindelig markgræshoppe holder mest af solbeskinnede tørre græsområder og lever af planteføde, især græsser.

Almindelig Markgræshoppe er den mest udbredte og talrigeste græshoppe i Danmark.

Markgræshoppen varierer meget i farven og er ofte grøn, lysebrun med sort ryg eller orange. Den kan faktisk tilpasse sine farver til de områder, den lever i. Markgræshopperne synger ved at bevæge de lange bagben op og ned af vingen - som en violinbue.

5- eller 6-pletter

Køllesværmerfamilien omfatter ca. otte danske arter. Seksplettet køllesværmer er den almindeligste og findes på blomsterrige steder i hele Danmark. Den kan forveksles med den 5-plettede eller andre arter, hvor prikkerne er mere udflydende. Men tæl selv når du møder den. 

5-plettet køllesværmer på tidsel.

Køllesværmere har deres navn efter de store køllelignende antenner. På den 5-plettede kan man tælle 5 prikker på hver vinge, mens den 6-plettede har 3 sæt prikker på hver vinge.

Selv om køllesværmere er natsommerfugle, er deres øjne udviklet til, at de kan flyve i fuldt sollys. De holder især af blomster på tidsel, blåhat og knopurt.

6-plettet Køllesværmer på knopurt.

Larven er gullig med sorte pletter og lever bl.a. på rødkløver, kællingetand og andre arter af ærteblomstfamilien. Puppen er en aflang, gul kokon, placeret højt på et græsstrå. Køllesværmere tåler derfor ikke græsning eller slåning, men skal have uberørt, høj vegetation for at kunne gennemføre deres livscyklus.


5-plettet Køllesværmerlarve på på græsstrå. De stærke farver på både larve og sommerfugl skal advare fugle og dyr om at de er giftige.

Blå Mosaikguldsmed

Guldsmedene er en af de ældste nulevende insektgrupper, og i kultiden for 300 millioner år siden var der arter med et vingefang på 70 cm. Blå mosaikguldsmed er ikke helt så stor, men et stort og elegant insekt er det. Den er et drabeligt rovdyr både som nymfe og voksen.

Blå mosaikguldsmed flyver med stor behændighed og en hastighed af 25-30 km/t., mens den fanger insekter i en fangkurv, som den former med benene. Byttet ædes i luften - så det knaser.


Guldsmedene har de største øjne i insektverdenen og jager udelukkende ved hjælp af synet. Hvert af guldsmedens øjne består af cirka 30.000 små øjne, der sidder meget tæt ved siden af hinanden.

Larverne er kraftigt byggede og bevæger sig på en meget speciel måde. De fylder først tarmen med vand, som de så kan sprøjte ud i en kraftig stråle, der bevirker, at larven suser af sted som en blæksprutte. Larven er næsten altædende og tager gerne smådyr, haletudser og fisk, som fx geddeyngel.


Hylster af Mosaikguldsmed. Masken ses som en stor bagudvendt underlæbe.

Larven fanger sin føde med et helt specielt mundværktøj, masken, som er larvens underlæbe, der er hængslet og forlænget. Masken kan skydes lynhurtigt frem som en tang og gribe byttet. Måske lod Ridley Scott sig inspirere af guldsmedelarven, da han lavede filmen ‘Alien’?


En Blå Mosaikguldsmed har forladt nymfehylsteret og tørrer vinger et par timer før take-off.

Blå mosaikguldsmed yngler i stillestående eller langsomtflydende vand, men de flyver vidt omkring og ses ofte i haver og åbne bevoksninger. De er territoriale, og hannerne afpatruljerer deres område og angriber andre indtrængende hanner. Til gengæld er de nysgerrige og tillidsfulde overfor mennesker, der bevæger sig ind på deres enemærker, og tager gerne én i nærmere øjensyn.

Rødrygget Tornskade

Alle disse insekter er guf for rødrygget tornskade, der yngler i åbne, insektrige områder som overdrev og græsningsenge med spredt bevoksning af fx tjørn, slåen og ene.

Rødrygget tornskade-hun med bille.


Føden består mest af insekter, men smågnavere, småfugle, firben og frøer er også på menuen. Tornskaden samler ofte til forråd ved at spidde byttet på torne. Tornene bruges også til at flå større bytte fra hinanden, og derfor har tornskaden fået sit latinske navn Lanius - der betyder slagteren.

Rødrygget tornskade ses oftest sidde på udkig efter bytte i toppen af en busk. En stær har her gjort hannen selskab.