Morgenrøde over ådalen

OBS! Hvis du er endt på denne side, fordi du skal besvare spørgeskemaet eller tilmelde dig borgermødet ifm. Velfærdens Fundament, skal du i stedet benytte følgende link: odense.dk/dalumaftalen. Vi beklager ulejligheden

Odense Ådal er skabt under den sidste istid og i tiden efter istiden. For 18.000 år siden blev hele Fyn dækket af en gletsjer, der kom fra de Baltiske Lande og gled ind over landet til den nåede Østjylland. Gletsjeren slæbte store mængder moræneler med sig som i dag udgør den frodige fynske muld.

Weichel-istiden strækker sig fra ca. 117.000 til 11.500 år før nu. Den præges af adskillige nedisninger og gletsjerfremstød, og når sin maksimale udbredelse for 18.000 år siden. Da isen bortsmelter efterlader den et tundralandskab med arktiske forhold.

Landskabet her ved Dalumgård er en bred dal, som en kæmpe flod i slutningen af istiden, for 12.500 år siden, har skabt. Inde midt på Fyn lå store døde ismasser, der langsomt smeltede bort. Smeltevandet løb som en bred flod med mange flettede flodløb ud i et floddelta - den nuværende Odense Fjord.

Ved afsmeltningen dannedes smeltevandsdale og smeltevandssletter, der ses i landskabet i dag.

Gletsjerforkant med smeltevandssøer og floder.

Smeltevandsfloden gravede gennem århundreder dalen ud. På et tidspunkt var afsmeltningen af ismasserne aftaget så meget, at floden havde mindre vand og blev smallere. Den gravede derfor en smallere dal ud i bunden af den ældre brede dal. Til slut blev nutidens smalle ådal skabt af Odense Å, der graver sig ned i en endnu smallere ådal. På den måde blev landskabet dannet med ådalens skrænter i tre niveauer. Hver dalbund blev dækket af det sand, som floderne førte med sig. 

Urskov, mistelten og sumpskildpadder

Efter istiden kom den første skov med birke- og hasseltræer til området. I jægerstenalderen var store områder dækket af urskov. I det varme og fugtige klima groede mistelten, der levede sumpskildpadder, og tørven i bunden af ådalen begyndte at blive dannet. 

Læs mere om istiden og landskabets dannelse.

Mistelten er i dag sjældent vildtvoksende i Danmark. Det er en snylterplante, der gror på bl.a. æbletræer. Planten indeholder giftstoffet Lectin, og stenalderens jægere kunne nedlægge selv store dyr, blot pilen var dyppet i misteltenens gift.

Våde enge

Engene er en del af vores kulturarv. Som resten af vores åbne danske landskab er de et resultat af menneskets virksomhed. Da agerbruget kom til Danmark for 6000 år siden, fulgte rydning af skovene og dyrkning af jorden. 

På de vådeste og mest dyrkningsvanskelige arealer som fx moserne og ådalene, lod man husdyrene græsse. Når de gnavede af hurtigtvoksende græs og spirende træer, holdt dyrene arealerne lysåbne, så de blev levesteder for lyskrævende plantearter som fx trævlekrone, engkabbeleje og vilde orkideer. Her levede også mange insektarter, frøer og fugle, bl.a. den hvide stork.

Trevlekrone er sjælden i vore dages agerland.

Engkabbeleje.

I dag er behovet for enggræsning til kreaturer stærkt reduceret, og mange af de våde enge er enten afvandet og opdyrket - eller truet af tilgroning i tagrør og træarter som pil og rødel. De arter, der vokser på engene, er som en følge heraf i tilbagegang eller truet af udryddelse. 

Odense Kommune iværksætter naturplejeprojekter ved at vedligeholde eksisterende indhegninger og anlægge nye til afgræsning af kreaturer. Kommunen forpagter egne arealer ud til afgræsning for at pleje engene. Der er også indgået naturforvaltningsaftaler med private lodsejere. I alt udgør de kommunale græsningsarealer godt 500 hektar.

Sanglærke

‘Jeg ved en lærkerede, jeg siger ikke mer; den findes på en hede, et sted, som ingen ser.’ 

Lærken ankommer i det tidlige forår fra Sydeuropa og slår sig ned på vores enge og marker, hvor den bygger rede. Lærken er kendt af de fleste og er som et symbol på det åbne land, hvor hannerne ofte stiger til vejrs for at slå deres velkendte triller og markere territoriet. 


Sanglærkens udseende er nærmest lidt kedeligt, da den er tilpasset til ikke at blive set, når den ligger og ruger i reden.

Som sommeren går, kommer lærkehannen i form og kan svirre og synge på én gang i mange minutter.

Vibe

Lærkerne blander sig i koret fra viberne, der også er forårsbebudere med deres flotte luftakrobatik og velkendte ’Vuii-o-vuiip-vip-vip’. 


Viben er en del af vores kulturarv. Den er ofte beskrevet i lyrik og prosa, ligesom den ofte har været motiv i dansk landskabsmaleri.

Ligesom lærken er viben en typisk fugl for vores åbne kulturlandskab, hvor den lever af orm og insekter. Opdyrkning af enge og sprøjtning af marker har dog sat lærken og viben under pres, og begge arter er i tilbagegang. Både solsorten og bogfinken har overhalet lærken som mest almindelige fugl i Danmark. 

Morgenrødens gudinde

Aurora er navnet på en rigtig forårssommerfugl, der elsker de fugtige, blomstrende enge. Den er meget aktiv i solrigt vejr og søger nektar på korsblomster som f.eks. engkarse – som senere også udgør de blågrønne larvers fødegrundlag. 

Aurora (han).

Som hos fuglene er det aurora-hannen, der har de smukkeste aftegninger. Sommerfuglens orange vingepletter har inspireret til navnet, der er afledt af det latinske ord ‘aurum’ for guld. Aurora er også navnet på morgenrødens gudinde i den romerske mytologi.