Smolt og ringende ørreder
Skovsøen og Fruens Bøge.
Vi drages mod Fruens Bøge
Det har odenseanerne gjort, siden kommunen købte skoven og åbnede den for offentligheden i 1875. Brendekildes billede viser en gruppe af Odenses bedre borgerskab på skovtur ved Odense Å - formentlig ved Fruens Bøge, der på den tid var det foretrukne udflugtsmål for denne del af byens indbyggere.
‘Skovtur ved Odense Aa’ af H. A. Brendekilde, 1897-1898. Museum Odense (tidligere Odense Bys Museer), Odense Centralbibliotek.
Hvad Dyrehaven er og har været for københavnerne, er Fruens Bøge for odenseanerne. Med deres slyngede stier og smukke bygninger er parkskovene et romantisk levn - en mode fra Rousseaus tid, da det gjaldt om at komme tilbage til naturen - vel at mærke en venliggjort natur.
Kun Dyrehavens hjorte mangler i Fruens Bøge. Det prøvede en kreds af odenseanere at råde bod på i 1960'erne, da de foreslog, at man satte rådyr ud i skoven. Ideen blev dog aldrig til noget på grund af skovens ringe størrelse. I dag har udviklingen overhalet den gamle ide. De første rådyr har allerede af egen drift været på besøg fra skovene i det sydøstlige Odense.
Rådyrene gnaver bark og skud af unge træer og buske om vinteren, hvor græs, urter og blade mangler. De er sky, men du kan måske se spor efter dem i skovbunden, hvor de laver et ‘sæde’, en lille fordybning i skovbundens blade til at hvile i.
Skoven og Engen i Fruens Bøge er stadig et af byens mest populære udflugtsmål med sine utallige rekreative muligheder og aktiviteter. Har I prøvet den nye legeplads ved jernbanen? Eller en tur ned af åen i kano? Veterantoget fra Odense Banegård?
Den smukke og fredede Fruens Bøge Stationsbygning opførtes i 1876. Den huser i dag kaffebaren Velodrom.
Da Svendborgbanen blev oprettet i 1876, var det oplagt at opføre en station i Fruens Bøge til de mange besøgende i skoven. I 1906 oprettedes også Odense-Nørre Broby-Fåborg Jernbanen, der var aktiv frem til 1954. Dalum Papirfabrik brugte dog sidesporene frem til 2000.
Velodromen og verdensmesteren
Fruens Bøges cykelbane med stationsbygningen og skoven i baggrunden. Årstal ukendt.Lige på den anden side af Fruens Bøge station lå en cykelbane, og trækplasteret her var den seksdobbelte verdensmester i sprint, Thorvald Ellegaard. En bedrift, som ingen dansk cykelrytter til dato har gjort ham efter. Han boede i huset ud mod jernbaneoverskæringen, men da karrieren og udlandet trak, mistede folk interessen for cykelbanen. Den lukkede i 1909, hvorefter grunden blev solgt og udstykket til villaer. Jernbane Allé blev ført gennem den tidligere oval.
I sin samtid var Thorvald Ellegaard en levende legende – og måske den største cykelrytter, Danmark nogen sinde har fostret. Her fotograferet med sin 5. VM-titel i 1908.
Engen
Fra starten at 1900-tallet har engen ved Fruens Bøge været samlingssted for odenseanerne; enten som målet for en skovtur eller til brug ved offentlige arrangementer.
Udflugt til engen ca. 1920. Mange odenseanere holdt af at komme væk fra "stenbroen" og ud til lys og luft.
Da H.C. Andersen fyldte 125 år i 1930, fejrede man det med en kæmpe fest, hvor 27.000 odenseanere var samlet på engen ifølge Fyens Stiftstidende. Det var også i 1930’erne, at engen på et hængende hår undgik at blive omdannet til byens stadion.
Det store Skt. Hansbål, du hvert år kan opleve på engen ved Fruens Bøge, er ligeledes en tradition, der i hvert fald går tilbage til 1953. Dengang brændte man et skovsvin af på bålet. En kunstig gris, der signalerede, at man ikke skulle vove at smide sit affald i skoven.
Det første kommunale sankthansbål på engen i 1953.
Skt. Hansbålet på Engen, 2015.
Engen - de 1000 skuds rige
Muldvarpen lever et ensomt og anonymt liv nede i jorden, men de mange muldvarpeskud her på Engen vidner om det lille dyrs tilstedeværelse. Muldvarpen er virkelig tilpasset et underjordisk liv. Den er en ren gravemaskine - til stor irritation for haveejerne.
Muldvarpen er et rovdyr og har 44 små spidse, skarpe tænder. Den elsker regnorme, men kan også godt lide insekter, snegle, tusindben og mus, frøer og firben, hvis den kan få fat på dem.
Muldvarpens forpoter er store og brede – og skabt til at grave med. Ja, de ligner en mellemting mellem en skovl og en greb. Forpoterne har fem almindelige fingre – og en ekstra sene-knogle, som ligner en sjette finger, og som gør ‘skovlen’ ekstra bred. Kroppen er torpedoformet, og hårene i den kulsorte pels vokser vinkelret ud - og har derfor ingen retning. Det giver muldvarpen mulighed for at krybe hurtigt både forlæns og baglæns i sin gang – uden at den får uorden i pelsen.
Muldvarpen har lange, stærke klør. Begge forpoter vender udad og bagud, så de kan skovle jord effektivt.
Muldvarpen ser med næsen
Muldvarpen er næsten blind. Til gengæld har den en lang snude med en fin lyserød og meget følsom tryne. Trynen er følsom overfor berøring, fugtighed og temperatur. Muldvarpen bruger den og de mange følehår til at orientere sig med, når den løber omkring i sine gange. Den har også en meget god lugtesans - og kan lugte fx en regnorm 5-7 cm borte.
Den lyserøde tryne minder lidt om grisens, som også roder i jorden efter godbidder.
Når muldvarpen er heldig og fanger mange regnorm, så bider den hovedet af regnormene og gemmer dem i et lille spisekammer tæt på dens rede. Regnormene i spisekammeret er stadig levende, men de kan ikke bevæge sig væk uden deres hoved. De ligger og prøver at gendanne deres hoved. Man har fundet spisekamre med mere end 500 regnorme!
Skovsøen
Skovsøen blev til under 1. Verdenskrig som et arbejdsløshedsprojekt. Da vandet i søen er meget stillestående, bundfældes en del dynd og slam. To gange har det været nødvendigt at tørlægge søen og rense den. Ved de lejligheder har man fundet store mængder aborrer, skaller, karusser og gedder.
Karussen er en karpefisk beslægtet med guldfisk. Den tåler beskidt og iltfattigt vand.
Det stillestående vand og de mange ’franskbrødsænders’ klatter udgør sammen med fiskenes afføring en næringssuppe, hvor alger trives og vokser til store mængder. Når algerne dør, bruger forrådnelsesbakterier ilten op, så fisk og andre vanddyr dør af iltsvindet. Dette er et problem i mange søer i Danmark, hvor overskydende næringsstoffer fra landbrugets gødskning skylles via åerne ud i søerne.
Arbejdsløse tørlægger og renser skovsøen i 1949.
Det ikoniske springvand fik Odense som en gave af Haustrups Fabrikker, da byen fejrede sit 1000-års jubilæum. Ikke alene er det pænt at se på, det ilter også vandet og har derfor en praktisk funktion.
Cykler ligger strøet omkring skovsøen, hvor flere hundrede i 1947 samledes for at stå på skøjter.
Ørreder i åen
Når de blanke havørreder trækker op i åen i efteråret for at gyde, er strækket fra skovsøen til jernbanebroen havørredernes første rigtige standplads, efter midtbyens rolige stille strøm. Her er der mere gang i vandet og flere naturlige gemmesteder, hvor havørrederne kan gøre et hvil, inden den skal fortsætte opad i åen til gydebankerne. Placeringen, kort fra centrum af Odense, gør denne fiskeplads meget besøgt af byens lystfiskere, og mange har fanget både deres første og største havørred netop her.
Lystfisker med ‘sølvtøj’. Havørreden er en yndet fangst for de fleste lystfiskere.
Når ørredernes æg klækkes, vælger de fleste ørredyngel, at vandre ud i havet. Men nogle af de små ørreder synes åbenbart at der er mad nok i åen, til at de kan blive. Disse ørreder vokser op og bliver brune, klædt i kamuflagefarver og fyldt med røde prikker. Det er sådan man kan kende en bækørred.
Bækørred i brune farver med røde prikker.
Bækørrederne vokser langsomt. I modsætning til sine brødre ude i havet, der spiser sig store og fede i fisk og rejer, lever bækørrederne næsten udelukkende af små insekter som døgnfluer, vandnymfer, ferskvandstanglopper og andet småkravl. Derfor går det lidt langsomt med at blive stor og stærk. En bækørred på 50 cm er et velvoksent eksemplar på ca. 7 år, en havørred når denne længde på under 4 år. Derfor skal man passe meget på bækørrederne, og helst sætte dem nænsomt ud igen efter fangsten. I Odense Å har bækørreden sågar været beskyttet i en årrække for at ophjælpe bestanden.
Bækørred snapper fluer.
Står man på broen en sommeraften i den gyldne time, inden solen går ned, kan man se bækørrederne spise af de insekter, som lander på vandet. Det meste af dens mad findes under vandet, men lige her kan fødeudbuddet være så stort i overfladen, at bækørreden mister al forsigtighed og spiser lystigt af de drivende insekter. Det skaber store og små ringe i overfladen, og det er disse man skal kigge godt efter, hvis man som fluefisker skal kaste sin flue ud, hvor fisken står.
Bækørred taget på flue. Det kræver dygtighed at lure hvilke fluer, der svirrer og ørreden vil hugge efter.
Du kan også fange dem med en spinner. Bækørrederne i Odense Å er vilde med små spinnere med røde prikker. Husk fisketegnet og læs mere om fiskeregler og mindstemål.
Sølvmågen
Renser du din fisk ved skovsøen, kan du regne med, at sølvmågen renser op efter dig. ‘Havmågen’, som den også kaldes, ses ofte ved Skovsøen. Den har en grålig fjerdragt, et temmelig kraftigt næb og kødfarvede ben.
Sølvmågen har fået fat i en fisk. Nu gælder det om at sluge inden de andre måger kommer og kræver deres.
Sølvmågen er altædende, og intet dyr eller fugl kan vide sig sikker, hvis bare sølvmågen kan fange det. Desuden æder den affald, brød og andet ’unødig’ mad. De sølvmåger, vi ser i byen, yngler ude i Odense Fjord.