Fest, frøkener og flagermus
Fruens Bøge.
Præcis som i dag var Fruens Bøge et yndet udflugtsmål for odenseanerne i 1800-tallet. Først var det dog Hunderupskoven, der tiltrak borgerne, da da ikke var anlagt stier i Fruens Bøge. Men Furens Bøge skulle vise sig at blive en eftertragtet destination for godtfolk med hang til musik og dans i det grønne. Man mener, det er Jomfru Maria, der henvises til i navnet ’Fruens Bøge’.
Fruer i Fruens Bøge 1909. Broen over Sorgenfri-kilden. Her står en mindesten over Forskjønnelseskomitéens formand, Theodor Schiøtz, der også var grundlægger af Albanibryggeriet.
Odense Kommune køber sin første skov ved Fruens Bøge
Oprindeligt tilhørte skoven ved Fruens Bøge herregården Christiansdal (det nuværende Dalum Kloster). Men på opfordring fra byens Forskjønnelseskomité købte Odense Kommune området af herregården. Det var i 1875, og skoven kostede 53.000 kroner. Det var mange penge, især taget i betragtning at Odense kun havde 20.000 indbyggere. Men kommunen ønskede at gøre området attraktivt, og det var i den forbindelse, at man lavede det nuværende stisystem i skoven.
Kort fra 1935 hvor alle restauranterne stadig eksisterede.
De 5 traktørsteder i Fruens Bøge
Idéen med at gøre Fruens Bøge mere tilgængelig er nok bl.a. opstået som følge af, at det finere borgerskab helt fra starten af 1800-tallet brugte skoven til søndagsudflugter. Her var kun adgang for folk med høj status, og man dannede ligefrem en forening: ’Skovforeningen’ (senere blot ’Foreningen’). Foreningen arrangerede bl.a. dans i Skovhuset, som var skovens første traktørsted. Senere kom 4 andre til, hvoraf Carlslund er det eneste, der stadig findes i dag.
Kort over Foreningens område. A. Pavillonen. B. Tilskuertribunen. C. Musikpavillonen. D. Skovfogedboligen. E. Sneglebakken. F. Maskinhuset. G. Skydehuset. H. Hestestalden. I. Frihedsstøtten.
Luksus i skoven
Foreningens smukke pavillon, Skovpavillonen, lå på den plads, hvor der i dag er en stor lysning i skoven med et støbt bøgeblad i stål. I Skovpavillonen var der ikke adgang for tjenestefolk, og man skulle have medlemskort for at komme ind.Skovpavillonen. Hver fløjbygning var på 310 kvadratmeter, og den kvadratiske tårnbygning var ca. 150 kvadratmeter. Selve tårnet var 25 kvadratmeter stort og 14 meter højt. Årstal ukendt.
Pavillon rummede alt, hvad foreningen kunne begære: en festsal på 240 kvadratmeter, aftrædelsesværelser for damer og herrer, orkesterrum, restaurations- eller konditorilokale, buffetrum, spiserum, anretningsrum, fadebur, spisekammer, køkken og adskillige værelser. Endvidere var der øl- og vinkælder samt viktualiekælder og vaskerum.
Foran Pavillonen var der fæstnet en ”promenade-terrasse” i træ, og mellem denne og danseestraden (bagerst i billedet) var der borde og stole. Efter en udvidelse i 1890 var danseestraden med sine nu 815 kvadratmeter blandt landets største. Postkort: Årstal og kilde ukendt.
Skovlyst og Røde Hus
Går du fra Skovsøen og Engen op mod jernbanen, ligger der på venstre side en parkeringsplads. Her lå Skovlyst, hvor man kunne nyde eftermiddagskringlen til tonerne af et lille orkester. Længere oppe mod jernbaneoverskæringen (også på venstre side) lå Røde Hus. Det var et mere folkeligt sted med bl.a. skydebane.
Restaurant Skovlyst, 1918
Restaurant Røde Hus, 1904
Sorgenfri
Det sidste lysthus var Sorgenfri, som lå ved starten af Erik Bøghs Sti, hvor Aafarten ender. Sorgenfri var arbejdernes sted, hvor man spillede kegler, dansede, drak øl og spiste – især til 1. maj. Du kan læse mere om Sorgenfri på Glade dage i Sorgenfri.
Restaurant Sorgenfri i Fruens Bøge, 1910.
Carlslund lå, hvor det ligger i dag, og var åbent for alle. Man mener, det blev bygget i 1871.
Den lange vej til Fruens Bøge
Oprindeligt gik man til Fruens Bøge. Men da stisystemet i skoven først var færdigt langt op i 1900-tallet, kunne det være en mudret og lidt ufremkommelig affære. Man kunne dog også gå ad Heden, som Sdr. Boulevard tidligere hed. Eller man kunne tage en hestevogn fra Nonnebakken.I 1882 kom Aafarten til og fik kronede dage med at sejle i pendulfart fra Munke Mose til Eriks Bøghs Sti, hvorfra der gik stier det sidste stykke ud til lysthusene. I 1911 kom sporvognene dog, og Aafarten fik konkurrence.
Åfarten ved fruens bøge, ca. 1911.
Skovsøen, som danner ’centrum’ i Fruens Bøge, var især i 1950’erne og 60’erne populære udflugtsmål. Nogle gange var det rent ’fluepapir’ på engen, når alle Odenses familier tog på picnic ved Skovsøen. Men efterhånden som flere fik bil og mulighed for at køre længere væk, dalede mængden af besøgende på plænerne ved Skovsøen.
De gamle kæmper
Enkelte af de gamle bøgetræer ved Fruens Bøge er over 300 år gamle. De stod allerede granvoksne, da H. C. Andersen som barn trak skovjordbær på strå her i lysningerne i Fruens Bøge. Flere af træerne får lov at blive stående eller liggende, når de går ud. På de døde træer lever nemlig en mængde organismer, såsom svampe, insekter, hullevende fugle og pattedyr - som f.eks. spætte, egern og flagermus, og er alt sammen med til at hæve mangfoldigheden i vores skove.Stor flagspætte på et træ, der rådner. Her finder den insekter og larver-
Bænkebideren
Et lille gråt krebsdyr, der lever i skovbunden og i haver. De har gæller - og kan derfor bedst lide, at der er mørkt og fugtigt. Derfor gemmer de sig under sten og træ i skovbunden om dagen – eller indenunder barken på gamle grene. Om natten rumsterer de rundt og finder føde.
Bænkebideren har et fladt ovalt skjold, der består af mange led. De går på 7 par ben, og mærker verden med 2 lange antenner.
Bænkebiderne er meget vigtige for nedbrydningen af de døde plantedele i skovbunden. De tilhører den gruppe af dyr, man kalder nedbryderne. Alle de blade, der falder af hvert efterår, bliver spist og findelt. De næringsstoffer, som bladene indeholder, kan på den måde blive frigjort igen - og brugt af træer og andre planter, når de skal vokse.
En stor del af de blade, der falder ned hvert år, går igennem en bænkebiders mave. Det er ikke bænkebiderne, som frigør næringsstofferne. Men de deler bladene op i småbitte stykker med store overflader, som svampe og bakterier kan vokse på. Svampe og bakterier nedbryder bladene helt til næringsstoffer, CO2 og vand.
Trichoderma skimmelsvamp i aktion på dødt træ.
Skimmelsvampe er meget vigtige ved cirkuleringen af næringsstoffer i naturen, idet de gennemvokser det døde materiale med deres hyfer (svampetråde), samt specielt, at de evner at producere mange forskellige nedbrydningsenzymer. Det vigtigste enzym ved nedbrydning af plantemateriale er cellulase, der spalter den cellulose, der udgør en stor del af plantematerialet. Skimmelsvampen Trichoderma er særlig effektiv til at nedbryde cellulose..
Et af de helt gamle træer finder du fx lige nord for pladsen med det store, støbte bøgeblad - ved siden af Carlslund. Her står en gammel, knudret bøg, som har mistet en del grene til stormen, men som står her endnu.
Pipistrelflagermusen.
Flagermus
Mellem de gamle træer trives flagermusene. Hule træer, gamle spættereder og bygninger er både sommer- og vinter-opholdssteder for flagermusene. Man oplever dem bedst en lys sommernat, når de jager insekter i skovens lysninger. De mest almindelige er dværgflagermus og pipistrelflagermusen. Med lidt held kan du også få øje på vandflagermusen, der jager tæt over vandfladen i Skovsøen og ved åen.
Vandflagermus er klodsede på jorden..
...og elegante i luften.
Flagermus orienterer sig og fanger byttedyr ved ekko-lokalisering. Det betyder, at flagermusen udsender nogle ultralydsskrig, der bliver kastet tilbage som et ekko, når de rammer for eksempel byttedyr, en gren eller en bygning. Når ekkoet opfanges af flagermusens ører, kan den danne sig et lydbillede af omgivelserne og derved bl.a. afgøre, hvor byttet befinder sig. Lyt til en ultralydsoptagelse af pipistrelflagermus-skriget her.
Når flagermus sover vintersøvn, nedsættes stofskiftet, og hjertet slår omkring 25 gange i minuttet. I vågen hviletilstand slår hjertet omkring 400 gange i minuttet.
Vandflagermusens store ører opfanger ekkoet og lokaliserer byttet i mørket.
Sort egern
De sorte egern på Fyn er noget særligt. De er en del af den oprindelige danske bestand af egern, som selv indvandrede til landet for 11.000 år siden.
Sort egern.
Helt op til 1930’erne var alle egern på Fyn sorte, men i årene derefter blev der udsat mange røde egern. De røde egern blev indført fra Tyskland og Sverige og har blandet sig med de sorte egern, der nu næsten er væk.
Hvis de røde egern fortsætter deres fremmarch, forsvinder de sorte til sidst. Derfor har man indfanget sorte egern på Sydfyn for at sætte dem ud i skove på Nordlangeland. Her er der ingen andre egern, og man håber derfor, at det sorte egern får sin egen lille overlevelseslomme i fremtiden.
Det røde egern