Sump og slyngplanter

Her hvor åen slynger sig, ligger en lille rest skovsump klemt inde mellem villaer og tennisbaner. Her vokser en mængde træer og planter, der er tilpasset det våde miljø. Især Pil, Ask, Birk og Rød-el, kan tåle at have rødderne delvist dækket af vand.

Rødellen får ikke høstfarve om efteråret, men beholder bladene grønne, indtil frosten tager dem. Træet kan tillade sig at sløse med sit kvælstofforbrug, da det sagtens kan skaffe sig nyt via bakterier, der lever i særlige knolde på rødderne. Når Rødellen kaster bladene, gødsker den jorden omkring sig. Derfor er Ellesumpe meget næringsrige, og det kan tydeligt ses på den frodige urtevegetation i skovbunden.

Rakler og ‘kogler’ på rød-el. Elleskov er en gammel skovtype, som har sat sit præg på landskabet, lige siden rødellen indvandrede til Danmark for ca. 10.000 år siden. 

Elleskoven eller ellesumpen er den vådeste skovtype i Danmark, og den er blevet kaldt Danmarks ferske mangrove eller endog ‘regnskov’. Sump- og vådbundsskov har tidligere dækket en langt større del af Danmark end de få procent, som findes i dag – op mod en fjerdedel af skovarealet. Der er noget eksotisk og særpræget over disse frodige sumpskove med en vandstand, der mange steder er så høj, at den udelukker normal færdsel i store dele af året. Her i sumpen ved OB’s baner kan du dog gå tørskoet gennem sumpen på gangbroen.

Odense Å har her mellem Tietgens Allé og OB’s baner 2 skarpe knæk på tværs af den gamle smeltevandsdal. På kortet fra 1904 ses de stejle ådalsskrænter markeret som tætte højdekurver, og man fornemmer størrelsen på den enorme flod, der for 16.000-12.000 år siden afvandede gletscherisen inde på midten af Fyn.

Det danske kulturlandskabs udvikling

Naturen i Danmark er præget af det landskab, som blev skabt under sidste istid. De mange isfremstød gennem Østersøen høvlede ler og kalk op fra undergrunden, som aflejredes i det østlige Danmark. Derfor ligger den bedste landbrugsjord her.

Weichel-istiden strækker sig fra ca. 117.000 til 11.500 år før nu. Den præges af adskillige nedisninger og gletscherfremstød, og når sin maksimale udbredelse for 18.000 år siden. Da isen smelter bort efterlader den et tundralandskab med arktiske forhold.

Da isen forsvandt, efterlod den Danmark som en stor grusbunke, der var rig på kalk men blottet for kvælstof. De første planter var nøjsomme pionerplanter, der kunne klare den næringsfattige jordbund, hvor der til gengæld var masser af lys.

Dryas er det latinske navn for den arktiske plante rypelyng, som er blandt de første, der spreder sig til landområder, når isen smelter bort. En hårdfør lille vækst, der lever på tundraerne mod nord, hvor landskaberne ser ud, som de gjorde i Danmark for 10-15.000 år siden. Dryas er derfor også betegnelsen for perioden omkring istidens afslutning.

Selv om temperaturen steg hurtigt, strakte indvandringen af de forskellige træ-arter sig over flere tusinde år. Dels havde arterne overlevet istiden i forskellig afstand fra Danmark, dels var deres spredningshastighed meget forskellig. Da de høje skovtræer, lind, eg, elm, ask og el, omkring 7.000 f.Kr. hver især havde indtaget deres foretrukne voksested, var urskoven blevet tæt og mørk. Denne såkaldte ‘atlantiske urskov’ rådede frem til landbrugets start 4.000 f.Kr.

Kig i oversigtsskemaet og se, hvordan det danske landskab har udviklet sig efter sidste istid. Fra et istidslandskab primært domineret af klimatiske faktorer, til et primært menneskeskabt kulturlandskab. Af skemaet fremgår det også, hvordan skoven langsomt blev helt dominerende i Danmark, for derefter næsten at forsvinde igen.

Hvordan så den danske urskov ud? 

Vi ved det ikke præcist, men formodentlig højstammet og mørk med næsten nøgen jordbund under de tætte trækroner. Måske har græs- og buskædende dyr som urokse, elsdyr, kronhjort og rådyr i nogen grad været i stand til at holde skoven lysåben med plads til lavere vækster som buske og urter. Det er også muligt, at jægerne lysnede i skoven ved fældning, styning og afbrænding for at fremme vildtets fødemuligheder.

Rådyret er et af de få græs- og buskædende dyr vi har tilbage i den danske natur. Hvis du er tidligt på færde kan du være heldig at se den her i ådalen.

Sumpskildpadder, vin og varme somre

I jægerstenalderens varmeste del, det såkaldte Halocæne Optimum for ca. 8.000-4.500 år siden, var middeltemperaturen i det skandinaviske område ca. 2-3 grader varmere end nutiden. Der er fundet pollen fra varmekrævende planter som vin, hornnød og najade, ligesom vedbend, mistelten og kristtorn, der var mere almindelige end i dag.

Almindelig vildvin (Parthenocissus vitacea) er en løvfældende lian med kraftig vækstform, der foretrækker en varm og næringsrig jord. Almindelig vin (Vitis vinifera) findes i dag i omkring forædlede 10.000 sorter, der indgår i vinproduktion over hele verden.

Vinhøst på etruskisk terracotta fra det 6.årh.f.Kr. Arkæologiske fund i området øst for Middelhavet viser, at mennesket allerede for ca. 8.000 år siden fandt på at gære druerne til vin. Først 2.000 år senere kom landbruget til Danmark. (Foto: Wikimedia Commons)

I moser og på bopladser er der fundet knogler af særlig varmekrævende dyr. Hyppige fund af skjolde fra sumpskildpadder og knogler af krøltoppet pelikan, fiskearterne malle, tun, pilrokke og sværdfisk vidner om den høje temperatur om sommeren, i de sidste tusinde år af jægerstenalderen.

Den europæiske sumpskildpadde (Emys orbicularis) var på jægerstenaldermandens menu for 8-4.500 år siden i den varme sidste del af jægerstenalderen. I vore dage lever sumpskildpadderne primært i det sydlige og centrale Europa.

Den krøltoppede pelikan dukkede op i Jægerstenalderen, hvor de rette betingelser var tilstede. I Europa findes den i dag blandt andet på Balkan. Den har et vingefang på over 3 meter, og er dermed en af verdens største flyvende fugle.

Lianer - slyngende planter

Lianer er planter, som har rødderne i jorden, men har bladene oppe over andre planter. De slyngende og klatrende planter har fundet en økologisk niche, hvor de udnytter andre træers og buskes bæreevne i stammer og grene som ‘stillads’ for deres egen længdevækst. Fordelen er, at de selv slipper for at bruge energi og stof på at opbygge forveddet støttevæv, og alligevel når op i kronetaget, hvor der er lys og muligheder for bestøvning. Lianer er derfor oftest knyttet til skov- eller krat-biotoper.

Vinplanten laver små fine knuder, når den klatrer opad.

Både vin og vedbend er slyngplanter (lianer), der griber om værtsplanter, klipper eller bygninger med deres hæfterødder og små slyngarme for at nå op i lyset. Andre slyngplanter er fx humle, gedeblad (kaprifolie), skovranke (clematis), burresnerre og de mange ærte- og bønneplanter.

Vedbend er på mange måder en finurlig plante. Den klatrer med sine hæfterødder, der sidder godt fast på fx. murværk og kan under optimale forhold nå op i 30 m højde. Den er grøn hele året og blomstrer først hen i september - oktober. På det tidspunkt har insekterne svært ved at finde nektar, så de sværmer tæt ved den sødligt kvalme duft fra blomsterne. Et sandt sensommerorgie.

Humle er en slyngende urt med op til 6 meter lange ru stængler. Den vokser i Danmark i ellesumpe og skovbryn med fugtig, næringsrig bund. Hunblomsternes kogleagtige stande har været anvendt som krydderi til gærede drikke i mange århundreder. Humle indeholder stofferne resin og lupulin, der giver øllet den bitre smag.

Vild kaprifolie tiltrækker de større aftensværmere. De er nemlig nogle af de eneste, som har en sugesnabel, der er lang nok til at kunne nå ned i blomstens lange kronrør. Blomsterne producerer store mængder af nektar, og når aftenen og natten falder på udsender planten en dejlig og nærmest berusende, sødlig duft. Man skal dog vare sig for nærkontakt, især de flotte røde bær er giftige.

Lianen skovranke med sine store stande af hvide velduftende blomster, tiltrækker også mange insekter. Den har en kraftig vækst og foretrækker voksesteder i halvskygge med en fugtig og næringsrig muldbund som her i sumpen. Hele planten er let giftig. 

Blomsterne og bierne 

Honningbier og andre bier er meget vigtige for bestøvningen af en lang række planter - herunder træer og buske. Bierne er de insekter, som er bedst tilpasset til samspillet med blomsterne.

Vor hjemmehørende honningbi (Apis mellifera mellifera) kendes som den brune bi fra Læsø. I Danmark findes der 286 forskellige biarter, hvoraf de 29 er humlebiarter. Her er bien sat overfor en almindelig gedehams (hveps), så forskellen på de to bliver tydelig.

Insektbestøvning har stor betydning for planternes mulighed for at tilpasse sig ændringer i klimaet og miljøet.

Planternes gener blandes, når bierne transporterer pollen mellem forskellige planter af samme art. Det vil sige, at der hele tiden udvikles nye planter med lidt anderledes egenskaber end ‘forældrene’. Og hvis egenskaberne er en fordel i et ændret miljø, vil den nye plante og dens afkom derfor have bedre chancer for at overleve. 


Bier er fortrinlige bestøvere, fordi både deres larver og de voksne individer lever af pollen og nektar. Deres behårede kroppe fanger pollenkornene, og en del arter har desuden børster af stive hår på deres ben eller bugparti, hvor de transporterer det indsamlede pollen til boet.

Der er mangel på bier, ikke kun i Danmark, men også i de fleste andre lande globalt. I Danmark har vi kun 1/5 af de bier, der skal til alene for at bestøve rapsmarkerne ordentligt. Halvdelen af de biarter, der findes i Nordeuropa, er truede på grund af sygdomme, parasitter, ødelæggelse af redesteder, brug af pesticider og mangel på trækplanter. Der er i det danske landbrug kun 10% tilbage af ukrudtsfloraen sammenlignet med forholdene for 40-50 år siden.


Biens antenner virker som kemoreceptorer, dvs. som vores lugtesans, og benyttes også til at føle små trykforskelle, f.eks. bevægelser. Som hos andre insekter er biens øjne sammensatte og kan se ultraviolet lys. Mange blomster har smukke ultraviolette mønstre til at lokke bierne til deres nektar.


Biernes kommunikation er overraskende kompliceret og foregår bl.a. via dufte – feromoner, som bierne udsender via kirtler på bagkroppen, men også ved hjælp af dansetrin. Indsamlerbierne benytter en standardiseret dans til at kommunikere koordinater og afstande med. Biernes solkompas kan meget nøjagtigt bedømme både afstanden fra boet og kompasretningen i forhold til solen. Se biernes svansedans her.

Efter at Varroa-miden har spredt sig til hele landet, er de vilde bestande af honningbier i Danmark for alvor truede. Her bidrager biavlerne til honningbiens fortsatte eksistens i landet.

Varroa-miden er en bi-parasit fra Asien, der dukkede op i 80’erne og har forvoldt store skader på både de vilde bestande af Honningbier og den danske biavl.

Uden bier bliver der dannet færre frø, frugter og bær til skovens dyr. Du kan læse mere om bier her.