Gakket grønbenet gangart

Odense får vokseværk

I begyndelsen af 1800-tallet var Odense endnu en lille by. Bygrænserne gik ved det vi i dag vil betegne som centrum. Åen udgjorde den naturlige grænse mod syd. I vest stoppede byen ved vore dages Føtex på Vesterbro. I øst for enden af Overgade, hvor Skt. Jørgensgade starter. Mod nord reelt for enden af Nørregade, men her havde man i 1807 indviet den nygravede kanal og byen strakte derfor en lang tynd arm mod havnen. De gamle bygrænser skulle dog snart ændre sig.

Odense bykort 1839. Byens sydlige grænse går naturligt ved åen. Kun ved Frederiks Bro, og hovedindfaldsvejen fra vest og sydøst, har byen overskredet åen.

Odense bykort 1861. 22 år senere har byen overskredet åen og nye industrier og bykvarterer skyder op.

Med Junigrundloven i 1849 blev næringsfriheden i Danmark sat på dagsordenen. Første skridt var afskaffelsen af den konsumptionsafgift, som landboerne ved byporten havde betalt for at få lov til at køre deres varer ind til salg i byerne.

Seneste Vesterport. Opsat 1805, borttaget 1851.

Med afskaffelsen af konsumptionsafgiften i 1851 forsvandt de volde og plankeværker, der i hundreder af år havde ligget som synlige toldgrænser mellem by og land. Industrialiseringen og vokseværket tog fart i Odense. Byen havde brug for plads og i 1844 byggede M.P. Allerup på bestilling først Frederiks Bro og i 1858 Albanibroen i det centrale Odense. Med broerne voksede helt nye bykvarterer hurtigt frem syd for åen og allerede året efter Albanibroens opførsel grundlagde T.H. Schiøtz Albanibryggeriet overfor Jomfruklosteret. Læs mere om byens porte og Albani Bryggeriet på Ølbryggeri og Gelændergaranti.

Foto fra 1860. Albani Bryggeriet, set fra Odense Adelige Jomfrukloster. I forgrunden Odense Å og blegepladsen på engen.

Frøkenklosteret - jomfruernes fristed

Her på modsatte side af Eventyrhaven ligger Odenses Adelige Jomfrukloster - den store, rødstensbygning, der ligger neden for Albani Torv. Hovedbygningen blev opført i 1500-tallet som del af en bispegård, der strakte sig helt ned til åen. I 1630 var bygningen ejet af den adelige Jørgen Brahe, og det var hans efterkommer, Karen Brahe, som i 1716 stiftede et kloster i bygningen. Klosteret var forbeholdt ugifte danske kvinder af dansk adel.

Farvelagt tegning. Odense Adelige Jomfrukloster, Ca. 1840. Bemærk Påskestrædes udmunding i åen til højre, der hvor vaskepladsen siden er genopført, og hvor du står nu.

Selvom bygningen er gammel og har haft skiftende ejere, er meget af det oprindelige interiør bevaret. 

Fra senmiddelalderens krydshvælvede kælderlofter til 17-1800-tallets paneler. Lag af tapeter, kalkmalerier, pejs og stuk, findes stadig. I dag lejer Syddansk Universitet bygningen af ejeren Real Dania.

Klokkedybet og Åmanden

Den gamle myte om Klokkedybet findes i flere versioner. Man mener, den har sit udspring ved Albanibroen. I H.C. Andersens fortælling, ’Klokkedybet’, der udkom i 1856, spinder han forskellige myter om klokkedybet sammen med den om Åmanden. Det er også i denne fortælling, at H.C. Andersen skildrer området omkring Odense Å med slusen, møllen, Nonnebakken, klostret, åkanderne og dunhammerne. 

Den oprindelige myte om klokkedybet siger, at klokken i Skt. Albani Kirke (som lå ved Albani Torv indtil kort efter reformationen i 1536) en dag ringede vildt og voldsomt. Så voldsomt, at den rev sig løs, fløj ud af glughullet og landede i Odense Å, på det dybeste sted. ’Lige ud for frøkenklostret’, som der står i H.C. Andersens eventyr. Faktisk siges stedet at være bundløst. Her faldt klokken ned, og ind i mellem kan man høre den ringe. Myten siger, at klokkens ringen er en anklage af klokkestøberen, Eskil, og hans forræderiske omgang med det sølv, han fik for at støbe klokken.

Albanibroen ca. 1900. Kig sydover mod Odense Å - bare 50 år tidligere var der blot udsigt til marker. Er det mon her det dybeste sted i åen er?

I H.C. Andersens version af Klokkedybet ringer klokken på stjerneklare nætter og ved fuldmåne. Så fortæller den historier om svundne tider til Åmanden, som med åkander i skjorten og siv i håret lever på bunden af åen. Samtidig var Klokkedybet tidligere navnet på en smal smøge, der førte fra Albani Torv ned til åen. Den blev fjernet i 1980’erne, da større virksomheder byggede på stedet.

Vaskepladsen

Ud for Paaskestræde - neden for Jomfruklosteret - helt nede ved åen, kan du finde en vaskeplads, som den så ud for omkring 100 år siden. Ingen af de oprindelige vaskepladser findes længere, men pladsen ved Paskestræde er genskabt af Odense Kommune, for at du kan se hvordan de tog sig ud. Det var også i Paaskestræde, at Fattigskolen lå. Her gik H.C. Andersen, da det i 1812 blev besluttet, at alle ubemidlede børn skulle gå på Fattigskolen. Det var i den bygning, der i dag har nummer 1D.

H.C. Andersens moder var vaskekone. Et slidsomt job, som digteren beskrev i Eventyret ‘Hun duede ikke’. Her moderens vaskeplads for enden af Munkemøllestræde fotograferet i 1905.

Grønbenet rørhøne - med den gakkede gangart

Går du tur i Eventyrhaven, kan du helt sikkert se den grønbenede rørhøne. Det er en vandhøne, som er i familie med blishønen. Mens blishønen er sort, er rørhønen mørkebrun med en rød plet ved næbbet. Du kan også kende rørhønen på, at halen ustandselig vipper. Og så siger den lidt sjovt. Vil du lytte til en grønbenet rørhøne, kan du downloade Dansk Ornitologisk Forenings fuglebog som app.

Den grønbenede rørhøne er en almindelig ynglefugl ved åen, og du kan ofte se den på græsplænen ned til åen. Rørhønen får flere kuld i løbet af dens levetid, og det første kuld hjælper forældrene med at opfostre senere kuld. Rørhønens gang er lidt komisk, fordi den løfter fødderne højt ved hvert skridt og skiftevis
spreder og samler tæerne. Det er praktisk på et sumpet underlag, men på græs ligner det blot høje knæløft.