Ølbryggeri og gelændergaranti 

Byens porte

I slutningen af 1500-tallet havde Odense fem egentlige byporte, nemlig Pjenteport (Østerport), Møllebroport, Munkemølleport, Nørreport samt Vesterport. Portene stod ved byens indfaldsveje. De ældste byporte stammede fra middelalderen, og selv om Odense aldrig har haft større militærstrategisk betydning, så indgik portene sandsynligvis som en del af et fæstningsværk. Men portene var tillige kontrolsteder, hvor der blev holdt øje med, hvem der kom til eller forlod byen. Her betalte bønderne skat (den såkaldte konsumptionsafgift), når de fragtede varer ind i byen. Afgiften blev afskaffet i 1851 og med den mistede byportene deres betydning.

 

 

Møllebroport eller Møglebroport, lå for enden af Nedergade ved Møllebroen. På gammelt dansk betød ”møgle” stor, og denne bro var den eneste større bro over Odense Å, hvorfor den var indfaldsvej for trafik fra både øst og syd. Møllebro blev senere stedet for Nordens første vejbro i støbejern, Frederiksbroen.

 

Frederiks Bro

Den smukke, gamle Frederiks Bro i det centrale Odense er Danmarks ældste vejbro af støbejern. Da den blev bygget i 1844 af den odenseanske industripionér, M.P. Allerup, gav han 10 års garanti på byggeriet. I dag, 150 år senere, står broen stadig. Dog er det kun gelænderet, der er af støbejern i dag. Vejbanen bliver holdt oppe af det mere solide jernbeton.

 

 

Lithografi fra Em. Bærentzen og Co. forlag 1852. Frederiksbroen med konsul Muus’ ejendom.

Broen fik sit navn efter Frederik VII, som i 1844 var guvernør for Fyn. På hans fødselsdag, den 6. oktober 1844, blev broen indviet. Samtidig fik Frederiksgade sit navn.

 

Den odenseanske ’Industriens fader’

Ikke uden grund blev Mathias Peter Allerup kaldt ’Industriens fader’. Det var også ham, der i 1858 byggede Albanibroen. På Sønderboulevard grundlagde han Allerup Jernstøberi, som var Fyns første jernstøberi og senere en maskinfabrik. Ud over broer lavede M.P. Allerup kirkeklokker, kakkelovne, dampmaskiner og meget andet. M.P. Allerup ligger begravet på Assistenskirkegården, over for hvor hans gamle virksomhed lå.

 

Vestindisk sukker i Frederiksgade

Står du på Frederiks Bro og går få meter mod øst, kommer du til Sukkergården. Her hedder gaden ikke længere Frederiksgade, men Brogade.

 

 

Frederiksgade 4, konsul Muus' ejendom, Sukkergården. 3 små piger i forklædekjoler og dreng på cykel. 1915.

Sukkergården er de gamle bygninger i både hvid, pastelgul og med bindingsværk, som ligger på hjørnet af Brogade, Christiansgade og ned mod åen. Siden 1980’erne har bygningerne været attraktive lejligheder,men i gamle dage fungerede de bl.a. som sukkerraffinaderi og senere købmandsgård. Det var, da Danmark fik De Vestindiske Øer og kunne importere sukkerrør derfra, at sukkerraffinaderi kom til Danmark. I 1700-tallet havde Vestindisk Kompagni i København eneret på sukkerraffinaderi, men da eneretten ophørte i 1750, slog 3 odenseanere til, og Sukkergården blev opført.

 

Sukkergården 1920. Gårdspladsen med pakhuset langs Christiansgade.

 

Nogle af bygningerne stod der allerede, andre blev bygget til fabrikkens formål; derfor de forskellige byggestile og farver. I alt endte man med 12 bygninger, hvoraf nogle fungerede som boliger til 12-15 mand. I midten af 1700-tallet var Sukkergården Odenses største privatejede boligkompleks.

 

Odense bykort fra 1861. Albani Bryggeriet er grundlagt 2 år forinden og endnu en lille virksomhed.

 

Historien om Albanibryggeriet

Året efter Albanibroens opførsel i 1858, åbnede Albanibryggeriet i 1859 på sydsiden af åen i det, der endnu var udkanten af Odense. Det var farmaceuten Theodor Schiøtz, der grundlagde Albani. Han havde arbejdet for brygger J.C Jacobsen hos Carlsberg i Valby, men havde planer om at åbne sit eget bryggeri. Den drøm blev en realitet i 1859, da Schiøtz sammen med 2 forretningsfolk gik sammen om at åbne Albanibryggeriet.

 

 

Albani Bryggeri, kort efter opførelsen i 1859. Det tidligste kendte fotografi af bryggeriet. Til højre ses arresthuset og i forgrunden haverne ved Påskestræde.

Forretningen gik godt, og i 1891 kom bryggeriets første flaskeøl. I begyndelsen var Albani-øllen blot en fornøjelse for odenseanere, men efterhånden som bryggeriet voksede, blev Albani hele Fyns øl. Det har nok også hjulpet, at H.C. Andersen på et tidspunkt skrev om Albani-øllen: “Jeg kan ikke rose denne øl højt nok. Den er forfriskende, delikat og stærk. Prøv den!”

 

Salgsvogn fra Albani Bryggeriet. Ved Odense Kaserne, Ca. 1920.

 

Odense største skatteyder

Schiøtz var blevet ansat som bryggeriinspektør. Senere blev han medejer af bryggeriets aktieselskab og var Odenses største skatteyder med en indkomst på 40.000 kroner om året. Han var en stor bidragsyder til byens forskønnelsesudvalg og særligt nye beplantninger i Fruens Bøge havde hans opmærksomhed. Schiøtz er begravet på Assistens Kirkegården i Odense, og ved Fruens Bøge station, ved Lærkehøj, kan du se du se den mindesten, Odense Kommune rejste efter hans død.

 

Theodor Ludvig Schiøtz. Ca. 1870.

Franskbrødsænder

Under Frederiksbroen løber Odense Å som bekendt. Hele vejen langs å-stien kan du møde masser af gråænder, som er den mest almindelige danske and. Men faktisk er den rene gråand efterhånden ikke så almindelig mere. Der udsættes nemlig årligt tusinder af tamænder i naturen. Mange af disse parrer sig med vildænder og kaldes i folkemunde for "franskbrødsænder". Disse har ofte en anderledes fjerdragt med hvidt bryst.

 

Hun-gråand.

Gråanden lever hovedsaligt af planteføde, men har et meget varieret menukort, der bl.a. står på agern, korn, græs og vandplanter. Den spiser også krebsdyr. Her i åen og i byens parker lever mange af ænderne af brødrester, som de bliver fodret med af velmenende børn og voksne. Det har skabt et stort problem med alt for mange ænder i forhold til parksøernes bæreevne. Foderrester og ændernes afføring belaster søerne voldsomt med næringsstoffer, hvilket medfører. at vandet om sommeren hurtigt bliver helt grønt af alger.

 

Han-gråand.

Vil du lytte til lidt anderap, kan du downloade Dansk Ornitologisk Forenings fuglebog som app.