Der var engang en sø

Et af Odenses vigtigste kulturhistoriske steder findes i Næsbyhoved Skov vest for havnen. Her ligger Næsbyhoved voldsted, hvor Valdemar Atterdag og Dronning Christines tidligere borganlæg fra Middelalderen lå, omkranset af voldgrav på alle sider midt ude i den hedengangne og imponerende Næsbyhoved Sø.

Næsbyhoved Sø, der gennemstrømmedes af Stavis Å, var indtil godt midten af 1700-tallet Fyns næststørste sø og dækkede omkring 1,5 km2. Den strakte sig fra den nuværende Næsbyhovedvej i nord til Ålykkeskoven i syd og fra Tolderlundsvej i øst til Jernbanevej i vest.

En spadseretur rundt om søen har været på omkring otte kilometer.

Kort over Næsbyhoved Slotsbanke og Sø, oprindelig i Vedel Simonsens bog fra 1813, kopieret af V. Hempel i 1879

Oprindeligt havde søen forbindelse til fjorden, men i midten af 1300-tallet under Valdemar Atterdag blev der anlagt en dæmning mod nord ved markstrækningen fra Kohaven til ”Kluset” for at skaffe vand til en mølle. Kluset, der fandtes frem til 1545, var et kapel viet til Treenigheden, og ordet er afledt af det latinske ”clusa”, som betyder det lille gude- eller bedehus.

Stedet lå ved landevejen til Bogense og Nordfyn, og endnu minder Kluset Bro om kapellets beliggenhed. Broen førte Slettens landevej over Stavis Å. 
 
Vi ved, at der i den gamle Næsbyhoved Sø temmelig sikkert lå en tidligere væbnerborg. Måske forløberen for Valdemar Atterdags befæstning og senere kongeborg. 

Arkæologiske undersøgelser har vist, at her lå oprindeligt et noget mindre voldsted af træ og tørv, som blev opført af en adelsmand i de kongeløse 1330’ere. Det er sandsynligt, at opstemningen har medført flytningen af borgen til det nuværende voldsted, idet vandspejlet i søen gradvis er steget for til sidst at lukke sig over det gamle voldsted. 

På luftfotoet ses i nederste venstre hjørne stien på Fuglsangdæmningen, og lige ovenfor voldstedet omgivet af brune siv på to sider. Over voldstedet ses et slynget brunt bånd. Det er Stavis åens oprindelige løb, der fortsatte mellem voldstedet og skoven. 

Og når vi på et kort over Næsbyhoved Sø finder tre øer med navnene Store Thorslund, Lille Thorslund og Viholm må det skyldes opdæmningen af søen, som sandsynligvis har medført en hævning af vandstanden på flere meter. Uden opdæmning ville de tre øer blive til én eller måske endda udgøre et lille næs, og dette område har båret navnene Thorslund og Viholm, som kan indikere en forhistorisk hellig lund. 

Området omkring Næsbyhoved Sø og Odense kan betragtes som en mødeplads mellem Vest- og Østfyn. I denne forbindelse er det interessant, at den eventuelle offerplads ved Næsbyhoved Sø finder sin modpart umiddelbart øst for søen, nemlig Odinsvi.

Byens navn, Odense, er sammensat af ordene Odins vi, dvs. Odins helligdom, og før den kristne tid må Odin have været dyrket på stedet.

Næsbyhoved Sø groede efterhånden til med siv og tagrør, og i 1863 afvandede man søen. Sluserne blev åbnet, og dermed var den sidste tredjedel af den oprindelige 1,5 km2 store sø tørlagt.

Afvandingen af søen betød også et farvel til Næsbyhoved Mølle som vandmølle, som blev opført på den nordøstlige bred på dronning Christines tid. Efter udtørringen af søen blev den afløst af en vindmølle på bakken ved Fuglsang.

Næsbyhoved Sø med Fuglsanghuset malet kort før den udtørredes i 1863 af den odenseanske maler C.F. Aagård (1833-1895)

I dag fremstår søen som et engareal, hvoraf en del syd for Næsbyhoved Skov er fredet, mens den østlige del er ændret  af havnen og store erhvervsbyggerier mod vest. 

På Thorslund lå i mange år en afdeling af Haustrups Fabrikker (nu Glud og Marstrand), og denne beliggenhed markeres af bronzemonumentet ”Thors kamp mod jætterne” ud mod Næsbyvej. Motivet er guden Thor, der truer med sin hammer og driver sit bukkespand frem over de faldende jætter. 

Figurgruppen stod oprindeligt på Thorø ved Assens og er skabt af billedhuggeren Carl Johan Bonnesen i 1926.