Ildsjælepriserne 2021
Årets Ildsjæl blev Et fælles skridt
Et fælles skridt løb med Ildsjæleprisen
FrivilligGalla dannede den 24. september 2021 ramme om Odense Kommunes uddeling af Ildsjælepriserne. Arrangementet, som er de frivillige, sociale foreningers egen festaften, blev holdt på Musikhuset Posten, og med knap 200 gæster var der meldt fuldt hus.
Traditionen tro blev årets Ildsjælepris overrakt af borgmester Peter Rahbæk Juel.
Et fælles skridt vandt årets Ildsjælepris på grund af deres eksperimenterende tilgang til at bekæmpe ensomhed. Gennem Et fælles skridt er de med til at gøre det nemmere for mennesker med psykisk sårbarhed at blive en del af etablerede fællesskaber med fokus på recovery og deltagelse i civilsamfundet.
"Det er stort at vinde Ildsjæleprisen, og det viser, at vi har gang i noget, der ikke må stoppe, for fællesskabet skal også rumme dem, der ikke selv banker på og finder vej. At vinde Ildsjæleprisen motiverer os til, at vi tager et endnu større skridt ind i fællesskabet og ud af ensomheden, fortæller Camilla Ellegaard fra Et fælles skridt. Udover æren modtog vinderen 25.000 kr. præsenteret af Facebook ved Lisa Olesen, Nordic Community Development Manager.
Udover Ildsjæleprisen blev der også fundet vindere til Kickstarteren, Den Bæredygtige, Holdspilleren og Stjernen. De fire priser blev overrakt af de fire rådmænd.
Stjernen
Stjernen gives til en frivillig person, der har ydet en ekstraordinær og vedholdende frivillig social indsats i Odense by.
Grethe Hansen vandt Stjernen på baggrund af sit mangeårige arbejde i Center for Seksuelt Misbrugte Syd. Grethe er en rigtig ildsjæl, som hjælper mennesker med senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen. Prisen blev overrakt af Søren Windell, Rådmand på Ældre- og handicapområdet.
Holdspilleren
Holdspilleren fejrer det gode samarbejde mellem foreninger og evt. med virksomheder og kommune.
Social Sundhed Odense vandt Holdspilleren på baggrund af deres konstruktive samarbejde med flere offentlige og private partnerskaber. Prisen blev overrakt af Beskæftigelses- og socialrådmand, Brian Dybro
Den bæredygtige
Den Bæredygtige sætter fokus på den bæredygtige tankegang og gives til en forening, der tænker i langsigtede og ansvarlige løsninger. Det gør Home-Start Odense.
Stop Spild Lokalt Odense vandt prisen på baggrund af deres indsats for at mindske madspild. Samtidig hjælper de socialt udsatte, hvor økonomien ikke altid rækker til den store indkøbstur. Prisen blev overrakt af By- og kulturrådmand, Christoffer Lilleholt.
Kickstarteren
Kickstarteren belønner nytænkning og iværksætterånd og gives til en ny forening eller et nyt tiltag, der løser udfordringer for en socialt udsat eller overset målgruppe.
IT-assistenten OUH vandt Kickstarteren på baggrund af deres tilbud til patienter og pårørende, der har brug for hjælp til at bruge et eller flere af sundhedsvæsenets digitale tilbud. Prisen blev overrakt af Børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen.