Spring til indhold

Det var lidt frustrerende i starten

Bestyrelsesarbejde kan være skræmmende som ung, men man udvikler mange kompetencer undervejs, siger ungt bestyrelsesmedlem

Den unge stemme

Da Anika Rasmussen kom i bestyrelsen i Cykling Odense, var hun kun 17 år. Der var mange ting, hun skulle finde ud af og holde styr på, og hun var en ung stemme, som var nem at overhøre i bestyrelsesrummet.

I dag, 10 år senere, er Anika Rasmussen blevet sværere at ignorere. Hun har fået mere gennemslagskraft og holder fast i sine idéer og holdninger på bestyrelsesmøderne.

- I starten var man måske den unge, som havde gode ideer, der ikke altid hørt på. I dag har jeg lært at skære igennem, og jeg får hurtigere mine idéer igennem, men i starten var det da frustrerende, siger hun.

Anika Rasmussen har også lært noget andet via sit bestyrelsesarbejde – nemlig at planlægge større events, hvilket spillede ind, da hun skulle vælge uddannelse.
- Man lærer hele tiden noget nyt som medlem af en bestyrelse, og jeg valgte at uddanne mig inden for sport og event på UCL på grund af de ting, jeg har lært i klubben.

God energi

Udover at sidde med eventplanlægningen i klubben beskæftiger Anika Rasmussen sig også med de sociale medier, klubbens hjemmeside, sponsorater og tiltrækning af frivillige.

Af alle de ting er det eventplanlægningen, som begejstrer hende mest.

- Eventplanlægning er det allerfedeste. Jeg lærer meget af det, men det giver mig også god energi at være ude og få tingene til at spille – og vide jeg er god til det. Det giver selvværd at vide, at man er god til noget, siger hun.

Typisk bruger hun 10 timer om ugen på sit bestyrelsesarbejde, nogle gange lidt meget, men det føles ikke som et job for hende, fortæller hun. For hende er det naturligt at være frivillig i en forening.

- Mine forældre har altid været involveret i Cykling Odense, og som børn tilbragte min søster og jeg rigtig mange timer i hallen, når de skulle hjælpe til. På den måde er jeg vokset op med, at det er en naturlig ting at give noget igen i den klub, man går i.

By- og Kulturforvaltningen